Operakorps ruller ind på Pusherstreet
Den rullende Opera triller med dobbeltforestilling fra Christiania og ud over hele landet.
Der er dømt grin, gråd og skønsang, når Den Rullende Opera fredag den 1. marts kl. 19.30 optræder på Operaen på Pusherstreet i Christiania. Herpå drager det mobile operakorps videre i løbet af foråret på turné i resten af landet.
Det sker med dobbeltforestillingen: italienske Donizettis ”Natklokken” og franske Massenets ”Grandtanten”.
Opera for alle
Den Rullende Opera er et operakompagni, som blev dannet tilbage i 2006 under mottoet ”Opera for folket.” Som navnet antyder, er det et turnéteater, som laver forestillinger der kan opføres på små såvel som store steder.
”Korpset har ansat sangere og musikere, og deres mål er at slippe af med det ”fine” i operahusene, hvor man kan blive næsten kvalt af fims. Den Rullende Opera havde et stort hit sidste år rundt om på ydmyge steder med børneoperaen ”Løgneren i Døgneren”.10.000 unger var ellevilde. Nu indtager operabanden i Operaen på Christiania med voksen-opera. Opera med indgang fra Pusherstreet. Det er da noget, der rykker,” siger Elisabeth Saugmann, der er pressekoordinator for det atypiske operakorps.
Lotte Heise er protektor
Kompagniet har specialiseret sig i at lave underholdende operaer i intime opsætninger. For nylig har sangerne allieret sig med entertainer, forfatter og operaekspert Lotte Heise, som er protektor for korpset.
”Sangerne synger på dansk. Spillestilen er fysisk, energisk og melodiøs, og luppen er rettet skarpt mod publikum. Både nybegyndere og garvede opera-entusiaster bliver tilgodeset,” fortæller Elisabeth Saugmann.
”Det er unge folk, der giver deres penge og hjerteblod på opera. De har lavet et manifest om at få operaen væk fra de bonede gulve og ud i landet,” tilføjer hun.
Se tid og sted for de kommende operaforestillinger på: www.denrullendeopera.com