Den autoritære tankegang er blevet global: Demokratiets udfordring

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Verden er gået ind i en ny og dyster periode i den globale kamp for demokrati. Siden kommunismens kollaps har verden været vidne til tre tydelige tendenser i forbindelse med denne kamp.

Den første varede fra 1990 til 2005 og bestod af et ”demokratisk opsving”, som var en fortsættelse og sågar en acceleration af den ”tredje bølge” af demokrati, som tog sin begyndelse i midten af 1970’erne. Selvom demokratiet mistede lidt af sit momentum i midten af 00’erne, var der stadig en tydelig fremgang i denne periode.

Antallet af lande, som den amerikanske ngo Freedom House kategoriserer som ”electoral democracies” – dvs. et repræsentativt demokrati, som er baseret på valg. Denne type demokrati voksede fra 76 i 1990 til 119 i 2005. De lande, som blev kategoriseret som frie steg fra 65 til 89, hvilket er en stor stigning i antallet af lande, som respekterer borgernes politiske rettigheder og borgerrettigheder.

Autoritært styre vandt frem

I midten af 00’erne kom en ny trend til. Nogle autoritære styrer genvandt fodfæstet og reagerede på de kræfter, som forsøgte at få indført demokratiske systemer. Det var især i efterspillet efter ”farverevolutionerne” i Georgien og Ukraine.

Resultatet var en modreaktion mod demokrati, idet undertrykkende regimer begyndte at tage midler i brug, der langsomt gav mindre plads til oppositionspartier, uafhængige ngo’er og den frie presse inden for landenes egne grænser. De autoritære havde i disse år fokus på sig selv.

Lande som Egypten, Rusland, Venezuela og Zimbabwe indførte en lang række restriktive nye love og regulativer mod prodemokratiske aktivister og organisationer.

Senest er en tredje trend dukket op. Den defensive modreaktion mod demokratiet har udviklet sig til en langt mere omfattende ”autoritær bølge”, der udfordrer selveste fundamentet i den internationale liberale dagsorden.

I dag har autoritære principper spredt sig over hele verden. Mange observatører har haft fokus på den nye form for aggressivitet blandt de autoritære på den geopolitiske scene, og derfor har der ikke været nok opmærksomhed på, hvad der sker på andre scener.

Kommentatorer blev tavse

I dag samarbejder diktatorer med hinanden og udveksler erfaringer. De deler viden og teknologi på tværs af landegrænser. Det er en tendens, som tydeligt ses i de strategier, som Rusland og Kina bruger i kampen mod uafhængige stemmer på nettet.

Med få måneders mellemrum indførte de to lande en næsten identisk lov, der havde til formål at bringe indflydelsesrige kommentatorer med en stor følgeskare til tavshed på populære sociale medier.

De førende autoritære lande undertrykker ikke bare stemmer, der taler for reformer derhjemme, de forsøger også at påvirke og ændre internationale værdier og normer for at begrænse spredningen af demokratiet. Et nøgleelement i den autoritative tilgang er at opbygge internationale medieinitiativer ved hjælp af massiv økonomisk støtte – som f.eks. Kinas CCTV, Ruslands RT og Irans Press TV.

Disse tre tv-stationer når ud til hele verden med budskaber, der har til hensigt at gøre demokratiet mindre prestigefyldt og underminere de værdier, der ligger bag. Selv om de snæversynede regeringer i disse lande forbyder udveksling af ideologer inden for deres grænser, udnytter deres internationale medier demokratiets åbenhed.

Organisationer svækkes

Mange observatører forventede, at globaliseringen ville være en fordel for demokratiet, men ironisk nok er det de udemokratiske stater, som har været bedst til at udnytte og få indflydelse gennem ”blød magt”. Den russiske regering har f.eks. gennem sine propagandaværktøjer haft succes med at skabe mislyde og uenighed i EU og mellem EU og USA.

Den nye udfordring mod demokratiet ses desuden tydeligt i de autoritæres forsøg på at svække demokratiet og menneskerettighedsmekanismerne i en række vigtige, regelbaserede institutioner som f.eks. Europarådet, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa og Organisationen for Amerikanske Stater. De autoritære har desuden organer, som regulerer Internettet, i syne.

Autokrater skaber også nye internationale institutioner, som forsøger at sprede autoritære normer uden for deres egne landegrænser. De forsøger at benytte deres egne ”klubber” – herunder Shanghai Cooperation Organization og the Eurasian Economic Union til at institutionalisere normer, som sikrer uhindret suverænitet og ikkeindblanding.

Undertrykkelse forstærkes

Disse organisationer forstærker den hjemlige undertrykkelse ved at hjælpe autokrater med at dele teknikker til politisk kontrol, udveksle lister med afhoppere, man skal holde øje med og fremme aftaler, som tilsidesætter ”non-refoulement”-princippet om, at flygtninge og udstødte ikke må sendes tilbage til et land, de er flygtet fra, hvis de risikerer forfølgelse.

Kidnapningerne af en række kritiske forfattere i Hong Kong, som den kinesiske regering er ansvarlig for, er et godt eksempel på, at Kinas diktatur har fået en international dimension.

Men eksemplet er bare et af mange på internationaliseringen af Kinas undertrykkende adfærd, og at den autoritære tankegang er blevet global. Den øgede autoritære indflydelse kommer på et tidspunkt, hvor USA og EU ruller deres egne ambitioner tilbage i forhold til at støtte demokratiet og dets underliggende værdier.

Demokratiet står svagere

Det kan ikke overraske, at de autoritære strømninger vinder indpas i en tid, hvor verdens førende demokratier lader til at være ramt af dårligdomme.

At demokratierne står svagere over for den voksende udfordring med de autoritære stater, skyldes til dels den globale økonomiske krise, der gav Vesten et knæk. De autoritære stater har ganske vist selv iboende politiske og økonomiske svagheder – herunder omfattende korruption – men man skal på ingen måde undervurdere den trussel, de udgør.

Hvis vi skal bevare den demokratiske fremgang, som vi har oplevet igennem de seneste årtier, må verdens demokratier svare igen på den autoritære udfordring. Til at begynde med må de genvinde deres selvtillid, tro på egne værdier samt arbejde på at forbedre deres mangelfulde institutioner.

For det andet har de brug for at sætte ind med en række tiltag, der forhindrer de autoritære stater i at udhule vigtige regionale og globale regelbaserede organisationer. For det tredje må demokratier oppe sig i medierne og sørge for at udbrede demokratiske værdier. Autokrater tager opgaven med at forme den offentlige opinion i andre lande meget alvorligt. Det bør demokrater også.

Sociale medier skal udnyttes

Det kræver en ny og frisk tilgang til internationale tv-udsendelser og offentlig diplomati, samtidig med at man udnytter de sociale medier i langt højere grad og langt mere innovativt. Man bør også arbejde meget mere ihærdigt på at få oversat og distribueret demokratisk viden og den demokratiske tankegang til andre sprog.

Endelig bør de etablerede demokratier udvise langt større solidaritet med nye demokratiske lande som Tunesien og Ukraine, som forsøger at konsolidere repræsentative institutioner imod store odds. De autoritære styrer har så stort et ambitionsniveau, og indsatsen er så høj, at demokratierne ikke bare kan se tavst til.