Der røg fundamentet for dansk udenrigspolitik

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den såkaldte granskning af vilkårene for dansk udenrigspolitik (Taksøe-rapporten) udkom i maj i år. I juni stemte briterne sig ud af Europa, og for få dage siden valgte USA en præsident, som – for første gang siden godt og vel 1947 – ikke står bag en militær afskrækkelse af Europas mulige fjender. Begivenheder, som ingen eller meget få kunne forudsige i maj.

Dansk udenrigspolitik har traditionelt hvilet både på Natoafskrækkelsen og på en balance i Europa mellem kontinentalmagter (Tyskland og Frankrig) og

angelsaksere (briterne og USA). Der har længe været tegn på, at en sådan balance ville forsvinde: USA’s orientering mod Asien for at afbalancere Kina og briternes stigende EU-skepsis. Men meget få har villet se det i øjnene. Man har ment, at USA stadig var ene-supermagt, fordi man havde overlegne mængder af ”isenkram”. Men det er jo ikke sådan, klaveret spiller: Afskrækkelsen beror på evnen til at projicere magt, (transportere sit isenkram til en konfliktzone) samt en troværdig vilje til det. Efter valget af Donald Trump til amerikansk præsident må enhver ønsketænkning imidlertid ophøre. Vi har fået udtalelser om det urimelige i, at USA starter en tredje verdenskrig for at hjælpe en allieret, der ikke har betalt sit ”kontingent” til Nato i form af forsvarsudgifter på ca. 2 pct. af bnp. Ja, det er valgkamp, men Trumps holdning i denne type spørgsmål kan faktisk spores 20-30 år tilbage i tiden. I disse dage er præsident Obama på rundrejse i Europa, både for at sige farvel og tak, men også for at berolige europæerne i forhold til Trump med formen: ”Jeg har ganske vist advaret mod manden offentligt, men nu har jeg haft halvanden times samtale med ham, og han er absolut forpligtet på Europa, siger han”.

Hvor troværdigt lyder det?

Sverige må ændre signaler

Trump selv vil formentlig komme på rundrejse i Europa i februar eller marts næste år, hvor han vil forsikre om USA’s fortsatte Nato-engagement. Det gør alle nytiltrådte amerikanske præsidenter. Men er det virkelig troværdigt denne gang?

For landene omkring Østersøen tegner situationen sig problematisk. Sverige og Finland var inde i seriøse overvejelser om Nato-medlemskab, også opmuntret af Danmark. Disse overvejelser er definitivt stoppet efter valget af Trump (en svensk indmeldelse ville også skulle bekræftes af en folkeafstemning).

Med Putins og Ruslands relative styrkelse efter det amerikanske præsidentvalg må de nordiske lande – og specielt Sverige – ændre signaler. Eller også skaffe en alternativ afskrækkelse som f.eks. at genoplive planerne om et nordisk forsvarsforbund. Eller gøre begge dele i form af ”robust afspænding” (som det hed under Den Kolde Krig).

Nato vil givetvis bestå som organisation. Men det udelukker jo ikke, at det nuværende Nordefco (Nordic Defence Cooperation) videreudvikles med henblik på at kompensere for Natos reducerede troværdighed. Den kan ikke genoprettes i fuldt omfang, i hvert fald ikke de næste fire år. Danmark vil politisk i stigende grad koble sig til Tyskland.

Men forsvarsmæssigt er et EU territorialforsvar urealistisk, helt bortset fra vort eget EU-forsvarsforbehold. EU kan i bedste fald udsende ekspeditionsstyrker. Også for Danmark er det måske derfor på tide at tænke det – indtil for nylig – utænkelige: Ny nordisk forsvarsforbund som supplement til Nato. Eller i hvert fald som et mindstemål bidrage til en markant styrkelse af Nordefco.