Spild som resultat af grådighed
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
»Slukker du så også for vandet, når du sæber dig ind?«
Spørgsmålet lød til en sammenkomst, hvor jeg tog temaet ”spild af mad og vand” op med en bekendt. Ja, det gør jeg som regel. Ikke altid, selvom jeg egentlig synes, at man burde. Jeg har dog på fornemmelsen, at jeg er i mindretal. Altså, at de fleste synes, at det er okay, ja, en menneskeret at tage lange bade – at fråse med vandet.
Endnu synes det som en ustoppelig kilde, der bare bliver ved og ved, så hvorfor spare på det? Tja, det kan være svært at forholde sig til, hvordan tingene ser ud om 100 år, og det lyder frelst at referere til de tørstende og sultende i Afrika.
Jeg skal da heller ikke gøre mig hellig og sige, at jeg genbruger vand fra kartoffelkogning til at vande potteplanter.
Når det kommer til madspild – og netop dette hotte emne var på DR1’s program 2/9 – er det måske nemmere og mere håndgribeligt at forstå. Her hørte vi, at 303.000 tons mad årligt bliver smidt ud. Ifølge tal fra stopspildafmad.dk udgør dette tal dog kun mængden af mad fra fødevareindustrien. Regner man de danske husholdninger med, stiger tallet til anslået 540.000 tons, hvilket i penge vurderes til minimum 8,4 mia. kr.
Samtidig sulter mere end 800 mio. mennesker på verdensplan.
Bekvemt udvalg
Så hvorfor er det, at vi som private forbrugere smider mad ud, og hvorfor gør fødevareindustrien? Ordet grådighed synes svært at komme uden om. Det er grådigheden, der får os til at skrabe sammen, og for supermarkedernes vedkommende forestiller jeg mig, at de hellere vil sælge en ko ekstra og smide to ud end slet ikke sælge nogen ekstra. Bare folk ikke skal gå forgæves til køledisken.
Det er da også bekvemt at have fem forskellige slags grøntsager at vælge imellem til aftensmaden eller fem forskellige slags pålæg til madpakken. Men hvis man på forhånd ved, at det ikke bliver spist, virker det lidt klamt på den grådige måde. Som i »jeg køber det, fordi jeg kan« – fordi jeg har råd. I det øjeblik varerne ryger ned i indkøbsvognen, går der sikkert ikke mange tanker til CO2-afgifter, bortskaffelse af affald og igen spørgsmålet: Kunne en anden have brugt det, som jeg lige smed ud?
Fødevareminister Dan Jørgensen medvirkede i DR1’s program ”SpareXperimentet” om madspild. Jeg håber inderligt, at han og andre politikere vil involvere sig i at stoppe madspildet. Tænk dig om som privat forbruger; behøver du at have et fyldt køleskab, bare fordi du kan, hvis du alligevel smider en fjerdedel ud?