Et dramatisk valg

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Det er i dag, at svenskerne går til valg, og på sin egen kontrollerede svensk-ceremonielle måde er det faktisk et dramatisk valg. Landet er under hastig forandring, først og fremmest demografisk, men også kulturelt og socialt. Samtidig er det økonomiske mirakel, som Sverige blev udråbt til for bare få år siden i Davos, Danmark og resten af verden, under afvikling. Sverige er ikke længere så hipt som Ikea, Volvo og Tetrapak, og der er store problemer med skole- og uddannelse, ytringsfrihed, kriminalitet, ghettodannelse, radikalisering og borgernes almindelige retssikkerhed.

Vist er der sket små forbedringer steder, hvor danske politikere har fejlet. Siden den borgerlige alliance tiltrådte i 2006, er marginalskatten sænket til 57 pct., ligesom ejendomsskatter og arveafgifter er reduceret. De svenske skatters andel af bnp er således faldet et par procentpoint til ca. 45 pct. Men samtidig vokser statsbudgettets udgifter markant i disse år, ikke mindst på grund af den eskalerende tilvandring fra primært Mellemøsten og Nordafrika.

Siden 2007 og frem til sommeren 2014 har knap 300.000 udlændinge søgt asyl i Sverige. Migrationsverket, som er den myndighed, der håndterer asyltilstrømningen, må gang på gang revidere sine prognoser opad. 2014 vil slå alle rekorder med op mod 100.000 asylsøgere, hovedsageligt mænd, der forventes at få deres familier sammenført til Sverige inden for de kommende år. I løbet af blot den næste fireårige valgperiode er det sandsynligt, at Sverige befolkes med mere end en halv million nysvenskere uden nogen som helst baggrund i og forståelse for det svenske samfund.

Det er smuk idealisme, mener nogle. Det er nationalt selvmord, mener andre. Uanset hvad, kommer det til at koste en formue. Statsminister Fredrik Reinfeldt har for en måned siden erkendt dette offentligt – for første gang. Gammelsvenskerne skal åbne deres hjerter, sagde han fuld af patos. Til gengæld bliver der ikke råd til andet, hverken for gamle, unge eller dem midtimellem. I valget mellem velfærd og indvandring foretrækker den siddende regering sidstnævnte, selv om man dermed risikerer at smadre velfærdsstaten.

Det samme gør interessant nok den opposition bestående af Socialdemokraterne og venstrefløj, som forventes at få flere stemmer end den borgerlige alliance i dag.

Uden for disse to næsten lige store blokke står Sverigedemokraterne. De bliver hverken inviteret til te, kaffe eller kanelkringle. Dette parti er dømt helt og aldeles ude af det politiske etablissement. End ikke dets mandater kan bruges til noget. Hvorfor? Fordi partiets udlændingepolitik er dømt racistisk.

Det er på racismen, at man kender dagens politiske kultur i Sverige. Anklagerne om racisme svirrer hér, dér og alle vegne. Ikke en lakridspibe, ikke en tegning, ikke et Tintin-hæfte eller Pippi Langstrømpe-gardin går fri for anklager, og de anklagede beklager og undskylder, hvis politiet da ikke konfiskerer og destruerer uanstændige kunstværker. Paradoksalt er det, at en hel generation af politikere i ønsket om skabe det perfekte, demokratiske samfund har bragt racebegrebet ind i centrum af diskussionen.

Engang talte svenskerne om klasser. Nu taler de om racer og om, hvor vigtigt det er for samfundslegemet at få tilført nyt blod og menneskelig kapital udefra. De eneste, der siger stop, er Sverigedemokraterne, men de opfattes som et demokratisk problem. Det skyldes nok snarere, at de holder af det Sverige, der var engang, men som forsvinder dag for dag.