Ole Grünbaum: BAR RØV I 60'ERNE
Ole Grünbaum har skrevet sine erindringer fra 1960'erne. Det er ualmindeligt trættende læsning.
Ole Grünbaum:
BAR RØV I 60'ERNE
268 sider, vejl. pris 250 kr.
People's Press
I årene 1964-68 var Henry Grünbaum først økonomiminister og siden finansminister. Så da hans søn, Ole, i januar 1967 smed bukserne i en forestilling med den hollandske provokunstner Jaspar Grootveldt, var vejen til Ekstra Bladets forside utrolig kort: Finansministerens søn smider bukserne!
Deraf bogens titel. Og deraf grunden til, at Ole Grünbaum i de kommende år var småbladenes darling. Ikke på grund af hans provokationer, men netop fordi han var søn af landets finansminister. Selv denne simple årsagssammenhæng er Ole Grünbaum ikke parat til at erkende. På et tidspunkt i disse erindringsskitser påstår han tilmed, at han og Ebbe (Reich) er de eneste blandt de københavnske flippere, der er i stand til at håndtere medierne.
Det falder ham end ikke ind, at det var medierne, der gang på gang brugte ham som hofnar.
Sødt menneske
Godt ord igen. Efter læsningen af denne utroligt trættende bog er jeg ikke i tvivl om, at Ole Grünbaum er et sødt og velmenende menneske. Ærligt og åbent skildrer han sin søgen efter en mening med tilværelsen. Det er en fortælling om et ungt menneske, der desperat forsøger at finde sig selv, at blive sig selv.
Han gør oprør mod enhver tænkelig autoritet, og som man kunne forudse, ender han med betingelsesløst at følge en autoritet i form af en 15-årig guru, der viser ham vejen til en balance i tilværelsen. Side efter side, episode efter episode fortæller Ole Grünbaum punktvis om de navnkundige 60'ere. Gang på gang provokerer han offentligheden med nogle happenings - dokumenteret af Ekstra Bladet, som af en eller anden grund altid er på pletten, hvem har mon adviseret dem? - men det er svært at finde ud af, hvad der er den dybere mening med provokationerne. Ud over at være provokationer for provokationens egen skyld.
Det virker, selv i dag, undskyld, meget infantilt.
Det var da også - takket være Ole Grünbaums ærlige beretning - en i egne øjne samfundsomstyrtende provokatør, der blot bollede og røg sig gennem 60'erne. Han tager alle stoffer, hash, LSD, opium, amfetamin osv. Men han har stil. Han kan ikke fordrage folk, der drikker sig fulde.
En bedre verden?
Dengang røg man i fængslet for at ryge hash. I dag kan man ikke blive fri for at ryge hash i fængslet. Er verden virkelig blevet det bedre, som unge Ole drømte om?
Godt ord igen. Bogen er et interessant tidsbillede, set gennem et forkælet sind. Da en af Ole Grünbaums nære venner - det er såmænd den nuværende berømte gobelinkunstner Bjørn Nørgaard - har et dårligt syre-trip, køres han på hospitalet, hvor vennerne forlanger, at han får en bestemt modgift. De kender åbenbart præparatet. Men i stedet for får han i første omgang en udpumpning. Stor indignation. Samfundet forbandes. Der er ingen grænser for samfundets skyld.
Det svarer til de tyske turister ved Vestkysten, som trods utallige advarsler surfer ud fra kysten, og som derfor må hentes ind pr. helikopter, hvorefter de lægger sag an mod de danske myndigheder for smøl.
Men da jeg stod helt af var, da Ole Grünbaum - i et forhåbentligt uigennemtænkt øjeblik - sammenlignede Sovjets knægtelse af Tjekkoslovakiet med det danske politis behandling af danske demonstranter (side 153).
Bogen er skrevet meget punktvist og uden særlig sproglig nerve. Man flyver ikke igennem den, for den har ikke det drive, der skaber en læseoplevelse.
Værst er imidlertid selvhøjtideligheden og selvoptagetheden.
Alene det at skrive erindringer kræver en overbevisning om at være unik. Men Ole Grünbaum er storslem. På meget få af bogens utallige fotos er han ikke selv til stede. Og kun på et enkelt er hans daværende hustru, Dorte, foreviget. Hun kaldte ham selvoptaget. Det benægtede han naturligvis. Men da de var i Marokko, får vi detaljeret beskrevet hans påklædning to gange, mens hendes end ikke nævnes. Selvoptaget? - Ikke tale om!
Efter autoritetsoplevelsen med guruen i 70'erne har Ole Grünbaum udviklet sig til at blive en vidende it-journalist.
Men i 60'erne var han først og sidst finansministerens søn og mediernes hofnar.
Det har derfor været ualmindeligt trættende at følge hans forsøg på at forklare noget andet.