”DF, I presume”

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Dansk Folkepartis store valgsejr er hård kost for mange, der troede, at de alene sad med definitionsretten til, hvad der er vigtigt og rigtigt i dette lille land. Ovre i Jylland har de stemt, så man må tage sig til hovedet, inden man udvandrer i skam og chok, og det må bestemt skyldes, at der er længere mellem husene, så samtalerne bliver mindre dybe og menneskelige end her på Nørrebro, som en ung kvinde meddelte i fjernsynet uden at knække sammen af grin.

Skal man le eller græde? Københavnske medier har anlagt en antropologisk forklaringsmodel, der slår alle rekorder. Reportere er sendt til Sønderjylland for at berette om disse mærkelige indfødte med deres mærkelige skikke, præcis som bladkonger i 1800-tallet sendte opdagelsesrejsende til det mørke Afrika for at bringe læserne nærmere al denne eksotik og fremmedartethed. Gys og tænders gnidsel; kan man også være, mene, bo og tænke sådan? Og hvor er menneskesynet?

Hjemme i tv-studierne sidder de samme kommentatorer og taler videre med samme højurbane tilgangsvinkel, mens de rækker ud efter lugtesaltet. De tog grueligt fejl i alle årene under Helle Thorning-Schmidt, og de tog grueligt fejl under valgkampen, men ingen synes tilsyneladende, at det dermed måske kunne være lidt usikkert, om de rammer rigtigt denne gang. Snakken går videre, og det er hele meningen. Monsteret skal fodres, og det bliver det.

Det har været mange af dem rigtigt magtpåliggende at tiltage sig retten til at fortolke DF’s fremgang. Allervigtigst har det været at få slået fast, at det i hvert fald ikke har noget med udlændingepolitikken at gøre. Man har selv en fjern onkel i Aabenraa, og han er på ingen måde loren ved udlændinge, og han har flere gange også været på ferie i Harzen. Nej, det er noget helt andet: følelsen at være ladt i stikken af den snakkende klasse i København, lukningen af den og den offentlige institution, DF-formand Kristian Thulesen Dahls tillidvækkende facon – samt alle mulige andre forklaringer, der i hvert fald bare ikke har noget med massetilstrømningen af asylansøgere og rumænske lommetyve at gøre.

Det er rent ud forbløffende, at der så hurtigt kan skabes konsensus om en så selektiv (psyko)analyse. DF har ét altoverskyggende emne: en stram udlændingepolitik. Det er så velkendt, at man på sin valgplakat kun behøvede det ene, stærke budskab: ”Du ved, hvad vi står for”. Hvis noget var typisk for valgkampen, var det, at alle partier minus den yderste venstrefløj rykkede i DF’s retning på udlændingeområdet. At påstå, at udlændingepolitikken ikke spillede den store rolle for DF’s mange nye og gamle vælgere, er ikke alene udtryk for en slem omgang ønsketænkning og virkelighedsfornægtelse. Det er simpel intellektuel uhæderlighed.

Dansk Folkeparti er kommet for at blive, kan man nok konstatere uden at risikere for meget. Kampen om, hvem der skal være Folketingets nye formand må stå mellem Pia Kjærsgaard og Bertel Haarder, og så er alt vist sagt. Tidens løsen er i alle andre sammenhænge inklusion og kamp imod opdelingen i ”dem” og ”os”. Var det mon ikke på tide, at DF simpelt hen bare anerkendes som et helt almindeligt parti, som man kan være enig eller uenig med, men som ikke skal mødes med et strejf af opdeling i over- og undermennesker, sådan i overført forstand.

»Dr. Livingstone, I presume«, hilste H.M. Stanley som bekendt, da han fandt den berømte opdagelsesrejsende den 10. november 1871 i det dybe Afrika. Måtte rejsende københavnere i DF-land være lige så åbne og imødekommende.