Sharapova svarer igen på kritik fra kolleger
Maria Sharapova gør comeback i weekenden ved en turnering i Stuttgart.
Den russiske tennisspiller Maria Sharapovas karantæne er næste udløbet og i weekenden gør hun comeback, efter 15 måneder væk fra tennisverdenen.
Efter Sharapova i sidste år blev testet positiv for stoffet meldonium, blev hun i første omgang idømt en to-årig karantæne, der dog senere blev sænket til 15 måneder. Hun mistede samtidig sin plads på verdensranglisten. Noget, der umiddelbart ville betyde, at Sharapova skulle spille sig ind i forårets turneringer gennem kvalifikationsrunder.
Men i Stuttgart er hun imidlertid blevet tildelt et wildcard, og selv om Sharapovas karantæne først udløber kort efter turneringens start, har hun fået lov at træde ind i tredje runde, skriver Ekstra Bladet.
Sharapovas umiddelbart nemme vej tilbage til de store turneringer har fået bl.a. den britiske spiller Andy Murray og danske Caroline Wozniacki til at kritisere wildcards. De har begge udtalt, at man efter en doping-karantæne bør kæmpe sig tilbage til toppen.
Men Maria Sharapova mener, at hun allerede er blevet straffet. Det fortæller hun i et interview med franske Le Parisien, som Ekstra Bladet citerer.
»Jeg har aftjent min straf. Er der virkelig grund til at blive ved med at straffe mig?« siger hun.
Sharapova erkender, at det var i orden, at flere spillere i starten dømte hende.
»Men efter CAS, som er en neutral domstol, har forkortet min straf, og jeg nu snart skal gøre comeback, synes jeg ikke, det er i orden, at de andre spillere snakker dårligt om mig,« siger hun.
Hun understreger samtidig, at hun trods dårlige dage har arbejdet hårdt for at komme tilbage.
»Jeg har aldrig sat mig i et hjørne og ventet på, at det hele skulle gå væk. Jeg har tværtimod arbejdet hårdt på at komme tilbage,« siger hun.
Caroline Wozniacki har tidligere udtalt, at hun mener, det er helt okay, at Sharapova vender tilbage, men at hun bør spille sig ind i turneringer gennem kvalifikationsrunder.
»Alle fortjener en chance. Men på samme tid mener jeg, at en spiller, der er udelukket på grund af doping, skal kæmpe sig tilbage fra bunden, fordi det er forskelligt fra en skade, hvor en eller anden er kommet galt afsted,« sagde Wozniacki bl.a..
Andy Murray udtalte noget lignende tilbage i marts i et interview med The Times. Her fortalte han, at arrangørerne af de store turneringer gør alt for at sælge billetter - og derfor også giver wildcards til spillere, der netop er vendt tilbage fra karantæne.