Borgerlige visioner, tak

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Det er ikke let at være borgerlig i dagens Danmark. Forstå mig ret. Der findes selvsagt borgerlige partier. Men det er ikke umiddelbart indlysende, at f.eks. Det Konservative Folkeparti har meget med konservatisme at gøre. Ja, det turde være en vittighed, når man ser på partiets aktuelle ledelse. Det samme gælder Venstre, det liberale parti. Det ville være synd at påstå, at klassisk liberale værdier er iøjnefaldende i den førte politik, endsige argumentationen for den.

Jeg ønsker ikke med denne indledning at tages til indtægt for almindelig politikerlede. Der er mange dygtige politikere, som gør et hæderligt arbejde. Men hvis man som jeg indtager en liberal social-konservativ position eller blot et borgerligt standpunkt, er det svært ikke at forfalde til mismod.

Det er tankevækkende, at en vulgær socialdemokratisme, som Dansk Folkeparti historisk som aktuelt repræsenterer, overhovedet kan opfattes som udtryk for borgerlig politik; men det er betegnende for den nutidige drøftelse. Det er bemærkelsesværdigt, at Liberal Alliance kan tages alvorligt som et egentligt borgerligt parti, skønt de kun i yderst beskedent omfang har evnet at forholde sig til andet end økonomi. Men det er sigende for borgerlig politik i dagens Danmark. Diskussionen er indskrænket til et snævert økonomisk område: pro et contra skattelettelser og beskæringer og privatiseringer i det offentlige, og et værdipolitisk reduceret til spørgsmålene: pro et contra islam, pro et contra EU. Hvor visionsløst!

Det udstiller en iøjnefaldende mangel på tænksom borgerlig politik. Dertil kommer, at det reducerer borgerlig politik til nogle sært snævre områder, der gør det muligt for partier som Dansk Folkeparti og Liberal Alliance at fremstå som gennemtænkte bud på borgerlighed. Det sidste er kun muligt, fordi der hersker en påfaldende mangel på historisk bevidsthed om, hvad borgerlig tænkning består i, og at de egentlige borgerlige partier har ladet sig fortrænge til en forsvarsposition uden bud på fremtiden.

Dertil kan føjes et yderligere element, som dog ikke kun rammer borgerlige, men bredere i dagens politiske debat: romantikkens vulgarisering. Henvisning til følelser, mavefornemmelse og andre i forhold til saglig diskussion irrelevante forhold har afløst fornuftig argumentation. I mediedebatter og interviews er det blevet almindeligt at give udtryk for, hvad “jeg ligesom synes,” som om, det kan have saglig vægt. Kaspar David Friedrichs ensomme vandringsmand i skøn forening med Kierkegaards betoning af valget og Schleiermachers understregning af følelsen er blevet forvansket til uigenkendelighed i moderne dansk politisk diskussion: Enhver er frelst og har ret i sine følelser. Det er ikke let at være borgerlig i dag. Med denne jeremiade, hvis berettigelse – skønt retorisk skærpet – det dog ikke er let at afvise, vil jeg slå et slag for en klassisk liberal social-konservativ position. Først og fremmest vil jeg appellere til de to borgerlige partier om at besinde sig på borgerlig politik og fremsætte visioner for et borgerligt tegnet Danmark. Det drejer sig hverken om nedskæringer i det offentlige, skattelettelser, hjemstavnsbeskyttelse i puslingelandet, eller et opgør med islam. Vorherre bevares. Borgerlig tænkning har aldrig været udtryk for smålighed, behagesyge eller manglende mod til at tænke stort.

Men det forudsætter, at man kender sin historie. Og det er måske her, en del af problemet i aktuel borgerlig politik stikker. Det er meget sjældent, at man hører borgerlig politik begrundet med henvisning til konservativ og liberal historie. Det er der ellers god grund til. Ikke sådan at forstå, at en Hamilton, en Madison, en Locke, en Montesquieu, en Burke, etc. har et direkte omsætteligt bud på nutidens udfordringer. Men har man ikke historisk ballast at trække på, kan man ikke orientere sig i forhold til traditionen og er derfor heller ikke i stand til at føre borgerlig politik, der hæver sig over dagen og vejen. De indledende eksempler taler deres eget tydelige sprog.

Vi kan i Danmark som i det øvrige Europa konstatere en stadig større modsætning mellem det nationale og det internationale, særlig prægnant i såkaldt borgerlige partier på højrefløjen. Konflikten er forståelig. Den skyldes i høj grad en elite i de enkelte europæiske lande, som har nydt godt af alle internationaliseringens goder, mens den mindre bemidlede og uddannede del af Europas befolkninger i høj grad har betalt prisen i skikkelse af internationaliseringens ulemper. Er det så borgerlig politik at gå på kompromis og trække sig tilbage til det nationales komfortzone? Selvfølgelig ikke.

Den tænksomme borgerlige politik er sig bevidst, at den skal tale spændingen mellem det nationale og internationale imod. Den ved sig forpligtet på det internationale, fordi den kun alt for godt kender Europas historie præget af konflikt og krig mellem konge- og fyrstedømmer og senere mellem nationalstater og etniciteter. Klassisk borgerlig tænkning er sig bevidst, at kun fornuften som norm gør det muligt at overskride nationalt partikulære interesser og at forpligte lande på hinanden. Det var ikke mindst erfaringerne fra Hundredårskrigen, som gav den denne indsigt.

Derfor er det trist at se, hvordan ledende borgerlige politikere her som i udlandet, uden at aflægge regnskab for det, nu taler det nationale frem på bekostning af det internationale, som om der eksisterede en modsætning mellem dem. En fornuftig borgerlig politik søger i stedet at give de befolkningsgrupper, der ikke hidtil for alvor har nydt godt af internationaliseringen lod og del i dens privilegier uden af den grund at opgive fædrelandskærligheden. Den taler også imod de partier, som tror, at vi lever i det 19. århundrede og ikke har begrebet, at internationalt fællesskab og gensidigt forpligtende konventioner er en forudsætning for at mindske risikoen for krig og vold.

Det er pinligt og udtryk for intellektuelt armod, når selv borgerlige politikere i interviews og debatter ikke har andet og mere at byde på end henvisning til følelsesliv og peristaltiske fornemmelser som bevæggrund for standpunkter. Er det for meget at forlange, at der fremføres argumentation? Kan man ikke af borgerlige politikere forvente et opgør med, at drøftelsen af borgerlighed reduceres til den føromtalte værdipolitik (pro et contra islam; pro et contra EU) eller indskrænkes til en primitiv debat om nedskæringer i det offentlige?

Spørgsmålene er bestemt ikke uvedkommende; men de må da kunne løftes ind i en større sammenhæng, og så er jeg tilbage ved spørgsmålet om, hvad liberalisme og konservatisme egentlig er for størrelser. Det er trist at konstatere, hvordan Dansk Folkeparti, som intet har med borgerlig politik at gøre, og Liberal Alliance, der har reduceret liberalisme til en ensidig nedskæringsdiskussion, i den grad har kunnet sætte dagsordenen for debatten i de to gamle borgerlige partier.

Tilbage til rødderne. Derfra kan man begynde at reflektere over, hvordan moderne borgerlig politik skal se ud, hvad enten den er konservativ eller liberal.

Men det forudsætter rigtignok, at man er sig sin historiske arv bevidst og har den som ballast i nutidige drøftelser. Kun sådan får vi en visionær borgerlig politik tilbage på landkortet i dagens politiske drøftelser.

En politik, som føler sig forpligtet på fornuft og ikke følelser, og som ikke driver en kile ind mellem det nationale og internationale, men fatter, at Danmarks fremtid også er europæisk.