Ung poet: Ghettoerne er fyldt med dumme perkere

Interviewet afbrydes, da Yahya Hassans telefon ringer. Der tales højt på arabisk.

»Det var min mor,« konstaterer digteren kort efter og læner sig afvæbnende tilbage med hænderne foldet i nakken.

»Hun ringer indimellem og skælder mig ud, fordi jeg taler dårligt om min far. Ifølge Koranen er det respektløst at konfrontere manden. Det er derfor, at de her historier aldrig kommer frem.«

Historien handler blandt andet om den vold, som Yahya Hassan blev udsat for gennem sin opvækst.

Alle fik tæsk

»Alle fik tæsk af deres fædre i ghettoen. Og mødrene kunne ikke gøre noget. Havde min mor grebet ind, havde hun selv fået endnu flere tæsk, end hun fik i forvejen,« siger Yahya Hassan, som kun har skuldertræk til overs for dem, som vil have ham til at tie.

»Mine søstre græder, fordi alle ved, at jeg er deres bror, men det her skal frem. Det er på tide, at vi gør op med vores forældres svigt.«

Yahya Hassan har skippet den sidste time på Forfatterskolen for at møde Jyllands-Posten på forlaget Gyldendal, som udgiver hans selvbetitlede digtsamling i næste uge:

Træt af hykleriet

»Jeg kan ikke bruge Allah til noget,« siger den 18-årige digter, som er træt af hykleriet blandt indvandrere i ghettoer som Mjølnerparken, Vollsmose og ikke mindst Trillegården i Aarhus V, hvor han selv er vokset op.

»Ghettoerne er fyldt med dumme perkere, som render rundt i joggingtøj. De går til fredagsbøn, men bruger ugens øvrige dage på at stjæle, hæle, drikke sprut og gå i seng med danske piger. Når de sidder i fængsel, bladrer de lidt i Koranen, anskaffer sig en bedekæde og optjener gode gerninger, så de kan begynde forfra med alt det forbudte.«