Hvem er reaktionær, Claus Hjort?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Den 1. maj sagde Socialdemokratiets formand, at partiet ikke vil medvirke til nye såkaldte reformer, hvor man påstår, der kan skabes større arbejdsudbud ved skattelettelser. Finansminister Claus Hjort Frederiksen var ude med et kritisk råb om, at Mette Frederiksen med denne afvisning anbefalede en reaktionær økonomisk politik.

Men realiteten er, at det er finansministeren, der er fastlåst i forældede neoliberale forestillinger om, hvad der skal til for at få folk i arbejde og skabe vækst i dansk økonomi.

Der er brug for et frontalt opgør med de økonomiske forestillinger, der styrer finans- og skattepolitikken. Der er brug for at fokusere på de nationaløkonomiske og menneskelige tab ved stor ulighed. Der er brug for en længere tidshorisont og bedre samfundsforståelse, hvor man indregner gevinsten ved at bruge penge på at uddanne folk. Der er brug for opgør med den vrangforestilling, at offentlige udgifter generelt er skadelige for væksten, at velfærd gør folk dovne, men at skattelettelser driver væksten fremad, og endda at det giver mest vækst, når de uddeles i toppen af indkomstpyramiden.

Finansministeren er helt ude af trit med de store mål for klima og bæredygtig udvikling, som Danmark sammen med alle andre lande har tilsluttet sig – eftersom hverken en harmonisk og ligelig social fordeling eller offentlige goder som rent miljø, stabilt klima og harmonisk social udvikling indgår i ligningen. Progressive økonomer rundt i verden gør op med bruttonationalproduktet som relevant mål for velstand og taler om, at kun fremskridt, der kommer folk bredt til gode, er værd at regne med. Denne erkendelse er også vokset under indtryk af udviklingen i USA, hvor den rigeste ene procent af befolkningen har hamstret hele samfundets velstandsstigning de seneste 35 år.

De neoliberale modeller kan jo i øvrigt slet ikke forklare, at Danmark med høje skatter, ligelig indkomstfordeling og høje sociale ydelser også blev et af de lande i verden, der har klaret sig bedst i den internationale konkurrence og har flest af sine borgere mellem 18-65 år i arbejde eller uddannelse.

Derfor er det så knusende nødvendigt, at man standser snakken om skattelettelser, for at ”det bedre kan betale sig at arbejde”. Det øger kun ulighederne i levevilkår.

Et stærkt samfund kan altid – uden at øge uligheden – insistere på, at folk tager et arbejde i stedet for passiv forsørgelse, eller at de går mellemvejen over en uddannelse, der kan få dem i arbejde. En bæredygtig politik for mere arbejdsudbud handler om, at samfundet er i stand til at sikre sine borgere de kvalifikationer, der kan sikre dem arbejde til en anstændig løn; ikke om at presse løn og sociale ydelser nedad, så flere melder sig i arbejde til en løn, de knap kan leve af. Og i øvrigt er viljen til at flytte sig og søge arbejde større i Danmark end i mange lande med ringere social tryghed.

Fremtidens skattereformer skal i stedet have fokus på bedre at understøtte produktions- og forbrugsmønstre, der forebygger miljø- og klimakatastrofer. Og de skal suppleres af en ambitiøs statslig forsknings- og udviklingspolitik, der understøtter virksomhederne i at fastholde og udbygge en førerposition på de teknologier og produkter, verden får endnu mere brug for fremover. Tiden er ikke til at skære ned på ambitionerne, mens resten af verden skruer op.

En af mine vigtigste opgaver som formand for FN’s generalforsamling i 2016 er netop nu at medvirke til, at verdens lande i fuld fart går i gang med at realisere målene for klima og bæredygtig udvikling.

Hvis vi ikke handler her og nu for at stabilisere klimaet, så forspilder vi definitivt muligheden for at stabilisere den globale opvarmning på højst to grader. Og hvis temperaturstigningen og de ekstreme og ustabile vejrforhold får lov at accelerere, så vil det i de næste årtier udløse ukontrollerede folkevandringer og konflikter i en skala, der er mange gange større end de problemer, vi har så svært ved at håndtere ordentligt i nutiden: Store, tætbefolkede områder vil blive oversvømmet eller på anden måde ubeboelige, så hundredvis af millioner mennesker må flytte sig. Og omkostningerne vil opsluge alle de midler, vi har brug for til at sikre en verden uden ekstrem fattigdom og sult og med skole og sundhedspleje til alle.

Derfor skal vi de næste 15 år mobilisere tusindvis af milliarder dollars til investering i vedvarende energikilder, energibesparelser, miljøvenlige byer og transportsystemer og ændringer i vores ressourcefråsende måde at producere og forbruge på. Vi skal gøre det, fordi den nuværende livsform og tredoblingen af antallet af mennesker i de 70 år, jeg har levet, har bragt os ud til kanten af, hvad kloden kan klare uden total disharmoni. Vi kan gøre det med det rette politiske perspektiv og den fornødne politiske handlekraft. For vi har den viden, der skal til, og vi bliver hele tiden hjulpet af vældige teknologiske landvindinger.

Regeringerne skal sørge for rammevilkår for private investorer, der gør det indlysende bedst at investere bæredygtigt. Regeringerne skal derfor sørge for markedsvilkår, der bidrager til, at det er den bæredygtige investering – dén, der er nødvendig for menneskehedens fremtid – også den privatøkonomisk mest profitable. Det kræver blandt meget andet, afgifter, der sikrer en høj pris på kul og CO2-udledning og understøtter hurtig udbredelse af de vedvarende energikilder, der er blevet eksplosivt meget billigere de seneste år.

Men vi får kun verdens fattigste lande med på den bæredygtige udvikling, hvis de rige lande lever op til de løfter om udviklingsbistand, de bekræftede både på FN-mødet i Addis Ababa i sommer og ved klimakonferencen i Paris. Derfor er det helt forkert at skrue ned på vore ambitioner også på dette område.

Alle lande behøver deres retmæssige skatteindtægter for at finansiere det offentliges del af den store omstilling. Derfor er der brug for et langt stærkere internationalt samarbejde mod skatteflugt og skattesnyd – og bedre kapacitet og kompetence i de nationale skattesystemer.

Som rigtigt påpeget af Socialdemokraterne forleden kan skatteindtægterne i Danmark på sigt hæves markant ved omsider at investere i at genskabe et velfungerende skattevæsen, der kan værne os mod svindel og flugt til skattely som dét, der nu i stor skala er afsløret i Panama. Derved kan både skaffes midler til at fremme en hjemlig udvikling og øget bistand til de fattigste lande.

Finansministeren har helt åbenbart ikke forstået – og vil ikke forstå – at det kræver dybe omprioriteringer i den økonomiske politik, hvis Danmark skal leve op til sine forpligtelser på klimaområdet og føre en politik, der både økonomisk, socialt og miljømæssigt er bæredygtig.

De seneste år er der skåret i den offentlige service og de offentlige investeringer for at nedbringe gæld. Men virkningen på gælden har været svag eller endda direkte negativ. Uligheden er vokset, fordi velfærdssamfundets serviceydelser er blevet reduceret, brugerbetaling øget, overførsler udhulet, lønspredningen udvidet og skattelettelserne især givet til dem, der i forvejen har mest.

Den af Tyskland anførte spare- og nedskæringspolitik i Europa har bidraget til stagnation og for høj arbejdsløshed. Ikke bare er Grækenland fastlåst i krise og dybe sociale nedskæringer. EU som projekt har – også før flygtningekrisen afslørede total mangel på sammenhold og handlekraft – mistet opbakning hos mange af dem, der er ramt af forringelser i social bistand og service.

Jeg er enig med USA’s tidligere vicepræsident Al Gore, når han påpeger, at den nødvendige kraftige investering i klima og bæredygtighed også er en chance for her og nu at få gang i europæisk og amerikansk vækst og beskæftigelse. Vi når kun de store mål om klima og bæredygtighed ved i et fornuftigt privat-offentligt partnerskab massivt at lånefinansiere investeringer i bl.a. vedvarende energi. Det kræver store startinvesteringer, men har til gengæld meget lave løbende driftsudgifter. Det er samfundsmæssigt rentable investeringer – ikke mindst når renten stadig er tæt på nul.

Dette kræver en kraftig justering af den fælles sparekurs i EU: men hvorfor ikke? Det er faktisk ikke ”uansvarlig” økonomisk politik at sætte fremgang i beskæftigelsen forud for inddæmning af gældsætningen. Tværtimod. I sidste ende er fremgang i beskæftigelsen forudsætningen for orden i finanserne. Det er ikke nogen ny erkendelse.