Fortsæt til indhold
Biler

Københavnsk Grand Prix lader op til motorbrøl i gaderne

Copenhagen Historic Grand Prix er tilbage efter Corona-årene og ruller i år blandt andet ud med en ny klasse af biler fra 1980’erne og 1990’erne, som der er store forventninger til.

Der kommer sjælden muskuløs nostalgi fra 1980’erne og 1990’erne på banen, når den danske hovedstad skifter karakter til en motorsportsmæssig metropol med gadeløb. Det sker, når Copenhagen Historic Grand Prix (CHPG) i dagene fredag 4. - søndag 6. august for 22. gang indtager den københavnske asfalt.

Mens Classic Race Aarhus desværre i 2021 løb af stablen for sidste gang efter en halv snes år, er der fortsat liv i hovedstadens arrangement, som den sidste halve snes år er foregået omkring Bellahøj.

Det københavnske løb udvider nemlig paletten med den tyske Tourenwagen Legend-klasse, der omfatter 1980’er og 90-modeller, hvor især biler som Mercedes-Benz 190 E EVO I og II, AMG Mercedes C-klasse, Audi 80 og BMW M3 ventes at trække interesse. Det er en klasse, som er ny i København, men som tidligere har været med i Aarhus.

Fans af yngre biler fra deres ungdom kan dog også glæde sig over, at flere andre klasser også dækker 1980’erne.

Det store CHPG ventes at tiltrække det sædvanlige tilskuerantal på 40.000 besøgende, hvilket ligger på linje med, hvad der har været i Aarhus på de bedste år. Her er en lang række klasser, som spænder lige fra historiske biler fra før 1965 over Legends Car Cup til drifting og et historisk autoshow. Men ikke mindst afholdes også donationsløbet, Race for Riget.

Copenhagen Historic Grand Prix blev som andre større arrangementer aflyst i 2020, men er kommet tilbage både i 2021 og 2022, og det ser lige så positivt ud i år, lyder det fra Thomas Wulff, der er pressetalsmand for arrangementet.

»Der er ikke noget, der antyder, at vi ikke skulle have den samme opbakning som tidligere. Det kan vi se på både forsalg af billetter og opbakning fra udstillere og andre former for aktiviteter,« siger han.

CHPG har ifølge Thomas Wulff ikke mærket nogen ændringer i forbindelse med, at Classic Race Aarhus lukkede.