I dag kan S udstikke en klar kurs

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Anker Jørgensen, af hele folket blot kaldet Anker, døde den 20. marts i år og blev bisat fra Grundtvigs Kirken den 2. april.

Indtil for få år siden kunne københavnere og folk, der besøgte København, opleve ham vandrende rundt i gaderne og snakke med gud og hvermand; til sidst blev helbredet dog for dårligt, og han måtte trilles i kørestol af en plejer. Men selv da kunne alle, der passerede ham, slå en sludder af med ham. »Hej Anker!« Og så svarede Anker venligt og tit interesseret i, hvem det nu var, han havde for sig. Som Sokrates på torvet i Athen (en anden lille rund mand), og som ham, var han en sand humanist.

Selv mødte jeg ham tre gange. Første gang var i 1967, hvor jeg lavede et interview med ham om det store emne for arbejderbevægelsen dengang, indkomstpolitik. Han var da redaktør af arbejdsmændenes fagblad, men trods arbejdernes naturlige modstand mod indkomstpolitik, var han ret åben over for den, blot den holdt en social balance. ”Balance” har i det hele taget været lidt af et kodeord for Socialdemokratiet siden 1950’erne – man kunne for såvidt godt acceptere forringelser, f.eks. løntilbageholdenhed, blot modparten også holdt igen, eller man fik kontrol med priser og avancer. Det skete f.eks. med helhedsløsningen i 1963, og sådan måtte det efter Ankers mening være igen, hvis arbejderne skulle give indrømmelser. Noget for noget.

Sidste gang jeg mødte Anker var for to år siden, hvor jeg og andre lige havde udgivet en bog med titlen ”Socialdemokratiske tænkere”. Jeg havde netop hentet nogle eksemplarer af bogen, vejret var køligt, men solrigt, og jeg gik en tur ud på Christianshavn, det gamle arbejder- og fattigkvarter, der nu kun er for folk med høje indtægter. Og hvem sidder dér på en fortovscafé og spiser kage? Gæt engang! Den chance kunne jeg ikke lade gå fra mig, så jeg skridtede hen til Anker og overrakte ham et eksemplar af bogen.

»Tak«, sagde han, så op på mig og spurgte: »Er jeg med i den?«. Det måtte jeg desværre benægte, der var nogle danske socialdemokrater med, nemlig Borgbjerg, Hartvig Frisch, K.K. Steincke og Mogens Lykketoft. Men ikke Anker. Det tog han dog pænt og fortsatte tilsyneladende velfornøjet med sin varme chokolade med flødeskum og kagen. I øvrigt var det alt for koldt for mig til at sidde ude, men i en alder af 91 år havde Anker altså ingen problemer med det.

Der var noget livsbekræftende over manden. Han var som sagt ikke nogen tænker og i de første statsministerår heller ikke nogen videre dygtig politiker – det fik han dog rettet noget op på efter 1975 – men hans venlige væsen, vågenheden, nysgerrigheden. »Jeg interesserer mig for mennesker«, som han sagde – beskedenheden og det sociale engagement var ikke til at tage fejl af. Børnene elskede ham, når han viste sig på tv-skærmen, og de fleste danskere følte sig trygge ved ham både som menneske og som statsminister.

På den tid, som i dag, var der heller ikke andre danske socialdemokrater, der var ”tænkere” – teoretikere – men han var statsminister på samme tid som Willy Brandt, Olof Palme og Bruno Kreisky i Østrig, som alle tre bidrog til den socialistiske idédebat i Europa. Intellektuelt kunne han naturligvis ikke måle sig med dem, men han mødte dem med sin naturlige uimponerethed, samtidig med at han anerkendte deres lidt større vingefang.

Og faktisk funderede Anker en del over perspektivet for det danske parti. Hvor skulle man hen? Han støttede LO’s idéer om økonomisk demokrati (ØD), dog ikke helhjertet, men der er ingen tvivl om, at han så målet som en demokratisering af det danske samfund, ikke blot af det politiske liv, men også af økonomien. »Intet demokrati uden socialisme, ingen socialisme uden demokrati«, kunne han have sagt ligesom Hans Hedtoft. Men de økonomiske forhold med oliekriser, underskud på betalingsbalancen m.m. stod ham imod og indskrænkede ofte perspektivet til en kamp for at bevare velfærdsstaten og måske udbygge den lidt, det skete bl.a. med Statens Uddannelsesstøtte og ikke mindst med loven om efterløn fra 1979, som blev Ankers største fodaftryk som politiker.

I sin glimrende bog ”Statsminister Anker Jørgensen”skelner Thomas Thurah mellem ”materialister” og ”oplysningsfolk” i arbejderbevægelsen. Den legendariske og brutale LO-formand, Thomas Nielsen, hørte til materialisterne, for hvem kampen kun drejede sig om brød på bordet. Mens Anker foruden det sociale aspekt arbejdede for en kulturel højnelse af befolkningen for nu at bruge et udtryk af selveste Thorvald Stauning. Personligt gik manden, der forlod skolen som 14-årig (men dog senere tog præliminæreksamen) allerede som ung meget op i litteratur og kunst og håbede på, at andre arbejdere også ville berige deres liv med disse værdier. Om det lykkedes er tvivlsomt, massemediernes videre udvikling, med tom underholdning og X-factor m.v. tyder ikke på det, selvom man skal passe på med at generalisere.

Trods samfundets økonomiske problemer og trods et elendigt forhold mellem Thomas Nielsen og Anker havde den socialdemokratiske arbejderbevægelse dog slet ikke de problemer, som den har i dag. Katastrofe- eller ”Glistrupvalget” i 1973 blev ganske vist et chok for bevægelsen, men fagbevægelsen var stadig stærk, og partiet kom igen i anden halvdel af 1970’erne og toppede med 38,3 pct. af stemmerne i 1979 under Ankers ledelse.

I dag er båndet mellem fagbevægelse og parti løsnet, og begge går tilbage i medlemstal. Thorning-Schmidt-årene har desuden gravet grøften til mange lønmodtagere dybere, og ideologisk kan partiet ikke længere finde ud af, hvor det hører hjemme. Til venstre, til højre eller i midten, som Bjarne Corydon mente? Til venstre for midten var Ankers standpunkt, og det var et mantra for partiet, indtil SRSF-regeringen gjorde det meningsløst, og Corydon drog konsekvensen og på det kraftigste benægtede, at Socialdemokratiet i det hele taget var venstreorienteret.

I dag, den 1. maj, får vi måske opklaret, hvor partiet placerer sig på en højre-venstre-skala. Foreløbig har det værdimæssigt anbragt sig til højre, mens der er større uklarhed om, hvor det står i fordelingskampen. Den stigende ulighed, nationalt som internationalt, trænger sig på.

Bliver Mette Frederiksen mere en Anker end en Thorning-Schmidt?

God 1. maj!