*

Dette er et debatindlæg: Læsere, organisationer og politikere skriver debatindlæg, som Jyllands-Posten publicerer. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Debatindlæg

De nuværende klimaændringer er helt overvejende naturlige

De seneste tre årtiers klimaforskning har udviklet sig som en global forskningsboble med 4000-5000 forskere og endnu flere i politik-, fly-, hotel- og kongresbranchen.

Før klimaboblen var der højst 200-300 klimaforskere i verden. Denne lille pionergruppe studerer jordklodens naturlige klimaforandringer på basis af de informationer, som i årtusinder er nedfældet i havbunde, moser og indlandsis. De fleste nye klimaforskere kaster sig i stedet over langt kortere tidsserier af vejroplysninger og forlænger de fundne tendenser ukritisk ud i fremtiden. Man medregner ikke velkendte naturlige svingninger. Det gælder bl.a. den nordatlantiske oscillation (NAO, en 56 års svingning i Nordatlantens lufttryk) og den multidekadale atlantiske oscillation (AMO, en 74 års svingning i Atlantens temperatur og Polarhavets isdækning).

Mange forskere (herunder jeg selv) har i talrige afhandlinger vist, at disse og andre naturlige svingninger kan forklare klimaudviklingen, og at der ikke er påvist menneskeskabte klimaforandringer.

Nutidens dominerende klimahypotese bygger på forestillingen om, at atmosfærens CO2-indhold styrer atmosfærens temperatur. Men heri er kun et mindretal af de atmosfæreforskere enige, der selv har studeret årsagssammenhængene mellem CO2 og temperatur. For eksempel viser iskærnestudierne, at temperaturen stiger, før CO2 stiger. Eller at temperaturen og CO2 svinger samtidigt. Det bryder med kausalprincippet om, at årsager går forud for virkninger. Og det bryder med kausalprincippet om, at når flere parametre svinger samtidigt, er det andre årsager, der frembringer denne samvarians. Studier af tiden før istiderne viser endnu klarere, at der ingen sammenhæng er mellem temperatur og CO2. Skræmmende, at CO2-myten alligevel fremstår som en nagelfast kendsgerning.

Forskere slår alarm: Klimaforandringer vender op og ned på naturen

Derfor er det heller ikke mærkværdigt, at ingen klimamodel endnu har kunnet rekonstruere klimaet de 5.000 år tilbage i tiden, hvor vi faktisk ved, hvordan det har været. Det virkelig mærkelige er, hvordan en så svag teori har kunnet bemægtige sig verdensopinionen. Hvad får så mange forskere til at synkronisere deres meninger i stedet for at stole på deres egen forstand og erfaring? Der kan være mange gode økonomiske og miljømæssige grunde til at begrænse CO2-udledningerne.

Men at betale for disse fremskridt med videnskabelig følgagtighed, overskrider forskningsetikkens rammer. Målet helliger ikke midlerne.

Videnskabshistorien er rig på lignende meningsbobler af taktfast enighed. Sandt at sige er naturvidenskaben ikke kun en positiv historie, men repræsenterer også falske teorier, der havde overvældende tilslutning i samtiden. Det gælder f.eks. fysikkens skiftende verdensbilleder, biologiens skiftende stamtræer og arvelighedslærer for ikke at nævne geologiens forestillinger om bjergkæders, kontinenters og oceaners opståen. Særligt skræmmende er det 20. århundredes naturvidenskabelige bobler, hvor et uhyggeligt stort flertal af samtidens forskere og politikere troede på eugenikken (den nordiske races overlegenhed og ’nødvendigheden’ af racehygiejne), eutanasien (’nødvendigheden’ af drab eller sterilisation af dårligt fungerende individer) og lysenkoismen (Stalintidens tro på, at ydre påførte påvirkninger nedarves).

USA's nye miljøchef tvivler på klimapåvirkning fra CO2

Men at det også er ved at gå helt galt for nutidens ’banebrydende teori’ om menneskeskabt global opvarmning, bryder kun få sig om at vide. Den amerikanske videnskabshistoriker Thomas Kuhn har forlængst vist, at naturvidenskaben siden antikken har været domineret af skiftende paradigmer, dvs. perioder med en altdominerende videnskabelig konsensus. Men efter en periode har alle paradigmerne vist sig at være direkte forkerte eller i det mindste utilstrækkelige.

Selv fysikkens største bedrift - Newtons bevægelseslove - har vist sig at have begrænset gyldighed.

De største fejltagelser er sket, fordi man ikke har respekteret naturvidenskabens fundamentale princip om, at man praktisk taget aldrig kan sige, at en hypotese er bevist, og at enhver hypotese skal anvise, hvilke observationer, der i givet fald vil afvise den. Disse to basale principper kan føres tilbage til Antikken og blev formuleret alment af det 20. århundredes store videnskabsfilosof, østrigeren Karl Popper.

Andre af det 20. århundredes store videnskabshistorikere og -filosoffer som f.eks. ungareren Imre Lakatos har vist, hvordan videnskabens paradigmer begynder som en oftest sund idé hos en enkelt person eller i en snæver kreds af forskere. Men derpå sætter langt større grupper af medløbere sig på den originale idé og lægger sig som et tykt beskyttende lag omkring den. Disse mainstream-forskere udvikler derpå en række nye, ukritiske dogmer omkring den oprindelige idé.  Til sidst bekæmper medløberne al kritik af denne hovedstrømning, der nu er blevet deres levebrød. Den finske videnskabsfilosof Georg Henrik von Wright har tilsvarende vist, at jo større politisk eller økonomisk rolle et nyt paradigme spiller, desto værre opfører teoriens tilhængere sig over for kritikere og anderledes tænkende.

Hvordan står det så til med videnskabsetikken omkring vor tids dominerende paradigme, det politisk udpegede internationale klimapanel, IPCC’s klimamodel? Anlægger man Kuhns, Poppers, Lakatos’ og von Wrights betragtningsmåder vil man se, at vor tids klimaforskning har udviklet sig som tidligere tiders mainstream i såvel videnskab som i religion og ideologi. Det gælder de originale idéer, og hvordan de i takt med deres politiske og økonomiske indflydelse udvikler et tykt dogmatisk lag omkring sig. Dernæst hvordan dette nye lag af dogmer vinder terræn som en ny, opportunistisk mainstream, der søger at kvæle al kritik.

Når kritikken så ikke mere kan komme til orde i medierne, påstår paradigmets medløbere, at alle er enige. Derpå udvikles en monstrøs konsensus, der yderligere befæster opinionen og teoriens finansielle skanser, og som udnævner eventuelle tilbageværende kritikere som både umoralske og kriminelle tosser. I tidens standretter på de sociale medier, mail-kampagner og på interesseorganisationers hjemmesider modgås kritikere heftigt, som om vi intet har lært af fortidens inkvisitioner, kætterdomstole og hekseafbrændinger. På de videnskabelige verdenskongresser marcheres der taktfast march mod ’fælles mål’ – og de få, der modsætter sig denne march, mødes med tilsværtning, hademails og trusler på levebrødet. Selv medier som ’dannede’ dagblade, radio- og tv-stationer er ophørt med at stille kritiske spørgsmål.

Først og fremmest begår de mest fundamentalistiske medløbere den uacceptable fejl, at målet helliger midlerne: Blot formålet er godt, er det i orden at forfølge modstandere, fortie eller benægte kendsgerninger.

For ikke at nævne Donald Trumps og Al Gores uvidenskabelige, men modsatrettede skræmmekampagner har ’helgenen over alle’, Gro Harlem Brundtland udtalt, at kritik af IPCC er umoralsk og burde kriminaliseres. Talrige andre følger disse angreb på videnskabsetikkens primære grundlag: Den enkelte forskers metodefrihed, ret og pligt til at give og modtage kritik og til at offentliggøre forskningsresultaterne, uanset hvilken vej de peger.

Trumps klimaskeptiker: Mennesker påvirker klimaet

Men sådan er opinionen om klimaforskningen ikke. Modsat f.eks. sundhedsforskningen, skal klimaforskere stort set aldrig redegøre for, hvor de har pengene fra, selv om klimaforskerne er lige så afhængige af politisk bevilgede forskningsprogrammer, som sundhedsforskerne er af medicinalindustrien. Derfor trives den fabrikerede opfattelse, at 97 pct. af alle forskere er enige (hvad de aldeles ikke er) om, at verden står over for en klimakatastrofe (hvad der aldeles ikke er enighed om), og at kritik af det internationale klimapanel (IPCC) derfor er skadelig, umoralsk, kriminel osv. og derfor ikke skal have lov at komme frem i den toneangivende videnskabspresse såsom tidsskrifterne Nature og Science (hvilket heller ikke mere er muligt).

I en sådan atmosfære er det ikke mærkeligt, at yngre forskere i midlertidige stillinger, der er finansieret af klimaprogrammerne, ikke griber pennen.

Situationen er nu, at praktisk taget kun ældre, velmeriterede forskere i sikre stillinger eller i pensionsalderen har mod til at sige, hvad de mener om IPCC’s prognoser. Læs f.eks. den nyligt udkomne bog ’Klimamyten’ af glaciologen, professor emer. Johannes Krüger.

I Danmark, Norge og Sverige mener op mod 80 pct.  af de nuværende og tidligere professorer med personlig forskningserfaring i klimasvingningers årsager, at de nuværende klimaændringer helt overvejende er naturlige. Ikke kun 3 pct., som IPCC påstår.  Eller som det uimodsagt blev påstået af en ’samfundsvidenskabelig klimaforsker’ i P1 Eftermiddag den 24/4, at 99,999 pct. af klimaforskerne mener, at vor tids klimaforandringer er menneskeskabte. Mere usandt kan det næppe være. Men når så mange marcherer i takt, undlader selv de mest seriøse journalister bange at stille kritiske spørgsmål.

Læs også modsvaret til dette indlæg:

Debat: Besynderlige argumenter og benægtelse af fakta i klimadebatten

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Ord har betydning

Holger K Nielsen
Det hævdes ofte, at kun handlinger betyder noget i politik. Hvad man går rundt og siger er ligegyldigt, for det er kun ord.

Blog: JP er mere pluralistisk end Berlingske

Jens Kindberg
Tolerancen og mangfoldigheden har trange kår på Berlingske.

Blog: Farvel og tak. Jeg trækker mig bukkende tilbage

Finn Slumstrup
Gennem de seneste to år har jeg haft det privilegium at være blogger her på JP.
Annonce
Annonce
Syv fantastiske oplevelser i Kinas gamle kulturby
Suzhou, som kaldes Østens Venedig på grund af de mange kanaler, rummer nogle af Kinas smukkeste haver, templer og museer med genstande, der fortæller byens flere tusind år lange historie. 
Se flere
Syv fantastiske oplevelser i Kinas gamle kulturby
Suzhou, som kaldes Østens Venedig på grund af de mange kanaler, rummer nogle af Kinas smukkeste haver, templer og museer med genstande, der fortæller byens flere tusind år lange historie. 
Se flere
Mange har sprunget 2017 over
4 af 10 aarhusianere har endnu ikke interesseret sig for kulturhovedstadsåret. Det er som forventet, mener både borgmester og ledelsen af Aarhus 2017. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her