Fortsæt til indhold
Tennis

Andy Murray: Sharapova bør ikke få wild card

Den britiske tennisspiller Andy Murray langer hårdt ud efter karantæne-dømte Maria Sharapova.

Hvad der oprindeligt var en to-årig karantæne, blev til 15 måneder for russiske tennisspiller Maria Sharapova, efter hun i januar sidste år blev testet positiv for stoffet meldonium. Et stof, der øger iltoptaget og blodforsyningen og dermed øger træningskapaciteten hos atleter.

Karantænen medførte også, at Sharapova mistede sin plads på verdensranglisten. En konsekvens, der kan gøre det svært for Sharapova at deltage i turneringer, når hendes karantæne udløber næste måned.

Ifølge BBC har Sharapova dog allerede modtaget såkaldte wild cards til at kunne deltage i turneringer i Stuttgart, Madrid og Rom.

Men det bør ikke være i orden for doping-udelukkede spillere at komme tilbage uden konsekvenser, mener britiske tennisspiller Andy Murray.

»Jeg synes, man bør arbejde sig vej tilbage,« udtaler han i et interview med The Times.

Andy Murray har vundet Wimbledon i 2013 og 2016. Sharapova vandt selv turneringen tilbage i 2004. Foto: Tim Ireland/AP

Men arrangørerne for turneringerne har ikke nødvendigvis de etiske overvejelser med - det drejer sig om noget andet, fortæller Murray.

»De fleste turneringer vil gøre, hvad de tror, er bedst for deres events. Hvis de tror, at store navne kommer til at sælge flere billetter, så kommer de til at gøre det,« siger han.

Arrangørerne af Wimbledon står over for samme dilemma: bør Maria Sharapova - der vandt Wimbledon i 2004 - få lov til at deltage i sommerens turnering?

Ifølge Murray kan hun godt nå at forbedre sine chancer for at komme med uden et wild card.

»Men hvis hun ikke gør, så er beslutningen selvfølgelig op til Wimbledon. Jeg er sikker på, at de vil tænke meget og længe over, hvordan befolkingen vil modtage det og træffe en beslutning, der er rigtig for dem,« siger Murray.

Han vandt selv Wimbledon i 2013 og i 2016.