Stater i staten

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I øjeblikket dukker et ubehageligt antal sager op, hvor Naturstyrelsen eller Kulturstyrelsen har ageret helt uforståeligt for menigmand.

Som menigmænd enten forulempes eller begrænses vi ofte – eller vi påføres som skatteydere økonomiske byrder i al fremtid, når Kulturstyrelsen beslutter sig til en fredning af en offentligt ejet bygning. En sådan økonomisk byrde påføres naturligvis også ejeren af en ejendom i privat regi, hvis den fredes.

Den groteske sag, der netop nu er fremme i medierne fra Fredericia, hvor Naturstyrelsen forbyder etableringen af en mindre terrasse, fordi den eksisterende terrasse på villaen ikke længere kan benyttes som følge af støjen fra Lillebæltsbroen, viser, hvor fjernt embedsmændene er placeret fra virkeligheden.

Tidligere har vi hørt om andre sager med terrasser, der heller ikke kunne placeres på grund af embedsværkets rigide fortolkninger af kystbestemmelserne. Naturstyrelsen kan med et pennestrøg afgøre, hvordan fremtiden bliver for en person, en familie eller en hel egn. Et nej kan som i Fredericia forringe værdien på en herlig villa, og andre eksempler viser, at allerede eksisterende byggerier f.eks. skal fjernes eller som her på Kalundborg-egnen; seks megastore vindmøller blev tilladt placeret midt igennem Asnæs-halvøen. I samme område er der givet tilladelse til at etablere et stort havneprojekt – naturligvis i et fredet, kystnært område.

Et gennemført grimt halprojekt

Af uransagelige årsager har Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur taget initiativ til fredning af et ubestridt fejlplaceret og gennemført grimt halprojekt under henvisning til, at det skulle være »et umisteligt eksempel på et byggeri i brutalismestilen«.

Højst en håndfuld personer bifalder den fredning. Alle andre tager sig til hovedet, men Kulturstyrelsen har talt – bygningen er fredet, og Kalundborg Kommune (og dermed byens skatteborgere) er påført en voldsom udgift i al fremtid. Naturstyrelsen og Kulturstyrelsen er i dag stater i staten. Styrelsernes embedsværk sidder fjernt fra åstederne – træffer vidtrækkende beslutninger, der kan have umådelige både menneskelige og økonomiske konsekvenser for dem, som rammes af styrelsernes magtbrynde. Styrelsernes afgørelser kan stavnsbinde folk.