Tak for VM-bronze, Kristiansen

Beograd

En lille kvinde sikrede Danmark den første medalje i kvindehåndbold i ni år.

Bronzen blev dansk efter 30-26 sejr over Polen og i hver af de danske medaljer bør der mejsles et billede af Kristina Kristiansen. Det kan sagtens være der, for hun måler kun 164 cm, den lille Taastrup-kvinde.

Det var hende, der slap alt løst, spillede derudaf og nærmest alene ændrede en forfærdelig situation for danskerne i bronzekampen.

Ren elendighed

Nede med 12-15 var alt ren elendighed, men så var der pause og tid til at tanke Kristiansen med fart i benene og give hende taktisk udstyr til at spille sin form for håndbold. Det gav dansk bronze og maksimal forløsning for landstræner Jan Pytlick, der har lidt mest i de ni års tørke.

Bronzekampe er altid tamme og trætheden lyser altid ud af spillerne, når kampen begynder. Det er kampen med sig selv og jagten efter de kræfter, der egentlig ikke er flere af efter en lang turnering.

Det så i indledningen ud til, at danskerne var dem med fleste ressourcer. Men fra 5-2 gik alt galt. Et stærkt forsvarsspil omkring Marianne Bonde og Pernille Holmsgaard begyndte at kollapse omkring det polske stregspil.

Målvogtere svigtede

De blev heller ikke hjulpet af målmandsredninger. Hverken Rikke Poulsen eller Cecilie Greve var i nærheden af et brugbart niveau i en VM-bronzekamp i 1. halvleg. Især Greve strejfede end ikke boldene.

Danskerne var kun gode, når et kontraangreb kunne sættes ind. Det gode våben, som det nye landshold indførte sidste år, men som har været så skammeligt forsømt i Serbien. Spoleret på taktikkens, defensive alter af landstræner Pytlick.

Frustreret måtte han konstatere, at han igen ikke var træner for det bedste hold på banen. Polakkernes angrebsspil var væsentligt mere struktureret og så kunne Kim Rasmussens tropper noget, som Pytlicks ikke kan: Skyde fra distancen. Alina Wojtas og Karolina Kudlacz ramte stort set hver gang målet og det blev altid belønnet med scoring. Redninger i det danske mål var der intet af.

Og så sad man der som dansk håndbold-betragter i pausen og funderede over, at 12-15 var billigt sluppet. Mod Polen. Det var både en cadeau til Kim Rasmussens flotte arbejde og en begmand til dansk elendighed.

Tempoet blev sat op

Det blev bedre efter pausen. Meget bedre. Endelig var der fart omkring Kristina Kristiansen, der satte et tempo, hvor polakkerne slet ikke kunne være med. Danskerne kunne frit vælge, hvorfra de ville afslutte og ved 21-21 måtte Kim Rasmussen kalde sine tropper sammen og lede efter modtræk mod storspillende Kristiansen.

Samtidig mistede danskerne dog Louise Burgaard. Grædende måtte hun opgive at fortsætte. Backen fik et voldsomt skrub i maven efter et sammenstød før pausen og smerterne blev til sidst for voldsomme.

Men da havde Kristiansen indtaget scenen. Hun tævede otte bolde i mål alene efter pausen. Sammen med en håndfuld redninger fra genfødte Rikke Poulsen var alt pludselig dansk i Beogradska Arena. De hurtige danske fødder så dansende ud foran de tunge polakker og til sidst endte alt i vild dansk jubel, og forløsningen på en flot dansk slutrunde.