Redningsmanden takker af

"Redningsmanden" bliver han stadig kaldt i AGF, 39-årig Erik Boye. Uden hans magi i målet gennem næsten tre år havde klubben næppe været i superligaen i dag. For et par uger siden forlod den vellidte målmand træningsanlægget Fredensvang for sidste gang. Kapitlet som aktiv er slut efter 10 år i det professionelle game.

Da han i sommeren 2000 fik forelagt et kontraktudspil fra AGF, betænkte han sig ikke et øjeblik på at sige ja.

»Det kom rimelig pludselig på et tidspunkt, da jeg var indstillet på at fortsætte for Vejle i 1. division, men da jeg gerne ville slutte på højeste niveau og stadig mente at have nogle gode år i mig endnu, sagde jeg hurtigt ja til AGF,« fortæller Erik Boye.

Forventningerne var store. En af landets største klubber havde kaldt på sønderjydens kvaliteter, men nogen dans på roser blev det aldrig for den ambitiøse målmand.

Stoltheden over at blive kaldt redningsmanden fylder meget i tilbageblikket over karrieren, men det er ingen hemmelighed, at han havde håbet på mere i AGF, hvor det udelukkende har handlet om overlevelse i de seneste mange sæsoner.

»Det er da klart, at jeg er meget, meget stolt over at have været lidt meddelagtig i, at klubben ligger, hvor den gør i dag, men jeg føler bare ikke, at jeg har fået den tak, som jeg burde,« siger en tydeligt skuffet Erik Boye, der i forbindelse med AGF's sidste hjemmekamp i efteråret fik lov at tage afsked med klubbens fans.

»Faktisk var det lidt tilfældigt, at jeg fik det at vide. Jeg skulle tale med klubbens administrator Ole Hald i anden anledning og ringede ham op tre-fire dage før kampen, og det var i den forbindelse, han bad mig møde op fem minutter før kampstart,« husker Erik Boye, der hellere havde set, at klubben lod ham stå på mål en sidste gang i en betydningsfuld kamp, bare i nogle få minutter.

»Det havde ikke været nogen satsning, for jeg var konstant i skarp træning, selv om jeg sad uden for længe. Men jeg kunne f.eks. have fået muligheden på Århus Stadion mod Herfølge, som også var modstanderen i min professionelle debut for Vejle i 1993. Så havde ringen været sluttet, og så kunne jeg have fået en passende afsked. Det var trods alt mit definitive farvel som aktiv,« fastslår målmanden.

Blomster og vink

I stedet blev det til blomster og vink og kun få minutters hyldestråb fra klubbens trofaste fanskare, men alligevel nok til at give den populære keeper en klump i halsen.

Selv om Erik Boye siden har spillet et par træningskampe for superligareserverne, blev hans sidste kamp på topplan en lidet mindeværdig forestilling. Droppet på Esbjerg Stadion 4. april i år står frisk i erindring, men er dog ikke noget, han får mareridt over.

»Når jeg ser tilbage på Esbjerg-kampen, er det med et smil på læben, for jeg ved, hvad jeg står for. Det er sådan noget, der kan ske for en målmand, men jeg er også sikker på, at jeg havde fået lov at blive i målet, hvis jeg ikke havde brækket fingeren,« siger den nu forhenværende målmand i AGF.

Skaden kostede Erik Boye fire ugers pause. Daværende cheftræner Poul Hansen lod Steffen Rasmussen overtage posten. Det gjorde han med maner og har stået lige siden.

»Poul Hansen valgte at satse på Steffen Rasmussen, men undlod at fortælle mig om sine planer. Jeg fik lov at sidde i uvidenhed på bænken hele foråret i troen på, at jeg skulle tilbage. Ærgerligt, for jeg ville så gerne have haft mulighed for at vaske pletten fra Esbjerg af. Det fik jeg ikke, og det er jeg meget, meget ked af i dag,« indrømmer Erik Boye, der ikke sender den tidligere cheftræner de venligste tanker.

»Jeg mener ikke, det var min opgave at bede Poul Hansen om en forklaring. Det burde han selv have været mand for at sige. Men jeg lod mig ikke slå ud, og selv om jeg ikke spillede, så jeg ingen grund til at forlade klubben i utide. Jeg var trods alt godt stillet ved at fortsætte træningen i AGF med henblik på mit kommende job som målmandstræner i Sønderjylland,« tilføjer han.

Tiden i AGF har været yderst turbulent for Erik Boye, der har oplevet et sandt gennemtræk af spillere, trænere og direktører. I efterhånden mange sæsoner balancerede klubben på randen af sportslig og økonomisk ruin, og levebrødet har flere gange været truet. Det tog hårdt på systemet, også på hjemmefronten.

Turbulens og uro

»Den megen turbulens og uro tog også hårdt på familien. Jeg tænker fodbold dag og nat og engagerer mig vildt, når min klub er i vanskeligheder. Jeg mente hele tiden, at jeg burde være i klubben og hjælpe konstruktivt til, og var også meget væk hjemmefra. Det gik ud over ægteskabet, så min kone og jeg er skilt i dag,« beretter Erik Boye.

»Vi var nok vokset fra hinanden alligevel, men i dag har jeg det fint med det, men måske kunne skilsmissen være undgået, hvis ikke livet i klubben havde været så turbulent,« erkender han.

Turbulent var det også for tre år siden på datterens konfirmationsdag, da Erik Boye alligevel blev overtalt til at vogte målet mod Herfølge. Han husker al vikarakken. Om festen der måtte flyttes til om aftenen, om hvor nervøs han var, for at det hele skulle gå galt rent sportsligt, netop fordi det var datterens store dag, som han ville gøre alt for at værne om.

Kampen var endnu én af disse vigtige overlevelseshistorier for AGF, og for at det overhovedet kunne lade sig gøre at få Boye med, måtte målmanden transporteres frem og tilbage i helikopter. I høj solskin landede han i en køkkenhave fire kilometer uden for Herfølge. Herfra gik det videre i taxa til stadion

Frygten for fejl

»Det jeg husker bedst, var frygten for at begå en fejl. Tænk sig, hvis jeg havde været skyld i, at vi tabte kampen, så tror jeg, at jeg ville have gravet mig langt ned. Nu faldt det heldigvis lykkeligt ud. Vi kom bagud, men vandt 2-1. Spændingen i kroppen forsvandt, og lettelsen var nok den største nogensinde i karrieren,« indrømmer Erik Boye, der efter kampen fik overrakt et pengetræ til datteren som tak for indsatsen fra klubbens fans.

Turen gik hjem samme vej i huj og hast. Gæsterne stod klar og modtog en meget glad AGF-målmand, der altså nåede det hele.

Selv om det aldrig blev til sportslig succes i AGF, mener Erik Boye alligevel, at det er gået godt i de 81 kampe, han stod for holdet. Han faldt hurtigt til og kom godt i gang, specielt takket være daværende træner Ove Christensen, som han nærer høje tanker om.

En stor byrde

»Egentlig forstår jeg godt, Ove Christensen forlod sin post i utide. Der var lagt en stor byrde på hans skuldre, og han kunne se, hvor det bar hen rent økonomisk. Under Ove Christensen lærte holdet at spille fodbold, noget vi ikke havde været særlig kendt for i de senere år. Måske kunne det hele have været vendt allerede dengang, og så havde Ove Christensen sikkert været træner den dag i dag,« siger Erik Boye.

AGF-direktøren hed på det tidspunkt Dan Iversen.

»Al ære og respekt for ham, men han havde ikke styr på noget som helst. Det hele sejlede rundt. Ingen skulle belære denne klub om noget som helst. Inspiration udefra var bandlyst, og det var længe klubbens akilleshæl,« vurderer målmanden.

»I dag er klubben mere åben og er så små begyndt at hente inspiration udefra, hvis ideerne ellers passer ind i konceptet. Og sådan skal det også være. En klub skal ikke være for stor til at modtage hjælp fra andre,« tilføjer Erik Boye.

Fodbold kan igen blive stort i Århus. Det er han ikke i tvivl om. Økonomisk er der grobund for succes takket være klubejer Kurt Andersens millioner. Nu gælder det bare om at forvalte pengene rigtigt, holde en grundstamme på otte-ni spillere og frem for alt være kvalitetsbevidst, understreger målmanden, der først og fremmest er imponeret over klubbens fans.

»Selv om vi efterhånden i mange sæsoner har ligget og rodet i bunden, har opbakningen fra lægterne været fantastisk. Vi har oplevet et stødt stigende tilskuergennemsnit, og det viser, at byen er gearet til fodbold. Nu skal vi bare lige have det sidste med. Cheftræner Sören Åkebys målsætning er en medalje inden for to-tre år, og det har klubben også potentialet til,« fastslår Erik Boye.

Lige efter nytår rykker han i egen lejlighed i Haderslev og får kun tre-fire minutters kørsel til sit nye job som målmandstræner i HFK Sønderjylland, hvor han i starten også skal fungere som assistent nr. to for klubbens nye træner Søren Kusk.

Kontrakt i tre år

Erik Boye har suget meget til sig fra AGF's polske målmandstræner Maciek Wasyniuk, som han har været utrolig glad for at arbejde sammen med. Flere af polakkens metoder kan han bruge, men også videreudvikle i Haderslev.

Foreløbig er veteranen på kontrakt i tre år i SønderjyskE, som klubben kommer til at hedde efter nytår, og måske er han allerede efter sommerferien på ny at finde i superligaen, denne gang i trænerstaben.

»Jamen, klubben satser allerede på oprykning i denne sæson, og med de forstærkninger, der kommer, er det bestemt ikke urealistisk,« erkender Erik Boye, der i februar kan fejre sin 40 års fødselsdag.

jan.lacour@jp.dk