Fortsæt til indhold
Aarhus

Madspild koster mere, end du tror

Få midtjyder er klar over, at deres familie kan spare 10.000 kr. om året ved at reducere madspild, viser en ny undersøgelse.

Mange forbrugere i det midtjyske kan spare langt mere, end de regner med, hvis de mindsker deres madspild.

Ifølge en ny undersøgelse foretaget af Forbrugerrådet blandt 237 forbrugere i Region Midtjylland svarer halvdelen, at de kan spare 5.000 kr. eller derunder, en fjerdedel har ingen anelse og blot knap hver femte rammer plet ved at skyde på 10.000 kr., det beløb erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer har anslået, at en gennemsnitsfamilie kan spare om året.

”Det skader ikke kun miljøet, men også privatøkonomien at smide sine madrester ud. Vi kan heldigvis se i vores undersøgelse, at der er en stigende bevidsthed blandt forbrugerne om betydningen af madspild for husstandens økonomi. Men tallene viser også, at der er mange, der undervurderer den reelle besparelse,” siger Anja Philip, formand for Forbrugerrådet i en pressemeddelelse.

Restegilde på Food Festival

Rådet vil derfor gerne snakke med forbrugerne om den sunde økonomiske fornuft ved at reducere madspild, når det lørdag gæster Tangkrogen i forbindelse med Food Festival.

Det sker sammen med ’For Resten Danmark’-initiativet, som Forbrugerrådet samt organisationerne Stop Spild Af Mad og Landbrug & Fødevarer står bag for at få reduceret madspild.

Således vil Anja Philip og Selina Juul, stifter af organisationen Stop Spild af Mad vil under Food Festival diskutere madspild med folk fra AgroTech, REMA 1000 og Aarhus Folkekøkken.

Her vil For Resten Danmark’s mobilrestaurant også byde på et restegilde med lækre, gratis smagsprøver af overskudsfødevarer samt et restehjul med gode råd til opbevaring af mad.