Pokerspiller fik et halvt års fængsel for skattesvig
En dansk pokerspiller er idømt seks måneders fængsel og en bøde på 350.000 kroner for grov skattesvig.
Seks måneders fængsel og en bøde på 350.000 kroner.
Det er konklusionen i en dom for groft skattesvig torsdag ved Retten i Lyngby mod en kendt dansk pokerspiller.
Pokerspilleren var tiltalt for syv gange at betale for lidt i skat på gevinster vundet ved pokerturneringer i blandt andet Las Vegas og i Asien. Samtidig mente anklageren, at pokerspilleren også havde forsøgt at skjule gevinster vundet ved spil på nettet.
Anklager Marianne Søltoft Buhl gik oprindeligt efter fængselsstraf og en bøde på over tre millioner kroner. Bødekravet blev dog sat ned løbende, men den endelige dom er på væsentlig mindre end anklagemyndighedens krav.
"Meget tilfreds"
Derfor er det også en tilfreds forsvarer for pokerspilleren, der kan læse rettens dom.
- Jeg er meget tilfreds med, at min klient i al væsentlighed er blevet frifundet, siger forsvarer Anders Nemeth til Ritzau.
Det er endnu uvist, om pokerspilleren vælger at anke dommen.
- Nu må vi læse dommen, men jeg er meget tilfreds, lyder det fra forsvareren.