Flugten væk fra ansvaret

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Et argument opfundet til lejligheden behøver ikke altid at været et dårligt argument. Det gælder eksempelvis den pludselige politiske interesse for at sikre førtidspension til mennesker, som i dag er fejlagtigt parkeret i kontanthjælpssystemet. Men hvis argumentet ikke blot skal ende som en belejlig undskyldning, skal det omsættes i andet end uforpligtende formaninger til kommunerne. Historien viser, at den slags er helt uden virkning.

Da Folketinget 17/3 tredjebehandlede forslaget om kontanthjælpsloft og 225-timers reglen, lød det igen og igen fra talerstolen: »Hvis man er så syg eller handicappet, at man ikke kan arbejde, så skal man slet ikke være på kontanthjælp. Man skal i ressourceforløb eller på førtidspension, og det har kommunerne ansvaret for at sikre«.

Et centralt argument

Partierne bag det nu vedtagne kontanthjælpsloft brugte netop ”kommunernes ansvar” for at tildele førtidspension som et centralt argument for at tilbagevise kritikken af, at loftet og 225-timers reglen rammer syge og handicappede hårdt – også selvom der er foretaget justeringer, som undtager den del af målgruppen, som har en anvist handicapbolig.

Landsforeningen LEV’s målgruppe er mennesker med udviklingshæmning. Denne gruppe borgere er på grund af deres funktionsnedsættelser – ofte både kognitive/intellektuelle og fysiske – ude af stand til at forsørge sig selv på arbejdsmarkedet.

Alligevel har vi siden indførelsen af fleks- og førtidspensionsreformen i 2013 været vidne til et ekstremt fald i tildelingen af førtidspension til unge udviklingshæmmede.

I perioden fra 2009 til 2012 var der årligt mellem 508 og 673 personer under 30 år, som fik tilkendt en førtidspension med begrundelserne ”mental retardering” eller ”Downs syndrom”. Men efter førtidspensions- og fleksjobreformen i 2013 faldt tilkendelserne til blot 276 – og dette lave niveau er nogenlunde fastholdt i de efterfølgende år.

Der er næppe nogle, som vil påstå, at 2013 blev året, hvor der pludseligt var halvt så mange udviklingshæmmede omkring de 18 år. Det bratte fald i pensionstildelingerne skyldes udelukkende en voldsom – og desværre ofte spekulativ – ændring i kommunernes tildelingspraksis.

De udviklingshæmmede, som er blevet nægtet en førtidspension siden 2013, er på en eller anden form for kontanthjælpsydelse. Vi taler vel om op imod 1.000 personer. Her tumler denne gruppe sårbare unge rundt i udsigtsløse jobtræningsforløb, som alle godt ved aldrig ender i job og selvforsørgelse på arbejdsmarkedet. Det ender med en førtidspension – før eller senere.

Hyrdebrev til kommunerne

Det var – angiveligt i hvert fald – ikke intentionen med ændringen i førtidspensionsreglerne, at udviklingshæmmede og andre med betydelige handicap skulle komme i klemme på deres forsørgelsesgrundlag.

Udviklingshæmmede angives eksplicit i lovens bemærkninger som en af de grupper, der fortsat skal tildeles førtidspension, også selvom de er under 40 år gamle. En pointe, som daværende socialminister Manu Sareen indskærpede med sit hyrdebrev til kommunerne i september 2014.

Alligevel fortsætter kommunerne med at forvalte førtidspensionsreglerne på en måde, der betyder, at unge udviklingshæmmede ender på kontanthjælp. Det lave niveau af pensionstildelinger til denne gruppe unge fortsætter. Hvorfor mon? Reglerne siger jo noget andet.

Et godt bud handler formentlig om de økonomiske tilskyndelser, som staten har givet kommunerne – og om manglende vilje til at gribe effektivt ind over for fejlagtig forvaltning af reglerne. Det er ganske enkelt en alt for god forretning for kommunerne at holde folk på de midlertidige kontanthjælpsydelser, selvom de åbenlyst har krav på en førtidspension.

Det er helt risikofrit

Og det er helt risikofrit – ingen kommer nogensinde efter en kommune, selvom den bruger absurde begrundelser for ikke at tildele en ung med udviklingshæmning førtidspension. I den forstand kan man sige, at kommunerne jo blot reagerer på de økonomiske incitamenter, som de underlægges, eksempelvis med refusionssystemet. Det burde ikke være nogen overraskelse – heller ikke på Christiansborg.

Formaninger virker ikke

Jeg er selvfølgelig rigtig glad for den pludselige interesse for at få ryddet op i kommunernes praksis med at holde mennesker med udviklingshæmning og andre indgribende handicap i kontanthjælpssystemet – selvom de retteligt burde være tildelt en førtidspension. Men indtil videre har jeg ikke hørt andet end uforpligtende formaninger om, at ”det er kommunernes ansvar”.

Det er selvfølgelig rigtigt: Det er kommunernes ansvar at tildele førtidspension. Men hvis kommunernes økonomiske incitamenter peger i den modsatte retning, så virker formaningerne altså ikke. Det er lidt som at give børn slik for at gå over for rødt i en bestræbelse på at forbedre trafiksikkerheden.

Christiansborg, og i særdeleshed partierne bag kontanthjælpsloftet, må derfor levere troværdige og konkrete bud på, hvordan man vil få kommunerne til at leve op til deres ansvar og holde op med at parkere åbenlyst førtidspensionsberettigede mennesker på kontanthjælp. Formaninger og ansvarsforflygtigelse virker ikke. I hvert fald ikke for de borgere, som kommer i klemme.