Skuffet Sandra Toft: Vi fortjente et point
Landsholdsmålmand Sandra Toft roste holdmoralen, men ærgrede sig over at Danmark ikke formåede at komme helt op på siden af nordmændene.
»Hvorfor jeg ser sådan ud? Hvorfor tror du? Vi har lige tabt til Norge.«
En norsk journalist fik klar tale fra Danmarks landsholdskeeper Sandra Toft i presseområdet efter søndagens danske nederlag på 22-20 til Norge.
Landsholdskeeperen, der til daglig spiller i norske Larvik, havde både røde kinder og øjne, og hun erkendte da også, at nederlaget gjorde ekstra ondt.
»Jeg følte, at vi kunne have vundet. Norge udnyttede chancen, da den var der. Det var en lille teknisk fejl, der afgjorde kampen. Vi fortjente et point,« sagde Sandra Toft.
I løbet af de sidste 10 minutter var Danmark flere gange op at snuse til nordmændene uden på noget tidspunkt at komme helt op på siden. Havde man gjort det, kunne kampen måske have vendt, lød det fra målvogteren.
»Hvis vi havde udlignet, tror jeg, vi kunne have rystet dem. Men det er guldhold, der vinder sådanne kampe. Norge er verdens bedste landshold, og det skal vi huske, selvom vi er skuffede nu. Der er ingen, der spiller så godt som dem,« sagde Sandra Toft, der hæftede sig ved den danske moral.
»Vi kom flot tilbage efter at have været bagud med seks mål. Det er der ikke mange landshold, der formår mod Norge.«
Danmark spiller igen tirsdag mod Rusland og derefter onsdag mod Rumænien.