*

Kronik

Hvem beskytter myndighederne?

Hvis borgerne i en retsstat ikke kan forstå, hvordan anklagemyndigheden og domstolene anvender lovene, er der tale om et alvorligt problem – for de dømte og de endnu udømte borgere, men i især for samfundet og dets retssystem.

Illustration: Rasmus Sand Høyer

Sagen mod Lars Hedegaard er den foreløbige kulmination på en udvikling, der får flere og flere til at stille spørgsmålet: Hvem er det egentlig, myndighederne beskytter?

Jeg er ikke jurist, men det kan jo heller ikke være meningen, at borgerne skal være jurister for at forstå anvendelsen af landets mest elementære love – bl.a. dem, der angår noget så fundamentalt som ytringsfriheden og retten til at forsvare sig mod voldsmænd.

Lars Hedegaard: Navn på attentatmand skal redde mit liv

For mine synders skyld har jeg i mange år studeret det totalitære system i Sovjetunionen og dets konsekvenser for almindelige og ualmindelige mennesker. I sensocialismens periode gjorde borgerne tykt grin med den virkeliggjorte socialisme og dens absurde ideologi. Det var farligt at sige tingene højt og direkte. Men nogle modige gjorde det jo alligevel.

I Den estiske socialistiske Sovjetrepublik sagde en mand offentligt, at der ikke var ytringsfrihed i Sovjetunionen, selv om ytringsfriheden var garanteret i Sovjetunionens forfatning – både Stalin-forfatningen fra 1937 og Brejsnev-forfatningen fra 1977. Esteren blev dømt for ”antisovjetisk virksomhed”.

Men når man tænker på, hvad islam har på samvittigheden er det svært at være uenig med den dømte. Men altså ikke, hvis man er dansk dommer.

Han havde ifølge anklagemyndigheden ”skændet” det socialistiske system ved løgnagtigt at påstå, at der ikke var ytringsfrihed i Sovjetunionen. Men at der var ytringsfrihed, kunne dommerne ”bevise” ved at citere den relevante paragraf i forfatningen!

I vore dages Rusland, hvor der er sket en omfattende tilbagerulning af de liberale love, der blev gennemført under Boris Jeltsin og i de første år af Putin-perioden, ser man ligeledes, hvordan myndighederne misbruger lovene til at forfølge og straffe borgere, som myndighederne vil have bragt til tavshed.

Jeg sidestiller ikke Danmark med Sovjetunionen eller Rusland. Men der er ubehagelige tendenser i tiden. Politiske ideologer har fået stigende indflydelse på, hvad man ikke må sige, skrive og tegne. For ikke at fornærme sarte sjæle, der ofte er voldelige, skal der ties og straffes. Vi har i Danmark for nylig haft en række sager, hvor anklagemyndighed og domstole har truffet nogle afgørelse, som for en normal betragtning er lige så absurde som dem, sovjetiske domstole i sin tid traf.

I 2013 anmeldte Mogens Camre til politidirektøren i København imam Abu Ahmed samt organisationerne Hjælp4Syrien og Kaldet til Islam for overtrædelse af straffeloven. Camre henviste til organisationernes hjemmesider, videoer og Facebook-sider samt til Abu Ahmeds verbale agitation. Han henviste også til omtale og til juridiske vurderinger fra professor Jørn Vestergaard i Jyllands-Posten. Camres anmeldelse blev afvist af politidirektøren.

Til gengæld blev Camre selv i februar i år dømt ved Østre Landsret for at »fostre intolerance og mistillid« og »opildne til hadforbrydelser« mod muslimer. Lignende udtryk brugtes i Sovjet for at straffe borgere, der påpegede problemer.

Camre kalder racismedom fuldkommen urimeligt

Camre havde på Twitter ytret bekymring for de europæiske jøders situation. Der er en stærkt stigende antisemitisme i kraft af den store muslimske tilvandring. I Frankrig er adskillige jøder blevet dræbt af muslimer, og flere tusinde jøder har forladt landet. Camre havde i sommeren 2014 skrevet: »Om jødernes situation i Europa: Muslimerne fortsætter, hvor Hitler sluttede. Kun den behandling, Hitler fik, vil ændre situationen.«

En muslim, Samit Badran, anmeldte Mogens Camre med den begrundelse, at han følte sig truet. Men ethvert forstandigt menneske kan jo uden videre se, at der ikke er tale om opfordring til militært at bekæmpe muslimer i Europa, men islamistiske regimer som Islamisk Stat og andre terrorgrupper.

Danskeren Flemming Nielsen indgav politianmeldelse mod imam Nihad Said El-Sayed. Denne havde, dagen før muslimen Omar El-Hussein dræbte filminstruktøren Finn Nørgaard i Krudttønden og vagten Dan Uzan ved synagogen i februar 2015, opfordret sine tilhørere til at følge Muhammeds eksempel og dræbe jøder. Imamen sagde også, at dem, der ikke fulgte Allahs lov, skulle betragtes som dyr. Omar El-Hussein var blandt imamens tilhørere. Anmelderen mente, at der måtte være tale om en overtrædelse af straffelovens § 266b – kendt som racismeparagraffen.

Statsadvokat Lise-Lotte Nilas standsede snart efterforskningen mod imamen med henvisning til, at den hellige mand ikke ville kunne sigtes. Hun lagde især vægt på, at imamens udtalelser var »en del af en prædiken, der omhandlede tværreligiøs dialog.«

Der var ifølge Nilas tale om »en historisk reference« til en bestemt historisk situation og ikke en direkte opfordring til angreb på jøder.

Det er med tugt at melde noget forbryderisk vås, som kun afslører hendes uvidenhed om islam og Muhammeds status i denne ideologi. Hans udsagn er evigt gyldige og eksemplariske for muslimer til alle tider. Imamen deltog ikke i en studiekreds om tværreligiøs dialog. Han diskuterede heller ikke historisk kildekritik af Koranen. Han opfordrede sine tilhørere til at følge Muhammeds evigt gyldige befalinger om at dræbe jøder – som imamer har gjort det til alle tider og stadig gør det over hele verden igen og igen

Næsten samtidig blev Flemming Nielsen dømt ved retten i Helsingør for selv at have overtrådt §266b. Han havde på Facebook skrevet: »Ideologien Islam er fuldt ud lige så afskyvækkende, modbydelig, undertrykkende og menneskefjendsk som Nazismen. Den massive indvandring af Islamister her til Danmark er det mest ødelæggende, det danske samfund har været udsat for i nyere historisk tid.«

Dommeren mente, at Flemming Nielsen herved havde krænket en religion og derfor skulle straffes. Men når man tænker på, hvad islam har på samvittigheden – f. eks. i den seneste tid Islamisk Stats afskyvækkende og modbydelige forbrydelser, og hvad islamister har gjort mod danske borgere i nyere tid – er det svært at være uenig med den dømte. Men altså ikke, hvis man er dansk dommer.

Senest er det blevet omtalt, at en imam i Grimhøj-moskéen har sagt, at ægteskabsbrydere ifølge islam skal dræbes. Frafaldne muslimer skal ligeledes dræbes, og den, der dræber en muslim, skal selv dræbes. Igen er der blot tale om, hvad enhver imam siger igen og igen. Men glem alt om at anmelde imamen for hans morderiske udtalelser. Professor i islamstudier Thomas Hoffmann har for så vidt allerede fortalt, hvad anklagemyndighed og dommere skal sige: Imamens belæring skal »forstås som en måde at italesætte drømmen om det ideelle islamiske retssystem.«

Kan ”danske” imamer i det hele taget dømmes for deres blodtørstige udtalelser med opfordring til drab på jøder og andre vantro?

Ja, det kan de – men ikke i Danmark! Den ”danske” imam Abu Bilal blev sidste år af en tysk domstol idømt en bøde 10.000 euro (75.000 kr.), fordi han i sommeren 2014 ligesom sin kollega El- Sayed opfordrede til drab på jøder i en moské i Berlin.

Grimhøj-imam retsforfølges i Tyskland

Fredag den 4. marts afsiges der dom i den sag, statsadvokaturen har anlagt mod den dødstruede Lars Hedegaard, fordi denne har omtalt navnet på sin formodede attentatmand, et navn han som tusinder af andre fandt på Google, og som tusindvis af gange har været offentliggjort.

Den danske stat har tidligere slæbt ham igennem tre retsinstanser for at få ham dømt for noget helt ukontroversielt om islam og sex med mindreårige. Den danske stat var derpå ikke i stand til via PET at forhindre et forsøg på at likvidere Hedegaard. Danske myndigheder magtede heller ikke bagefter at pågribe gerningsmanden. Da denne dukkede op i Tyrkiet, evnede myndighederne ikke at få ham udleveret til retsforfølgelse. Men de kan altså godt finde ud af at tiltale den dødstruede dansker – af hensyn til en mand, der unddrager sig retsforfølgelse!

Hvis befolkningen får den opfattelse, at anklagemyndigheden og retssystemet anvendes i strid med borgernes krav på beskyttelse, vil tilliden til retssystemet naturligvis smuldre. Mange har i de senere år fået den opfattelse, at man ikke længere kan have tillid til, at anklagemyndighed og domstole beskytter dem, der er kritiske over for islam. § 266b ses anvendt af myndighederne til at banke de borgere på plads, der kritiserer islam og denne ideologis udbredelse. I stedet for retfærdighed ses juristeri og justitsmord. Hvorfor ændrer lovgiverne dog ikke denne uhyrlige paragraf?

Hvis Lars Hedegaard dømmes på fredag, vil endnu flere tilslutte sig denne opfattelse.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Blogs

Blog: Taler Margrethe Vestager mod bedre vidende?

Mikael Jalving
EU-kommissæren har stadig ikke fattet en krone af krisen og lader som om, at fem og syv er lige.

Blog: Dansk Folkepartis brexit-hykleri

Morten Uhrskov Jensen
Det er ikke så let, når man går mere op i taktik end i at gøre noget for Danmark.

Blog: Den hårde tone i debatten skyldes ofte, eliten ikke hører efter

Angela Brink
Udskamning fra elitære debattører kombineret med oplevelsen af at stå over for problemer, hverken meningsdannere eller politikere synes at tage alvorligt, fører til såkaldt hadefuldt sprog.
International debat
Kommentarer
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her