Hvem har ansvaret, når Danmark går i sort?
For første gang nogensinde bliver vi afhængige af at importere strøm på særligt vindstille, kolde vinteraftener.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Energiministeriet har for kort tid siden fået oplyst, at Danmark nu for første gang er kommet i den sårbare situation, at vi ikke længere vil være selvforsynende med el-energi. I perioder må vi stole på, at vi kan få hjælp af venlige naboer, hvis samfundet ikke skal gå i stå på grund af el-afbrydelser.
22/3 skrev analysechef Peter Meibom på Dansk Energis hjemmeside en artikel, der må kunne få selv en vindmølleforelsket energiminister, og for den sags skyld samtlige danske politikerne, op af stolen. Det hedder i artiklen: »I januar 2013 skrev Danmark ny energihistorie. For første gang nogensinde var vi afhængige af at importere strøm på særligt vindstille, kolde vinteraftener«. Graferne, der ledsagede artiklen, viste, at Danmark i 2011 havde en kapacitet, der var højere end spidsbelastning.
Fremskrivning til 2020 viste, at kapaciteten da ville blive mindre end spidsbelastning. Endnu en alarmklokke ringede: »Europa har generelt en park af kraftværker, der nærmer sig mimrealderen. Inden længe kan der i Europa opstå en kløft mellem behovet for energi i særlige situationer med højt elforbrug og den kraftværkskapacitet, som kan producere, hvis vi har lav produktion fra både sol og vind.«
Behov for kursændring
Det må nødvendigvis hurtigt komme til et stop for eller en kursændring af den massive udbygning af vindmøller, der skal varetage landets el-forsyning. Oplysningen om, at Danmark nu er afhængig af udenlandsk el-tilførsel, når de utro vindmøller svigter, er alarmerende. Danmark har altid været selvforsynende med en forbilledlig stabil el-forsyning.
Ingen tvivl om, at vindmøller var uovertrufne i Middelalderen, men i et højteknologisk informationssamfund optræder som en hund i et spil kegler. I øjeblikket er energiminister Martin Lidegaard hovedansvarlig for den fortsatte udbygning af vindmøllerne.
I en kronik i JP 15/4 lovpriser energiminister Martin Lidegaard således den danske energipolitik og fremhæver de mange fordele, der er ved den grønne energi. Men de mange lovprisninger har ingen rod i virkeligheden. I kronikken skriver energiministeren, at »stadig flere lande begynder systematisk at satse på vedvarende energi, fordi det forurener mindre, giver mindre afhængighed af import af energi og skaber arbejdspladser lokalt – alt sammen fordele, som Danmark allerede har høstet.«
Martin Lidegaard har fremsat disse påstande mange gange før og har igen og igen fået at vide, at de mange gentagelser ikke ændrer på kendsgerningerne. For det første har den førte energipolitik ført til større afhængighed af import af energi. Det står mejslet i granit i Dansk Energis rapport. For det andet har det økonomiske råd flere gange fastslået, at de mange vindmøller betyder tabte arbejdspladser. Og for det tredje kan den CO2, der muligvis spares, næppe måles på globalt plan.
Det er historisk, at Danmark nu er kommet i en situation, hvor vi bliver afhængige af forsyninger fra nabolande. Disse nabolande kan selv komme i vanskeligheder som følge af et "grønt pres", der har forhindret dem i forny deres el-værker i tide. Det er mere end naivt at forestille sig, at vi kan sikre vores energiforsyning i trængte situationer fra nabolande, når disse selv bliver trængte.
Uundværlige indretninger
Flertallet af de danske politikere må formentlig stilles til ansvar for den førte politik, idet de borgerlige partier med Troels Lund Poulsen i spidsen overhalede venstrefløjen venstre om under den forrige regering. De nye oplysninger fra Dansk Energi må få de borgerlige partier, der i sin tid accepterede professor Katherine Richardsons lysegrønne løfter om en fager fremtid med vindmøller, til at revurdere hele situationen.
Venstres pludselige skepsis over for PSO-afgifterne er måske udtryk for, at man har nærlæst "Richardson-rapporten" og opdaget dens mange udokumenterede påstande og fejlberegninger.
Vil Martin Lidegaard og flertallet af de danske politikere, der har ansvaret for den førte energipolitik, stå ved deres ansvar, når vi bliver nødt til at tænde stearinlysene for at finde vore smartphones? Blot for at konstatere, at disse uundværlige indretninger, som alle de andre indretninger vi har vænnet os til i det el- og it-afhængige samfund, vi lever i, heller ikke virker?