OL – præstationer og kvindekroppe

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Ved OL i Rio 2016 deltager ca. 4.700 kvindelige atleter. (45 pct.) Det ville formentlig have rystet de moderne olympiske leges skaber, franskmanden Pierre Coubertin, der til sin død i 1937 var modstander af kvinders deltagelse. Imod hans vilje har der siden år 1900 deltaget kvinder. Gennem de sidste mere end 100 år er kulturelle barrierer og normer blevet overskredet. For kvindernes vedkommende har de store præstationer gennem årene fremkaldt særlige spørgsmål, som er knyttet til såvel normen for kvindelighed som det biologiske køn. Spørgsmål som ikke på samme måde naturligt er rettet mod mænd, idet sportens ideal historisk set har taget udgangspunkt i samfundets normer for mandighed snarere end for kvindelighed. Mange grænser er overskredet, men der er stadig områder, som lægger op til refleksion og diskussion.

I første halvdel af 1900-tallet var diskussionerne om kvindernes præstationer oftest normative. Ideen om, at kvinder, der dyrkede sport, ville blive særligt mandhaftige, var udtalt. En af de discipliner, der måtte kæmpe hårdt mod tidens normer, var atletik, som blev anset for det ypperste blandt de olympiske discipliner. I 1928 lykkedes det efter en del kamp at få enkelte atletikdiscipliner på det olympiske program for kvinder. Men der skulle gå lang tid, før normerne om sport og kvindelighed blev ændret. Birthe Nielsen, deltog i bl.a. 100 m løb ved OL i 1948, fortalte mig i et interview for mange år siden, at fodboldspilleren Knud Lundberg under OL i London sagde til hende: »Jamen Gud, vi troede slet ikke, at atletikpiger så sådan ud. Vi troede, det var sådan nogle store tykke nogle.« Og Birthe fortsætter at »De (mændene) havde en mærkelig idé om, at man ikke kunne være pænt sportstrænet. For det var vi jo.«

Ved De Olympiske Lege i 1952 i Helsingfors deltog Sovjetunionen for første gang efter Anden Verdenskrig, og det kom til at sætte sig spor i eliteidrætten de næste mange år. Kampen om medaljerne mellem øst og vest satte for alvor ind, og her var Sovjetunionen og østblokken på forkant med hensyn til systematisk elitetræning og forskning. Gode sportsresultater skulle være med til at dokumentere systemets styrke. Kvinderne blev i dette projekt helt centrale, idet en målrettet indsats på kvindefronten gav hurtige resultater og mange medaljer. Generelt begyndte man mange steder internationalt at finde modeller for udvikling af den ypperste eliteidræt.

I Danmark startede denne diskussion lidt forsinket, men i 1985 blev Team Danmark oprettet til at varetage elitearbejdet. Vi taler ofte om den danske model som noget, vi er særlig stolte af, idet organisationen ifølge lovgrundlaget skal sikre rådgivning og støtte til atleterne på »en socialt og samfundsmæssigt forsvarlig måde.« Den model har skabt gode resultater, men kunne måske forbedres ved blandt andet at tydeliggøre og reflektere de særlige udfordringer, som kvinder i eliteidræt møder.

Den store præstationsfremgang, især af kvinder fra østblokken, medførte diskussion om, hvorvidt de nu var ”rigtige kvinder”. Derfor kom der krav til dokumentation af kvindekønnet. Ved legene i 1968 blev kønstest for kvinder indført – og fastholdt frem til OL i 1996. Filosofien bag testen var, at man skulle sikre mod snyd. I tilfælde af hermafrodisme eller intersexuality skulle atleten udelukkes for, at de andre udøvere kunne konkurrere på lige vilkår.

Ved hjælp af et lille mundskrab kunne man ud fra kromosomsammensætningen konstatere, om atleten var en ”normal” eller ”anormal” kvinde. Sammen med kønstesten i 1968 blev der også indført dopingkontrol – både for mænd og kvinder. Kvinder fra de østeuropæiske lande klarede sig i en årrække markant bedre end andre kvinder. I 1976 vandt de 73 pct. af alle OL-medaljer. Efter murens fald blev det dokumenteret, at mange resultater var fremkommet via årelang brug af doping. Mens ganske få blev taget i kønstesten, er mange siden blevet taget i dopingmisbrug, senest via afsløringerne af statskontrolleret doping i Rusland. Hvor især det mandlige kønshormon, testosteron, på mandekroppen primært understreger de maskuline sekundære kønskarakterer, medfører det på kvindekroppen stort adamsæble, øget kønsbehåring og dyb stemme. Hermed kan kvindekroppen synliggøre, at noget ikke er, som det skulle være.

Efter kvindernes første deltagelse i atletik ved OL i 1928 blev det diskuteret, om disse kvinder nu også var ”rigtige kvinder”, og om træningen ville skade evnen til at føde børn. Mange kvindelige topatleter har siden født børn i løbet af deres sportskarriere, men diskussionen om kvindekroppen, fødsler og præstation har fået en ny drejning.

Diskussionen er nu, om veltrænede kvindelige topatleter, som har født børn, har en præstationsfordel forårsaget af graviditet og fødsel. Nysgerrigheden er nu rettet mod kvindens naturlige reproduktive evne som præstationsfremmer. Således spekuleres der, om ”abortdoping” kunne tænkes at være et potentielt præstationsfremmende ”middel”. Tilsyneladende er der eksempler på og rygter om, at der målrettet har været fremkaldt graviditet for at opnå præstationsforbedringer, hvorefter man har afbrudt den uønskede graviditet. Baggrunden er det faktum, at der i forbindelse med graviditet og fødsel sker visse hormonelle ændringer, som blandt andet kan øge produktionen af røde blodlegemer, øge muskelstyrken og fremme kroppens bevægelighed/smidighed. Det er elementer, der kan fremme præstationen. Rygterne siger, at flere verdensrekorder er sat af kvindelige atleter kort efter deres første fødsel, og dette ”accepteres som en naturlig og utilsigtet hændelse.” Afslutningsvis vi jeg rette blikket på en dansk fortælling.

I det netop vedtagne Støttekoncept 2017-2020 fra Team Danmark fremhæves det, at man ønsker »at øge indsatsen for fastholdelse og karriereforlængelse for atleter med potentiale til verdensklasse.« Der uddybes, hvordan det skal ske gennem rådgivning, projekter m.m. samt, at man fortsat vil »udvikle samarbejdet med uddannelsesinstitutioner og arbejde for at skabe bedre vilkår for adgang til arbejdsmarkedet.«

På dette punkt har Team Danmark haft stor succes, hvilket kan ses ved de mange atleter, som enten er i gang med uddannelse eller i job. Og så kan man spørge, hvad det har med min fortælling om kvinder og fødsler at gøre. Nu er det jo sådan, at mænd også får børn, og ganske mange af primært de mandlige atleter ved OL i 2012 havde børn. Men hvor mænd måske kan fortsætte karrieren (næsten) uhindret, kræver det for kvinderne en pause. Og hvordan forholder man sig til det?

Roeren Juliane Elander, der deltager for fjerde gang ved OL i Rio, har fortalt mig, at hun efter OL i 2008 blev gravid. Hun besluttede at fortsætte karrieren og tog sågar initiativ til at headhunte kajakroer Anne Lolk og opfordre hende til at være med i dobbeltsculleren og satse mod OL i 2012. Men ingen troede på hendes projekt, og støtten fra Team Danmark faldt bort. »Vi skulle ud og bevise, hvilket kom som en spand koldt vand i hovedet, men vi blev også stærkere deraf, for vi ville det jo.«

Kun ved hjælp af støtte fra anden side – senere også fra Team Danmark – lykkedes projektet, og Anne og Juliane deltog i 2012, og deltager nu igen i 2016. Siden 2012 har begge de to roere fået barn – ligesom to andre kvindelige deltagere fra 2012 har fået barn: roeren Fie Udby og atletikudøveren Sara Sloth. For alles vedkommende har præstationerne været forbedrede. Juliane fortæller, at det måske ikke er den evt. hormonelle ”indsprøjtning”, der har givet de forbedrede resultater, men derimod blandt andet en ændret adfærd, stram planlægning og øget fokus på at træne effektivt. For Team Danmark er det en vigtig ambition, at ”skabe hele mennesker”, og det bør, såfremt man ønsker at fastholde atleterne længere, have øget fokus også på familielivet. Så hvis man vil fastholde måske især kvinder fremover, skal der noget særligt til. Ikke mindst tillid til at den nødvendige og velplanlagte pause til familieforøgelse ikke nødvendigvis skal være et farvel til topidræt.

Kvindeligheden har fået vide rammer, meget er sket, siden de første kvinder deltog ved OL, men nysgerrigheden om kvindekroppen og dens potentialer er stadig til debat.