Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Smuk som en krystalnat?

Olav W. Bertelsen, lektor, ph.d., Aarhus

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I TV 2-flagskibet ”Vild med Dans” kunne man 17/11 høre Claus Elming bruge udtrykket »smuk som en krystalnat« om en dansepræstation.

Krystalnatten betegner hændelserne den 9. november 1938, hvor tyske nationalsocialister smadrede jødiske forretninger og kirkegårde og tævede næsten hundrede mennesker ihjel. De smadrede ruder glimtede som krystaller i gaderne. Det var, hvis man skal tro Elmings ord, et smukt syn.

Det kan være fint at bruge krystalnat i en kærlighedssang som en generobring af sproget, men Elmings lapsus var tydeligvis ikke et poetisk statement. ”Vild med Dans” er et højpoleret og nøje planlagt program. Det er ikke improvisationsradio på 24syv eller reality med Amalie Szigethy på Viasat. Derfor vækker det bekymring, at TV 2 ikke straks meldte ud med en beklagelse.

Vi lever i en tid med tiltagende had og vold mod minoriteter – 1938 er kommet tættere på. Derfor må TV 2 og Claus Elming aktivt beklage og forklare, at der ikke var noget smukt ved gader fyldt med glasskår i 1938.

Artiklens emner
TV 2