De ædles æt, fra Lademann til Pia K.

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Gå ind i et dansk hjem, og du er næsten altid sikker på at få fat i bøger fra Jørgen Lademanns Forlag. Fra 1960’erne var denne sprælske læsehest og præstesøn fra Fyn manden, der gav danskerne deres læsestof. Avisen, som den du har i hånden, ryger til affald, uanset hvor god den er. Bogen bliver stående og går i arv.

Nogle nye bøger kommer ind i hjem, hvor der i forvejen står bøger. Men Lademann gjorde også hundredtusinder bogløse hjem til boghjem. Han gjorde oplysning, godt sprog og gode historier til allemandseje.

Hvilken kulturindsats!

Hans udgivelser var ikke førsterangs litteratur alle sammen. Men han udgav også mange af de bedste bøger, der er skrevet på vores sprog eller oversat til dansk. Han gjorde H.C. Andersen, Blicher, Victor Hugo, Cervantes og mange i den klasse tilgængelige i smukke udgaver med nye illustrationer. ”1001 nat” lod han Otto Nielsen illustrere så overdådigt sensuelt, at man havde lyst til at besøge kong Farouks harem. Zolas roman om franskmændenes store nederlag til prøjserne i 1870, ”Det store nederlag”, blev ligesom Tolstojs ”Krig og Fred” livagtigt og indlevende illustreret i næsten hvert kapitel. Blichers noveller illustrerede guldaldermalerne. Børnebogens fantasibefordrende blanding af billeder og ord genskabte han i voksenbogen.

Lademann ville give sine læsere en lige så glædesrig fritid som den, den bogslugende præstesøn selv havde. Faktisk var hans samlede bogudgivelser endnu mere ”litterære” end de fine forlags, Gyldendal, Gad osv. Lademanns læsere fik den bedste verdenslitteratur, bare uden snobberi og fine fornemmelser. Lademanns klassikere købte man for at opleve læsningens fryd, ikke for at vigte sig over at være en dannet borger. Der var en idérigdom og et overskud til at føre idéerne ud i livet i den mand.

Og hvordan takkede kulturfolket ham så? Med en vis nedladenhed. For han var jo ikke fin og søgte ikke de fines selskab. Og så solgte han også kaffe og hobbyinstrumenter i sine bogklubpakker!

Han skaffede os nutidsforfattere nye læsere i titusindvis (to af mine romaner udgav han i samlet 80.000 eksemplarer). Men vi svingede ikke med hatten for ham. Og han døde ret ung. Ikke at hans liv var en tragedie. Det var en succes. Men de, der skyldte ham mest, fik ikke sagt tak til ham.

På samme tid som Lademann virkede, gik Palle Lauring rundt og gjorde danmarkshistorien levende. Han havde samlet sig et himmelbjerg af viden om alle hjørner og kringelkroge af vores fælles fortid fra Saxo til Jens Otto Krag. Folk elskede at høre ham fortælle.

Han var nemlig også digter. Ikke at han løj om Danmarks fortid. Men han indlevede sig i den. Det giver gerne en bedre forståelse af historiens skæbner end at læse en stabel ph.d.-afhandlinger.

Palle Lauring var en inspirator af Guds nåde. Og han var det for hele befolkningen, lærd som ulærd. Han fik folk til at fatte, hvad vi var rundet af på disse råklamme kyster. »Danmark er en brugsforening« var et af hans udbrud. Og det er jo lige, hvad der har gjort vores råstoffattige nation rig og levedygtig, og et godt land at være borger i.

Men han manglede den slags dannelse, som man får på universitetet. Han var seminarieuddannet. Jeg husker, hvordan mine universitetsprofessorer kaldte ham selvlærd og utroværdig. Han manglede den måde at smøre stemmebåndene på, som H.C. Andersen gør grin med i eventyret om Klods Hans. »Duer ikke!« råber prinsessen efter de friere, der kunne leksikonet udenad.

Derfor skulle man som kulturmenneske se lidt ned på denne bulderbasse. Og det gjorde man. Det er mildt sagt, at Lauring ikke blev værdsat efter fortjeneste. Kulturministeriet burde have givet ham en formidlingspris. Den litterære verden gav ham i stedet den kolde skulder.

Det mindre gode ved vores land er jo, at vi giver bureaukraterne for lang snor. For mange af os er regelpedanter, der gerne vil mene det samme som den kompakte majoritet. Det er det, der har gjort, at de kulturradikale med deres eksaminer og solide sammenrotning har kunnet tage kulturmagten.

Svenskerne har også deres Palle Lauring. Han hedder Carl Grimberg. Hans indsats var at gøre verdenshistorien til et fyrværkeri af dristige personligheder. Han spurgte: Hvordan ville Europa se ud uden en erobrer som Cæsar, uden en ekspert i masseslagsmål som Napoleon, uden en hensynsløs fantast som Adolf Hitler, uden en stridsmand for den britiske uovervindelighed som Churchill? Andre britiske politikere end han havde efter Dunkerque givet op over for Hitler. Og den europæiske frihed var så gået til grunde – for en rum tid.

Udgivelsen af ”Grimbergs Verdenshistorie” på dansk i 1974 faldt sammen med munkemarxismens erobring af den akademiske verden og undervurdering af netop enkeltmandspræstationer, bortset fra Karl Marx’ egen.

Udgiveren var Politikens Forlag. Folkene omkring Politiken plejer at være efterrettelige over for det sidste skrig i tidens ensrettende tendenser. Men i forlagsdirektøren, Bo Bramsen, havde Politiken en outsider, der tænkte mere på sit forlag og sin egen succes end på at følge den akademiske verdens bevidstløse flokmentalitet.

Grimberg blev en succes. 100.000 i første oplag med 17 følgende bind. I alt 1,7 million bind. Grimbergs skrivekunst var sat i højsædet på bekostning af den akademiske verdens foretrukne ideologi. Ligesom hos Palle Lauring.

Kulturverdenens angst for ikke at tilhøre den kompakte majoritet møder vi også i den politiske verden. Først nu, da indvandrerne går algang på vore motorveje, bliver de ting sagt offentligt, som det førhen var dumt at sige højt, hvis man ville begå sig hos kultureliten. (Som i øvrigt ikke er nogen elite).

Det var lige midt i forbudstiden mod at kritisere islam, at Pia Kjærsgaard og hendes løjtnanter brød med de kulturradikales magt og vælde og stod frem og talte Tøger Seidenfaden, Auken-familien og hele kleresiet midt imod. Bare ved at fortælle virkeligheden som den var og er. For folk troede ikke deres egne ører, når de hørte, at man under islams åg stillede kvinder ned i en åben grav og kastede sten på dem til de døde af det. Eller at man i muslimske lande hængte homoseksuelle muslimske drenge i gadelamperne. Pia Kjærsgaard, Peter Skaarup, Søren Espersen og de andre i DF måtte lægge en lyddæmper på deres sandheder om islam. For folk ville ikke tro, at halvanden milliard mennesker Jorden over ville rette sig efter, at en tosse for 1.400 år siden havde sagt, at bøsseri var en vanære, der måtte forbydes. Det var dog Allah selv, der havde skabt bøsserne.

De danske forsvarere af islams umenneskelighed kaldte sig humanister og stemte mest på Det Radikale Venstre og Enhedslisten. Lykketoft, Rifbjerg, Hanne Vibeke Holst, Stig Dalager og mange andre fra de kreative klasser bar over med Koranens grusomheder og sagde, at vore indvandrede muslimer var fattige og undertrykte og skulle behandles med fløjlshandsker, uanset at de ikke tog på afvigere fra Koranen med den samme slags handsker.

Koranens anbefalinger med at stene, piske og håndsafhugge var dog ellers endnu værre end det religiøse vanvid, Europa havde givet sig ind under i Middelalderen, og som ægte humanister græmmedes over.

Sverige havde ingen Pia Kjærsgaard, og derfor blev statsministeren Fredrik Reinfeldt den morsomste politiker i Europa, da han hævdede, at Sverige var blevet en humanistisk stormagt ved at lukke det halve Østen ind i Malmø, den fornemme, gamle danske by.

Som årene gik, turde flere og flere sige, hvad de mente om islams forbrydelser mod menneskeheden. Det tog dog lige så længe som Trediveårskrigen, før TV 2 turde sende en spion med kamera ind i Grimhøj-moskéen og sniglytte til imamens råd til de muslimske kvinder om at lade sig tugte og voldtage af deres ægtefælle.

Og nu kan man, selv som socialdemokrat, sige, at Koranen er en opfordring til vold og terror. Verden går trods alt fremad. Den er bare så længe om det.