Fortsæt til indhold
Biler

Kina-SUV med Volvo-teknik fra Lynk & Co kommer også til Danmark

Lynk & Co, som er undermærke hos Volvo, er klar med europæisk produceret crossover, der skal bygges i Belgien fra 2019. Bilen er dog først på det danske marked i 2022.

Jens Overgaard

Det nye kinesiske bilmærke, der er udviklet med Volvo-teknologi, og som er døbt Lynk & Co, får europæisk debut i slutningen af 2019.

Det sker, når de første modeller ruller ud fra Volvos fabrik i belgiske Gent, der også bygger XC40, V40 og V40 Cross Country. En egentlig lancering bliver dog først i 2020.

I første omgang var der lagt op til, at alle bilerne skulle sælges over nettet. Men nu oplyser Lynk & Co, at der kommer showrooms i en række europæiske storbyer som Amsterdam, Berlin, Barcelona, Bruxelles og London. Samtidig bliver der sporadiske pop-op-forretninger i en række andre byer.

Lynk & Co. oplyser til Jyllands-Posten, at danskerne formentlig skal vente til 2022, før vi kan købe den nye bil.

Fabrikken satser i øvrigt meget på udlejning og leasing, men et klassisk køb vil også være muligt.

Lynk og Co er skabt som et hightechmærke, der skal supplere andre koncernmærker som London Ev Company, der bygger London-taxier, Lotus og Proton, der ligesom Volvo ejes af kinesiske Geely.

Den første model på vore breddegrader bliver Lynk & Co 02, der netop er vist i sin endelige version. Den følger 01-modellen, der blev præsenteret for halvandet år siden, men i første omgang kun sælges i Kina og USA.

Volvo-platform

Begge bygger på samme platform som Volvo XC40. Mens 001-modellen er en tand større end Volvo XC40, er det uklart, hvad målene for 002-modellen lander på, men det bliver formentlig i samme størrelse som Audi Q2.

Konceptet er dog klart for modellerne, der vil kunne fås med det nyeste infotainment, bestykkes med et digitalt display på 12,25 tommer og en central skærm på 10 tommer og skal være online hele tiden.

Ifølge udenlandsk presse vil mærket ikke komme med deciderede modeller, men kommer med skiftende kollektioner, ligesom det kendes fra modeverdenen.

Det er Volvos tidligere topdesigner Peter Horbury, der står for designlinjen på modellerne, som er udviklet i Gøteborg.

Efter alt at dømme kommer modellerne med tre- og firecylindrede benzinmotorer samt med eldrift og som plug-in hybrider. De vil også kunne fås med en nyudviklet syvtrins automatgearkasse med dobbeltkobling.

På sikkerhedssiden hentes en række teknologier fra Volvos hylder. Det gælder bl.a. en automatisk nødbremse, som kan registrere fodgængere, adaptiv fartpilot, vognbanealarm og advarsel for blinde vinkler.

Priser foreligger ikke endnu, men Lynk & Co forventer at have ganske få modeller at vælge imellem.

Alle modellerne får digital instrumentering og en central storskærm, mens de er konstant online. Foto: Lynk & Co
Linjerne er kantede for modellerne, der skal sælges på nettet og fra showrooms i større europæiske byer. Foto: Lynk & Co