Fejhedens justits

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Der florerer en sygdom i samfundet. En sygdom, der under de forkerte omstændigheder vil være nedbrydende for de ramte såvel som deres omgivelser. Lægerne har døbt sygdommen Giustizia Codarda – den feje justits – og dens hyppigste udbredelse ses inden for det danske retsvæsen.

En sagesløs person bliver slået ned. Retsvæsenet gør intet. I sin afmagt griber den forurettede til de forhåndenværende midler og efterlyser gerningsmanden ved brug af navn eller billeder. Men nu rører retsvæsenet på sig, for det sidste må man ikke. Hvor den naturlige forventning ville være, at retsvæsenet koncentrerede sig om at fange gerningsmanden, vælger det i stedet at bruge kræfterne på at straffe offeret. Det er jo også det letteste. En efterforskning ville kræve mandskab, overarbejdstimer og lyder i det hele taget besværligt. Sagen mod offeret synes derimod ligetil. Justits er opretholdt. Men hvor er det fejt.

En tyv begår indbrud i et privat hjem. Det lykkes dog hjemmets beboere at tilbageholde vedkommende, indtil politiet når frem. Efterfølgende viser det sig, at tilbageholdelsen er sket under omstændigheder, som ligger ud over de beføjelser, som loven hjemler borgere til forsvar af deres eget hjem. De forurettede indkasserer en straf. Justits er igen opretholdt. Den nemme, men feje justits. Kan man dissekere sygdommen? Ja. Det viser sig, at for nogle myndighedsmennesker er lovovertrædelser ligeværdige. Det betyder, at hvis én overtrædelse er lettere at håndtere end en anden, sættes kræfterne ind på at håndhæve førstnævnte. Og håndhævelsen er vigtig for den sygdomsramte, idet denne således kan påvise arbejdseffektivitet.

Justitsen blev opretholdt

Det mest grelle eksempel i nyere tid er attentatforsøget mod forfatter Lars Hedegaard, der i februar 2013 blev forsøgt myrdet uden for sit hjem på Frederiksberg. Heldigvis havde gerningsmanden ikke held med sit foretagende og tog flugten, før politiet nåede frem.

Nu skulle man så tro, at retsvæsenet satte alt ind på at fange den mistænkte, Basil Hassan. Desværre var de implicerede ramt af galoperende Giustizia Codarda. Det ville være forbundet med alt for stort ressourceforbrug at forfølge sporet til Tyrkiet eller Syrien, hvor Basil Hassan øjensynligt var krøbet i skjul. Nej, så lad os i stedet nidkært værne om det navneforbud, som LH efterfølgende havde forbrudt sig mod ved blandt andet i sin bog ”Attentatet” at nævne Basil Hassan ved navn. Det er meget lettere. Ingen besværlige rejser til Tyrkiet. Ingen diplomatiske forviklinger. Men justits opretholdt.

I august sidste år delte Rikke Louise Andersen et billede af en mand, der havde udvist utilbørlig opførsel over for to børn, hvoraf den ene var RLA’s datter. Politiet havde ikke evnet at fange manden og havde heller ikke gjort noget oprigtigt forsøg derpå. Men det offentliggjorte billede medførte, at manden alligevel blev pågrebet. Nu vågner retsvæsenet. RLA har nemlig overtrådt persondataloven og skal dermed betale en bøde på 5.000 kr. Det dobbelte af den bøde, som gerningsmanden indkasserede. Gad vide, hvorledes disse mennesker opdrager deres børn om ret og vrang?

Findes der en kur mod sygdommen? Ja. Men det kræver, at retsvæsenet lukker den sunde dømmekraft ind. I tilfældet med LH burde de naturligvis først have koncentreret sig om at indfange gerningsmanden. Det er trods alt det, de er sat i verden for. Når dette så var fuldbragt, kunne de eventuelt vende sig mod LH og det forkætrede navneforbud. LH løber jo ingen vegne.

I tilfældet med RLA burde retsvæsenet også have koncentreret sig om at fange forbryderen i stedet for at bruge kræfterne på at straffe hende – og i øvrigt udmåle en straf, der skaber sammenhæng mellem de to handlinger.

Justits betyder retshåndhævelse. Men det er ikke ligegyldigt, hvilken ret der håndhæves, og i hvilken rækkefølge det sker.