EU’s medlemslande er ikke enige om retningen

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Nogen rigtig solid køreplan kom der ikke ud af det uformelle EU-topmøde i Bratislava. Papiret er både med alt, hvad der står, og ikke mindst med alt det, som der ikke står, åbent for fortolkninger, hvilket stats- og regeringschefernes afsluttende bemærkninger i Bratislava da også bevidnede. Det fælles mål mangler, og man skal lede virkeligt grundigt for at finde belæg for statsminister Lars Løkke Rasmussens bemærkning om, at Europas kriser »har gjort samarbejdet stærkere og enigheden større«.

Hvor ledetråden siden Rom-traktatens tilblivelse for snart 60 år siden har været, at EU-medlemmerne skulle arbejde sig hen mod »en stadigt tættere union«, så synes overskriften nu at kunne være hentet fra det papir, som Visegrad-landene fremlagde før topmødet i Bratislava. De taler om »fleksibel solidaritet«.

Bemærkningen var ganske vist møntet på de flygtningekvoter, som de med næb, kløer og en kommende folkeafstemning i Ungarn forsøger at undslå sig, men »fleksibel solidaritet« dækker meget vel den tilstand, som EU befinder sig i. Medlemslandene har forskellige forestillinger om, hvor EU-samarbejdet skal bevæge sig hen, og de har også forskellige forestillinger om, hvilke dele af det eksisterende samarbejde de vil være med i og bakke op om.

EU, og det gælder både medlemslandene og institutionerne, er præget af intern splid. Symptomatisk er det, at før topmødet mødtes flere EU-lande til fraktionsmøder. Men under de afsluttende pressemøder i Bratislava krakelerede enigheden selv i fraktionerne. Italiens premierminister meddelte, at han ikke ville stille op til pressemøde sammen med Angela Merkel og Francois Hollande, fordi han ikke var enig i mødets beslutninger om migration og økonomi. »Hvis Tyskland og Frankrig kan blive enige, så fint for dem, men vi skal ikke foregøgle, at vi er en enhed,« lød det fra Renzi ifølge die Zeit.

Ungarns premierminister, Viktor Orban, fastslog, at Bratislava-mødet var en fiasko, fordi man ikke ville »ændre Bruxelles’ indvandringspolitik«. De to bemærkninger illustrerer, hvor langt EU-landene står fra hinanden på det spørgsmål, som står øverst på borgernes dagsorden: indvandringen og dens konsekvenser.

På det institutionelle plan viste spliden sig ved, at Europa-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, afbrød EU-præsidentens talsmand for at sikre egen taletid, og et helt andet sted holdt Europa-Parlamentets formand, Martin Schulz, pressemøde for sig selv. Han var angiveligt fornærmet over ikke at være inviteret med.

Det var briterne heller ikke. Og grunden til, at det overhovedet var nødvendigt at mødes i Bruxelles, var, at de har bestemt, at de vil forlade EU. Den situation har Frankrig udnyttet til at genfremsætte forslaget om en EU-hær og et militært hovedkvarter. Det virker uklogt. For det første, fordi det er vigtigt at fastholde briternes forankring i Europa gennem Nato, og for det andet, fordi de fleste europæiske medlemmer i Nato i forvejen sakker bagud på forsvarsbudgetterne. Det er bedre at koncentrere kræfterne et sted.

Tysklands kansler har kaldt konklusionerne i Bratislava for »udgangspunktet«. Det åbne spørgsmål er fortsat: udgangspunkt for hvad? Den køreplan, som nu ligger på bordet, oplister en lang række velkendte udfordringer. Hvis europæerne skal genvinde troen på og tilliden til EU, så rækker det ikke med en tidligere dansk statsministers berømte ord at slå sig hen med, at »der kommer en god løsning i morgen«.