Fortsæt til indhold
Musik

Jazzet newyorkerstemning i Rødovre

Den amerikanske saxofonist David Sanborns humør fejlede ikke noget til koncert i Danmark. Det gjorde hans trio heller ikke.

»Mikrofonen har brug for Viagra.«

Humøret fejlede ikke noget, da den 71-årige saxofonist David Sanborn gav koncert i Viften i Rødovre tirsdag aften for en stort set udsolgt sal.

Det var amerikanerens tredje og sidste koncert i Danmark i denne omgang. Forinden havde han optrådt i Esbjerg og Odense.

Bemærkningen om mikrofonen faldt, da han ville sige noget til tilhørerne, og talemaskinen hang nedad.

»Jo mere i drikker, desto bedre lyder vi,« kom det også fra amerikaneren - da han annoncerede, at der var en kort pause.

Og både mikrofonen og lydforholdene generelt var bedre i andet sæt på en aften, hvor David Sanborn var frontfigur, men hvor de tre andre musikere på scenen var i samme klasse som den berømte saxofonist.

Koncerterne på Europaturneen er således også blevet annonceret som ”Christian McBride Trio with special guest David Sanborn”.

Bassisten Christian McBride er højt respekteret inden for sit felt og er bl.a. blevet belønnet med fire amerikanske grammypriser, to færre end David Sanborn.

På McBrides højre side sad jazzpianisten Christian Sands, der også nyder stor anerkendelse og tidligere har imponeret til koncerter på Jazzhus Montmartre – i selskab med bl.a. Alex Riel på trommer.

I Viften sad Jerome Jennings bag trommerne, og flere gange blev han belønnet med bifald for sine solopræstationer og sit pingpong-samspil med Christian McBride.

Christian McBride Trio og David Sanborn fortolkede numre af Freddie Hubbard, Thelonious Monk, Michael Brecker samt D’Angelo. Men aftenen bød også på Sanborn-numre som ”Maputo” fra et af saxofonistens mest succesrige album, ” Double Vision” fra 1986, og ”Sofia”.

David Sanborn, der som barn led af polio og er gangbesværet, sad under koncerten på en barstol og blæste løs.

Op til koncerten havde saxofonisten været syg, men i Viften virkede han i god form sammen med Christian McBride Trio, som tit giver koncert på det berømte jazzspillested Village Vanguard i New York. Tirsdag opdyrkede de dygtige instrumentalister en jazzet newyorkerstemning til Rødovre.

David Sanborn har i en lang karriere været ude i alle hjørner af jazzen.

Han indspillede i 1970’erne og 1980’erne en række album, der blev betegnet som let tilgængelig smooth jazz.

Samtidig var han i årevis en flittigt benyttet studiemusiker for rock- og popstjerner som The Rolling Stones, Bruce Springsteen, David Bowie, Stevie Wonder, Billy Joel og The Eagles.

Christian McBride Trio og David Sanborn giver i de kommende dage koncerter i Schweiz og Italien, før det er hjemad til Amerika.