Sådan vinder du sten-saks-papir
Et nyt studie har undersøgt, hvordan den populære leg kan vindes.
Tro det eller ej, Sten-Saks-Papir er mere end en simpel leg, som skal afgøre kontroverser i den milde ende.
Den er også en brugbar model inden for spilteori, som bliver brugt til at studere konkurrenceopførsel hos mennesker - for eksempel i forbindelse med finansiel handel.
Og nu har et nyt studie sluttet sig til de mange, som handler om den enkle leg. Men netop denne undersøgelse besværer sig ikke med at udlede nyttige forretningsmæssige konklusioner på legen.
Den vil bare finde ud af, hvordan man vinder.
300 omgange sten-saks-papir
De kinesiske forskere arrangerede til studiet en stor sten-saks-papir turnering på Zhejiang Universitet i Kina. Her fik 360 studerende lov til at spille 300 runder sten-saks-papir hver mod andre modstandere.
Studiet gav ikke noget svar på, hvilken af de tre håndfagter en sten-saks-papir-mester oftest skal ty til. For resultatet af studiet var nemlig præcis som sandsynligheden tilsiger: Antallet af gange, hvor spillerne valgte en af håndfagterne, var ligeligt fordelt, og på den måde var der lige stor sandsynlighed for at vinde med dem alle sammen.
Den teori kaldes Nash-ligevægt efter den spilteoretiske pioner John Forbes Nash. Men hans konklusion er alligevel ikke fyldestgørende, mener det kinesiske forskerhold.
Nash er ikke nok
"Sten-saks-papir spillet viser kollektive cykliske bevægelser, som ikke kan forstås af Nash-ligevægt konceptet," står der i studiet.
Derfor kan man også roligt læse videre, hvis man er interesseret i et par tips til, hvordan næste omgang sten-saks-papir skal vindes.
Forskerne fandt nemlig ud af, at der var en tendens, når det kom til spillers valg af tegn. Og det afhang af, hvorvidt man havde vundet eller tabt sin sidste runde.
Fundamental del af menneskehjernen
Vinder man runden er det nemlig meget sandsynligt, at man vælger samme håndtegn igen. Taber man, rykker man oftest videre til den næste i rækkefølgen "sten-saks-papir".
Og medmindre man spiller en-ud-af-en runder, kan man derfor udnytte den viden og "optimere den individuelle spillers udbytte," som rapporten pointerer.
Netop den mekanisme - at man bliver ved den mulighed, der har vist at give gevinst og forlader den, som har givet tab - er ifølge anden forskning dybt funderet i menneskehjernen.
Det kan derfor ikke være helt dumt at udnytte chancerne og, hvem ved, måske en gang stille op til DM i sten-saks-papir.