90 år, luk og sluk
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Danmarks Radio fylder i dag 90 år, og med sædvanlig sans for selvhøjtidelighed og selviscenesættelse bliver begivenheden selvfølgelig behørigt fejret i mange dage både før og efter.
Og man gør sig lystig, gør man, for er der noget så morsomt som en kavalkade over de latterlige personer, der i tidens løb har tilladt sig at klage over Danmarks Radio? Det skulle da lige være studieværternes og tv-meteorologernes pludrende oplæg til hinanden.
Danmarks Radio har i sandhed en glorværdig fortid med store højdepunkter, og Danmarks Radio har i fortiden ydet et vægtigt bidrag til også den jævne befolknings kulturelle dannelse. En stribe af store kulturpersonligheder, ingen nævnt, ingen glemt, har gennem Danmarks Radio bidraget til forståelse af betydelige samfundssammenhænge, og i radioens og fjernsynets første år var det ad denne vej, at de store teater- og musikoplevelser blev gjort til allemandseje.
Det er der i sandhed grund til at markere og fejre, for det var Danmarks Radios storhedstid.
Men det var dengang. I dag er der ikke meget at fejre. DR står i dag i al sin monumentale selvhøjtidelighed som en forstenet anakronisme. Man burde benytte den festlige lejlighed til at lukke og slukke i erkendelse af, at tiden og udviklingen i dén grad er løbet fra denne forældede konstruktion.
Dengang, da et radioapparat og senere tillige et tv-apparat kun kunne bruges til at modtage signaler fra Danmarks Radio, var der mening i finansieringsformen: afgift på apparaterne. Det var nemt, logisk og enkelt at administrere.
I dag er finansieringsformen en pinlig anakronisme, en stædig fastholden af en tvangsudskreven de facto-skat. Der er i dag ingen saglig begrundelse for at opretholde Danmarks Radio som en samlet statsejet institution, og da slet ikke finansieringsformen.
Der er ingen saglig grund til, at Danmarks Radio skal drive et stort og dyrt koncerthus, og der er ingen saglig begrundelse for, at DR skal drive et symfoniorkester, et bigband eller de forskellige kor. Der er overhovedet ingen grund til, at DR selv skal producere musik. Disse institutioner kunne med fordel drives i kommunalt eller statsligt regi frigjort fra DR.
Hvad journalistikken angår, har Danmarks Radio gennem lang tid været i frit fald. Vist bliver der produceret god journalistik i DR, men hovedindtrykket er, at journalistik overvejende er noget, som man stjæler fra aviserne. Efter at DR også er begyndt at drive netmedier, er denne mastodont fra fortiden gået ind i direkte konkurrence med dagbladene, og det er i den grad en ulige konkurrence. Dagbladene skal leve af at levere journalistik. DR får sine penge fra de tvangsopkrævede licenspenge, op imod fire mia. kr. om året, og må følgelig ikke opkræve yderligere for netnyhederne, som i betydelig udstrækning kommer fra aviserne.
Public service nævnes igen og igen som den egentlige begrundelse for opretholdelse af DR og licensfinansieringen. Udtrykket skulle vist have en snert af kvalitetskrav over sig, men i praksis er public service ikke andet, end hvad DR beslutter, at det skal være, og det er ikke altid noget, som meningsfyldt kan betegnes som kvalitet.
Det hele var til at have med at gøre, hvis den enkelte bruger kunne vælge DR fra, men det kan den enkelte bruger ikke.
Så til lykke med fødselsdagen, DR, og så kan I godt lukke og slukke – eller i det mindste opgive licensfinansieringen og konkurrere med de frie, private medier på lige vilkår.