Skjoldmøer på toppen
For første gang i klubbens 91-årige historie har BK Skjold et hold i en af landets bedste fodboldrækker.
Mens klubbens bedste herrehold efter en skuffende sæson for længst er rykket ned og skal spille 2. divisionsbold efter sommerferien, har nettene blafret flittigt i den rigtige ende, når BK Skjolds kvindehold har været på banen i denne sæson.
Efter en suveræn stime med 18 sejre ud af foreløbig 19 mulige sikrede holdet sig allerede i sidste weekend med en 8-0 gevinst mod Kolding oprykning til landets øverste kvinderække, 3F Ligaen. Dermed har Østerbro-klubben for første gang i sin 91-årige historie et hold med i en af landets bedste fodboldrækker.
Uhørt overlegne
Et hurtigt kig på tabellen afslører, at Skjold-kvinderne siden august sidste år har været deres modstandere i 1. division uhørt overlegne. 18 sejre, en uafgjort, ingen nederlag og en målscore på 97-3 er klar tale og vidner om klasseforskel.
»Den eneste gang i år, hvor vi reelt er blevet matchet, var i den uafgjorte kamp mod Sønderjyske, hvilket i øvrigt var et retfærdigt resultat. Ellers har det mest været et spørgsmål om at få hul på bylden, så skulle vi nok køre den hjem. Alle de hold, vi har mødt, har nærmest uden undtagelse stillet ultra-defensivt op,« siger holdets assistenttræner gennem de seneste tre år, Morten Andersen, der sammen med cheftræner Lars Højer Nielsen har stået i spidsen for de sejrsvante kvinder.
Ændrede mål
Inden sæsonenstarten var målsætningen, at holdet skulle stabilisere sig i toppen af rækken, og, hvis alt klappede, spille med om oprykning. Men allerede efter tre-fire kampe opjusterede den sportslige ledelse målsætningen, sådan at alt andet end en adgangsbillet til 3F Ligaen ville være en skuffelse.
Selv om han understreger, at den suveræne oprykning først og fremmest skal tilskrives kollektivet, erkender Morten Andersen, at der selvfølgelig er spillere, der har i særlig grad har bidraget til succesen.
Blandt dem er angriberen Maiken Pape, der på trods af at hun blot spillede med i ni kampe i efteråret, før Brøndby IF's danske mestre lokkede med bedre forhold i vinterpausen, nåede at nette hele 25 gange. Det antal scoringer ligger holdets nuværende topscorer Sisse Stenberg også på efter forårets kampe. Af samme grund hører hun ifølge assistenttræneren ligeledes til blandt profilerne. Det samme gør målvogter Tina Aaen, anfører Maria Kramer og den talentfulde 17-årige højrekantspiller Nanna Christiansen, som stadig kun er juniorspiller, men allerede har fået debut på U19-landsholdet.
»Hun er et af de største talenter overhovedet i sin årgang: hurtig, ekstremt teknisk god og så er hun en af de sjældne spillere, der kan sætte mere end en spiller af, når hun dribler,« siger assistenttræneren.
Ligesom sin chef, Lars Højer, stopper han som træner, når sæsonens sidste kamp er spillet i næste weekend.
»Jeg har fået nyt arbejde som skoleleder i Birkerød, og det er svært at forene med træning fire-fem gange om ugen plus en kamp i weekenden. Selvfølgelig ville jeg gerne være fortsat, for det har været en fornøjelse at følge pigernes udvikling, især efter at Lars kom til som cheftræner for halvandet år siden. Vi vidste godt, at der var potentiale i holdet, men med Lars og hans baggrund som professionel i FC København og tidligere træner for Skjolds herrer, som han førte fra danmarksserien til toppen af 1. division, er der kommet en helt anden professionel indstilling til træning. Og så har vi arbejdet meget med spillernes vilje til at vinde,« siger han.
Jagt på afløsere
Dermed skal klubben ud og finde en ny daglig inspirator inklusiv assistent til sit og Københavns Kommunes højst rangerede seniorhold på tværs af køn. Den jagt er begyndt, forklarer sportschef Seref Aras.
»Vi taler med flere i øjeblikket, men intet er afgjort endnu. Jeg vil dog godt afsløre, at vi leder efter en træner, der vil være med til at bygge noget stort op i løbet af nogle år, og som samtidig har forståelse for, at vi ikke just har de bedste faciliteter i Skjold. Det skal ikke være en træner, der bare vil bruge os som et springbræt til noget større,« siger Seref Aras.
På linje med den afgående assistenttræner mener han, at målsætningen for næste sæson bliver at stabilisere sig i 3F Ligaen, der blot tæller otte klubber, og hvorfra et hold rykker direkte ned, mens nummer næstsidst spiller to knald-eller-fald-opgør om at blive i rækken mod nummer to i 1. division.
Selv om det allerede ligger fast, at Skjold efter denne sæson mister en række profiler med topscorer Stenberg, målvogter Aaen og anfører Kramer som de tungeste, er sportschefen overbevist om, at truppen er talentfuld nok til at begå sig blandt de bedste.
»Jeg er enig i, at vi selvfølgelig skal ud og hente erstatninger for de profiler, vi mister. Men man skal ikke regne med at se 10 nye spillere, når træningen går i gang igen. Vores holdning er, at de spillere, der har været med til at sikre oprykningen, som udgangspunkt skal have chancen. Samtidig mener jeg, at vi har allerede bevist, at vi er gode nok i og med, at vi nåede helt frem til semifinalen i pokalturneringen. Her tabte vi godt nok 1-4 til Skovbakken (pt. nr. fire i 3F Ligaen) efter en ellers lige kamp, men i kvartfinalen vandt vi over Varde (pt. nr. fem i Ligaen). Så et eller andet sted har vi niveauet, men det er klart, at der er et kæmpe spring fra at have været altdominerende i 1. division til at skulle spille mod landets bedste hver eneste weekend,« erkender Seref Aras.
Drømmer om magtbase
På sigt er drømmen at skabe en magtbase for kvindefodbolden i København og blive værdige udfordrere til klubber som Fortuna Hjørring og Brøndby, der de seneste år nærmest har haft monopol på de øverste placeringer. Det skal bl.a. ske gennem et målrettet ungdomsarbejde, der skal sikre fødekæden til førsteholdet, ligesom det er sportschefens håb, at Skjold på sigt kan tilbyde spillerne kontrakter, så de f.eks. ikke behøver at stå bag baren på en café aftenen inden, de skal spille en vigtig kamp.
På de indre linjer har kvindernes succes også kastet respekt af sig.
»Selv fanklubben, der normalt støtter førsteholdet hos herrerne, kommer ligesom mange almindelige medlemmer ud og støtter os, og generelt er der en meget positiv stemning omkring holdet. Så det rykker i Skjold, nu skal vi bare have det til at rykke for kvindefodbolden i København,« siger han.