Ønsketænkerne i klimapolitikken

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Klimaaftalen i Paris er af mange blevet udråbt til en stor klimasejr. Det er den ikke, men først en håndsrækning til den kritiske læser: hvis min dom over Paris skurer i dine ører, og navnet på afsenderen gør dig urolig, så lyt også til Jim Hansen, Al Gores klimarådgiver og videnskabsmanden, der først satte klimaproblemet på den internationale dagsorden i 1988. Hans dom over Paris: »Det er et bedrageri. Det er intet andet end værdiløse ord. Der er ingen handling, kun løfter«.

Ifølge UNFCCC – FN’s klimaorganisation, der organiserede Paris-mødet – reducerer alle Paris-løfterne udslippet fra 2016-2030 mest sandsynligt med 30 og maksimalt 56 gigaton (Gt) CO2. Ifølge IPCC – FN’s klimapanel – kan vi kun udlede omkring 1.000 Gt CO2 mere for at blive under en 2 ° C stigning i temperaturen. FN’s miljøorganisation Unep anslår, at uden klimapolitik vil vi hen over århundredet udlede næsten 7.500 Gt CO?. Vi skal altså reducere vores totale CO?-udledninger med omkring 6.000 Gt for at nå til 2° C (og selvfølgelig endnu mere for at nå til 1,5 ° C). Den simple pointe er, at Paris leverer mindre end 1 pct. af den reduktion, vi behøver. Paris efterlader 99 pct. af problemet til efter 2030.

56 Gt CO?-reduktion betyder langt mindre end 0,05 ° C temperatur-reduktion i 2100. Det er et af resultaterne fra min nye videnskabelige artikel, der bruger den samme klimamodel, som IPCC har brugt i alle deres rapporter de seneste 25 år.

Pointerne fra min artikel har gjort mange sure. Blandt andet her i avisen kunne man 20/12 læse Ræson-redaktør Peter Bjerregaard anklage min artikel for at være »helt igennem uredelig«. Bjerregaard er bare én repræsentant fra en stor gruppe, som ikke kan lide at høre sådanne ubekvemme fakta.

Med til gruppen hører også Martin Lidegaard fra De Radikale og Connie Hedegaard, som kalder mit arbejde »makværk« og uden »videnskabelig værdi«.

Lige meget, hvor meget de snakker, ændrer det ikke ved, at Paris blot reducerer udledningen med 56 Gt frem til 2030. Det eneste, de kan, er at ønske, at verden vil reducere meget, meget mere efter 2030.

Det regner jeg også på i min artikel. I 2030 vil verden reducere omkring 7 Gt CO?. Lad os antage, at vi efter 2030 fortsætter med at reducere 7 Gt CO? hvert eneste år gennem resten af århundredet. I alt vil vi så reducere 540 Gt CO? frem mod 2100. Det er omkring 10 gange så meget, som Paris-aftalen lover. Alligevel fører det med FN’s klimapanels model blot til en reduktion på 0,17 ° C. Massachusetts Institute of Thechnology har kørt deres egen klimamodel for Paris-aftalen og har helt tilsvarende til mine resultater fundet, at hvis alle nationer opfylder alle deres løfter i Paris og holder fast i dem resten af århundredet, så vil det reducere temperaturstigningen med 0,2 ° C.

Læg mærke til, hvor vildt ambitiøst det udregnede scenarie er. Først lover vi at opfylde alle vores løfter i 2030. Historien for klima-løfter lægger ikke ligefrem op til, at dette sker.

Både i Rio i 1992 og i Kyoto i 1997 lovede vi masser og levede kun op til en lille del af løfterne. Dernæst lover vi at fastholde vores løfter i de næste 85 år.

Det svarer til, at vi i dag stadig ville efterleve et løfte afgivet af den nyindsatte statsminister Stauning i 1930. Alligevel vil dette kun løse under 10 pct. af problemet – vi vil reducere omkring 540 Gt af 6.000 Gt.

Det er derfor at Bjerregaard/Lidegaard/Hedegaard gerne vil tro på, at verden reducerer meget, meget mere ude i fremtiden. Det er ikke overraskende – ellers har deres politiske projekt med at tvinge danskerne og mange andre til at betale høje overpriser for grøn energi spillet fallit.

Men er det rimeligt at tro på langt større reduktioner i 2050? Nej, ikke med den nuværende teknologi. Syv af verdens førende modeller fra Stanford University Energy Modeling Forum har analyseret, hvad det ville koste for EU at reducere udledningen i 2050 med 80 pct (den allerbilligste ende af EU’s løfte om 80-95 pct.). EU-data viser, at hvis unionen gennemfører alle deres reduktioner på allermest effektive vis, vil det i snit reducere EU’s bnp med omkring 2.900 mia. 2010-euro om året, eller 12 pct. af EU’s 2050-bnp. Eftersom EU aldrig har gennemført effektive klima-politikker, er det mere realistisk at antage, at EU's 80 pct. reduktion vil koste omkring en fjerdedel af EU’s samlede indkomst hvert år indtil 2050.

Selvfølgelig vil ingen politikere, der forestår en så stor bnp-reduktion, kunne blive genvalgt. Det kommer simpelthen ikke til at ske.

Tilsvarende enorme omkostninger venter for både USA og Kina, hvis de skulle gennemføre deres langsigtede klimaløfter. Sådanne løfter er simpel ønsketænkning. Hvis man har brug for mere understregning af ønsketænkningens karakter, så læs det dokument, hvori Kina forsikrer store CO?-reduktioner efter 2030. Her lover de også at blive ”demokratiske” i 2050. Vi skulle måske kalde Bjerregaard/Lidegaard/Hedegaard for ønsketænkerne. De vil så frygteligt gerne, at Paris virkelig gjorde en stor forskel i klimakampen. En måde at udstille deres inkonsistens på er at spørge ind til deres tyrkertro på løfterne. Alle verdens nationer har jo i Paris lovet at reducere udledningerne, så vi holder temperaturstigningerne under 2 °C. Så har vi faktisk allerede løst global opvarmning! Lad champagnepropperne springe, og klap dig selv på skulderen. Nej, vel? Ønsketænkerne ved godt, at 99 pct. af udfordringen stadig står tilbage.

Og endnu tydeligere er det, når vi snakker om EU’s politik. Hvis man virkelig troede på, at EU allerede havde bundet sig til at reducere med 80-95 pct. i 2050, hvorfor skulle vi så bekymre os om 37 pct. eller 40 pct. reduktion i Danmark i 2020? EU har jo løst sin del af problemet, ikke?

At ønsketænkerne stadig siger, at det bliver en stor politisk kamp at få EU til at reducere med 80 pct. viser netop, at løfterne endnu blot er varm luft.

Jo mere man bekymrer sig for klimaet, des mere burde man være oprørt over, hvor lidt Paris gør. Og jo mere burde man se i øjnene, at de nuværende politikker simpelthen ikke fungerer. Så i stedet for lidt sørgeligt at skyde budbringerne, skulle man se sig om efter bedre løsninger.

Jim Hansen siger det fint: »Så længe, fossile brændsler synes at være de billigste brændsler, vil de fortsætte med at blive brændt af.«

Ønsketænkerne har de sidste årtier prøvet at gøre fossile brændsler så dyre, at ingen vil have dem. Det er ikke lykkedes særligt godt – i dag får verden blot 0,5 pct. af sin energi fra solceller og vindmøller, og selv i 2040 vil de blot give 2,4 pct. ifølge det internationale energiagentur.

I stedet er det klart den bedste strategi at investere langt mere i grøn forskning og udvikling (F&U). Allerede i 2009 viste Copenhagen Consensus on Climate i samarbejde med 27 af verdens førende klimaøkonomer og tre nobelpristagere, at den bedste strategi var at øge investeringerne i grøn F&U dramatisk.

Bill Gates fik på sidelinjen i Paris 20 regeringer (inklusive Danmark) til at love at fordoble investeringerne fra omkring 10 mia. dollars årligt til 20 mia. dollars. Men hvis vi virkelig skal tackle klimaforandringerne, skulle vi tidoble vores investeringer til over 100 mia. dollars om året. Det ville stadig koste 10 gange mindre end Paris-aftalen og formentlig gøre mere end 100 gange mere klimagodt per krone brugt.

Hvis vi gennem innovation kan gøre grøn energi billigere end fossile brændsler, så har vi faktisk løst problemet. Så vil alle skifte over – også inderne og afrikanerne, der i øjeblikket er mere fokuseret på at give deres befolkninger adgang til moderne energi.

Men det kræver, at ønsketænkerne holder op med at håbe mod bedre vidende og indser, at den nuværende Paris-aftale simpelthen koster en formue, mens den løser mindre end 1 pct. af problemet.