Hvem skubber Eggert ud af EM-holdet?
Anders Eggert skal ind. Men hvem skal ud? Wilbek udløser spændingen fredag.
»Den venter vi lige lidt med.«
Ulrik Wilbek trådte et skridt tilbage. Som om han derved kunne flygte fra yderligere spørgsmål i ”sagen”.
Det kunne hans sådan set også, for når chefen ikke har besluttet sig, så er der ikke mere at spørge om.
Således bliver det formentlig først på fredagens pressemøde klokken 13.00, at han fortæller navnet på den spiller, der må give sin plads til tilbagevendte Anders Eggert.
Slettede sit navn
»Det er på ingen måde tabu på holdet, men det fylder vist mere hos jer end hos os. Selvfølgelig vil det være hårdt for den, der bliver sat udenfor, men vi er 18 mand i truppen og alle føler sig som en del af dette EM-hold,« sagde Mads Christiansen.
Han var før kampen med i en gruppe på fire-fem spillere, som alverdens eksperter har udnævnt til de potentielle tabere i det interessante spil. Men Mads Christiansen slettede sit navn fra listen med en stor, stor indsats mod Tjekkiet.
Fire mål på fem skud og en stærk indsats overfor Filip Jicha gjorde, at BSV-spilleren kan sove roligt i nat.
De mest oplagte valg
Det gør Bo Spellerberg med sikkerhed også, men det skyldes hans store rutine. Også i at blive skiftet ind og ud af slutrunder.
Kolding-spilleren fremstår som det mest oplagte valg vurderet på spilletid og niveau i de første kampe. Omvendt er han eneste alternativ til Mikkel Hansen på venstre back.
»Jeg vidste jo godt, at det ville blive småt med spilletid, hvis Mikkel spiller som han gør. Det vil selvfølgelig være irriterende at blive skiftet ud, men det lader jeg være til Ulrik. Han ved godt, at der ikke er andre på pladsen end mig og at jeg samtidig kan dække af på playmakerpladsen,« sagde Bo Spellerberg.