Gudskelov slipper håndbolddamerne for at glo på en ko en hel dag
Lotte Grigel og kompagni glæder sig til omsider at komme i aktion ved EM, for ventetiden har været lang.
Det er ikke kun børn og barnlige sjæle, der har svært ved at bevare tålmodigheden i december.
Langt fra julemånedens sædvanlige fristelser og drømme om gaveregn den 24. har en flok danske håndboldspillere ventet og ventet og ventet på omsider at få lov at rive papiret af deres egen pakke, EM i Sverige.
Mandag aften er det så omsider nu, når Danmark kl. 20.45 støder ind i Montenegro i sin første puljekamp ved slutrunden.
»Vi har talt ned til den dag i lag tid og glæder os bare til at komme i gang. Så kommer man ind i mesterskabsboblen, hvor alt bliver mere fokuseret, lige nu river ventetiden tænderne ud, for til sidst kan man ikke forberede sig mere eller tænke mere på alle detaljerne,« fastslår Lotte Grigel.
Bagspilleren er specielt spændt, fordi hendes karriere hidtil altid har budt skader umiddelbart før eller under selve slutrunden, men hun har ikke tænkt sig at skåne sig selv af den grund.
Samme indstilling har Anne Mette Hansen, der trods sin unge alder for længst har måttet vænne sig til et efterår med evige skift mellem landsholdssamlinger og klubtræning:
»Det er et lidt underligt forløb, fordi det er så meget frem og tilbage. Man træner længe frem mod det her, så det er fedt at komme i gang, og nu skal man så bare sørge for at bruge tiden på en god måde. Jeg er meget social, så jeg er tit inde hos behandlerne, hvor vi har et fællesrum til at se film, hygge og snakke.«
En anden mulighed er at forlade hotellet, og i denne omgang har truppen været heldig.
Den danske delegation er indkvarteret i hjertet af Malmø, hvilket giver langt flere muligheder for at slå tiden ihjel.
»Det er jo ikke sådan, at vi spadserer 10 km op og ned af gågaden og shopper igennem, men det betyder meget for hovedet bare at komme ud, få en kop kaffe, kigge på et par butikker, slå hjernen fra, for man har været så fokuseret i så lang tid og kan ikke gøre andet end at vente,« påpeger Lotte Grigel.
»Jeg har prøvet at bo alle mulige skøre steder ude i det rene ingenting, og det bliver bare hårdt. Hviledagene bliver såååå lange, når man skal have hele dagen til at gå med at kigge på et dyr på en mark, og det er så det.«