Anja Andersen: Et anderledes eventyr

Ikke alle Andersen-eventyr behøver være skrevet af Hans Christian.

Nationalklenodiet ville nok heller aldrig have gjort det på den måde, som Anja Andersen har gjort det.

Efter tirsdagens DM-semifinale mod Viborg, sådan cirka ved 22.30-tiden, lukker hun efter alt at dømme bogen over sine otte år i spidsen for hendes egen håndboldopfindelse i Slagelse.

»Et eventyr. Et fantastisk eventyr,« kalder hun det selv.

Omvendt H. C. Andersen

Hans Christians bidrag og Anja Andersens eventyr er heller ikke bygget op på samme måde. Hovedpersonerne i hans fortællinger gik en masse igennem, før lykken nåede dem til sidst. Med Anja Andersen er det omvendt. Hun vandt alt midt i eventyret, men vinder ikke titler i sin sidste sæson, hvor hun tilmed mistede sit guldæg i Bojana Popovic.

Mange vil kalde det alt andet end en happy end. Men selvfølgelig ikke Anja Andersen.

»Dette har været min fedeste sæson i Slagelse.«

Man får sjældent det forventede svar, når man spørger Anja Andersen om noget. Hun tænker og agerer anderledes end alle andre.

På otte år har tankegangen bragt hende og Slagelse tre Champions League-titler, tre danske mesterskaber, en EHF Cup-titel og et dansk pokalmesterskab. I en klub, som hun overtog, da den intet havde. Ingen penge, ingen ligaspillere, ingen organisation. Ene kvinde med et par mandlige støtter i pengemanden Brian Mollerup og Slagelse FH-formand Bjarne Stenbæk byggede hun det hele op, og ser nu tilbage med glæde. Ikke stolthed. Hun nægter at tage ordet i sin mund.

»Jeg kan ikke lide det ord,« siger Anja Andersen i et uhørt kort svar blandt mange lange i en snak om otte år på godt og ondt i et af de mest mærkværdige sportskapitler i dansk eliteidræt.

En lærestreg

Det indeholder masser af triumfer. Ballade. Penge. Spekulation. Tårer. Venskaber. Isolation. Alle tænkelige og utænkelige oplevelser kan proppes ind i fortællingen.

Den kunne begynde med det, der var tæt på at blive enden på det hele. Anja Andersen har ikke tidligere fortalt, at hun i 2005 var ekstremt tæt på at smide det hele og forlade både Slagelse og håndbolden.

Det var i dagene efter, at hun midt i en tv-kamp faldt sammen ved bænken i Brøndby-Hallen. Hjertet gav hende en lærestreg. En medfødt hjertefejl beroligede trods alt. Det var ikke et akut problem. Og dog. Anja Andersen og kæresten tog straks efter en uge på ferie. En hel uge væk fra håndboldforretningen i Slagelse. Utænkeligt for Andersen.

Det Anja Andersen ikke vidste på den ufrivillige ferie i Sydfrankrig var, at hendes far, Keld, bag hendes ryg havde lavet en aftale med kropsterapeut Ole Kaare Føli. Han var anerkendt bredt i dansk eliteidræt, og håndboldspillerne Janne Kolling, Anne Dorthe Tanderup og Rikke Hørlykke havde forgæves forsøgt at kuppe Anja Andersen og få hende sendt af sted til Føli. De kunne sagtens se, at hun var ved at køre sig selv ned i Slagelse-butikken.

Stress og pres

Straks efter hjemkomsten satte Keld sin datter ind i bilen. Han gad ikke diskutere. Destinationen var Ole Kaare Følis klinik i Karlslunde.

»Ole gav mig en behandling, der ændrede alt for mig. Jeg har aldrig i mit liv været så afslappet, som da vi kørte derfra. Jeg tog direkte hjem og faldt i søvn. Det var ellers ikke så nemt dengang. Min far havde planlagt alt bag min ryg, og det er jeg ham dybt, dybt taknemmelig for i dag. Ellers havde jeg forladt Slagelse. Det var meget, meget tæt på at jeg sagde farvel. Jeg kunne ikke holde til mere.«

Var det stress?

»Ja, i voldsom grad. Og det vildeste pres. Især det økonomiske pres. Jeg vidste, at der skulle skaffes X antal millioner, hvis vi ville vinde Champions League og skaffe de rigtige spillere. Og jeg var stort set alene om at skaffe de penge. Jeg søgte efter sponsorater om dagen, hvor jeg også trænede håndbold. Om natten lå jeg og tænkte på, hvordan jeg næste dag skaffede flere penge.«

Var det en pris for den enorme magt, som du gav dig selv i Slagelse?

»Det handler ikke om magt. Jeg manglede kun at vinde Champions League som spiller, og den drøm som træner drev mig meget langt ud. Vi havde ansat forskellige folk til det arbejde, men det rykkede ikke på samme måde, som når jeg selv tog ud og solgte sponsorater,« siger Anja Andersen.

Handler det om, at du hellere vil gøre tingene selv, fordi du dermed er sikker på, at det bliver gjort optimalt?

»Måske. Jeg prøvede at skubbe ansvaret og opgaverne fra mig, men i sidste ende var jeg alligevel med i det hele.«

Efter nedturen i foråret 2005 tog Anja Andersen den beslutning, at hun kun ville være træner. Alt det andet lod hun andre om.

Men det var ikke en succes. Erhvervslivet ville have Anja, og kun Anja. Stort set alle væsentlige sponsorater fik indskrevet den klausul, at aftalen røg i skraldespanden i det sekund, at Anja Andersen ikke længere var i Slagelse. En klausul, som trods alt var bedre end ikke at få et sponsorat.

Pengene var ikke længere så store i Slagelse. Var det derfor, at du søgte mod Roskilde?

»Egentlig ikke,« siger Anja Andersen om det stort anlagte spil, der i 2007 kørte mellem hendes rådgiver Brian Mollerup og klub- og kommunefolk i Roskilde.

»Roskilde var som udgangspunkt bare tænkt som et udviklingsprojekt. Roskilde havde Sjællands største ungdomsafdeling, og vi havde verdens bedste håndboldhold. Problemet var, at vi ikke kunne have talenter i Slagelse, fordi reglerne siger, at det andethold højest må spille i 2. division. Og det var bare ikke godt nok. Vi ville gerne udvikle spillere i Roskilde.«

Men du satsede da benhårdt på at rykke hele forretningen til Roskilde?

»Nej, ikke benhårdt. Vi afsøgte området sportsligt, økonomisk og politisk. Vi ville se, hvad en kommune kan og må i forhold til at støtte sport.«

Hvorfor døde Roskilde-projektet?

»På grund af økonomi. Og politik. Der gik valgkamp i tingene i Roskilde Kommune.«

Iagttagere så dog snakken med Roskilde Håndbold som alt andet end uskyldig flirt. Udefra så det unægtelig ud som om, at planen glippede, fordi Roskilde rykkede ned i 2. division og Anja Andersen pludselig efter planen ville stå med verdens bedste hold, der i bedste fald kun spillede i 1. division i en sæson.

Det svære brud

Bojana Popovic, verdens bedste håndboldspiller og Anja Andersens opfindelse, nægtede at spille en sæson i 1. division. Mange så det som den direkte årsag til det overraskende brud mellem slyngveninderne Andersen og Popovic. Serberen rejste i stedet over til ærkefjenden i Viborg.

»Jeg har aldrig haft til hensigt at tage hele mit hold med til Roskilde og spille i 1. division. Og det var i hvert fald ikke derfor, at Bojana tog til Viborg.«

Hvorfor gjorde hun så?

»Økonomi.«

Kunne du ikke matche Viborgs tilbud?

»Nej. Slet ikke.

Du mistede hele cementsøjlen i dit hold og en god veninde. Var det hårdt?

»Uha ja. Meget hårdt. Jeg havde i fem år brugt 80 procent af min trænerkapacitet på Bojana. Lad mig nøjes med at sige, at det var……. hårdt.«

Var det det sorteste kapitel i din Slagelse-tid?

»Ja, uden tvivl.«

Ødelagde det noget i jeres venskab?

»Nej, og det var meget vigtigt for mig. Vi snakkede sammen hver dag om vores følelser og tanker om hendes eventuelle skifte til Viborg. Der er blevet tudet en del af os begge to.«

Hvordan overlevede venskabet?

»Ikke mindst ved den fødselsdagsgave, som Bojana gav mig efter skiftet var på plads. Hun ved, at jeg elsker citater. Hun fandt et af Gandhi, hvor der stod: ”Kun de stærkeste kan tilgive.” Den sætning bed sig fast i mit hoved, og jeg sagde til mig selv, at jeg ville lære at tilgive. Det kan jeg i dag, og det har Bojana lært mig.«

Var I helt derude, hvor det var nødvendigt at tilgive for at bevare venskabet?

»Helt sikkert. Der er virkelig stærke følelser involveret. Og i dag er det da stadig meget mærkeligt at spille mod Viborg og se Bojana løbe rundt i en grøn trøje. Det har vi alle sammen måttet arbejde med i Slagelse.«

Har du bedt Flemming Østergaard skaffe hende til FCK?

»Når ting sker, så sker de af en grund. Der er en grund til at Bojana skiftede til Viborg.«

Så du jagter hende ikke i øjeblikket?

»Nej. Vi har begge accepteret, at det er tingenes tilstand. Hun har en tre-årig kontrakt i Viborg, og derefter tror jeg ikke, at Bojana spiller håndbold mere.«

Anja Andersen fastholder, at afskeden med Popovic var det eneste sorte kapitel i Slagelse-æraen.

Men der var vist også en marts-søndag i Gigantium i Aalborg i 2006. Og nogle tårer og en totalt knust Anja Andersen, da hun dagen efter fremstammede ordet ”undskyld,” som offentligheden ellers sjældent ser forlade hendes mund.

»Oplevelsen i Aalborg var ikke god. Men ret hurtigt derefter kunne jeg jo se, at det havde været godt for noget.«

De danske og internationale håndboldledere hamrede en hård straf ned over Andersen for at tage sit hold ud af banen efter et rødt kort i Aalborg. I nogle dage var Slagelse-chefen i knæ. Men rejste sig, og begyndte at skabe sin drøm om en piratliga udenom det etablerede system.

Lederne blev bange

Det satte bål og brand i dansk håndbold. De ledere, der netop havde haft hende på skafottet, blev bange, for Anja Andersen havde jo i årene forinden vist, at hun kunne skabe mirakler i Slagelse.

Piratliga-planerne døde, men skabte så megen opstand, at det håndboldpolitiske danske landskab blev vendt på hovedet og en mere demokratisk styreform blev indført.

Nogle kaldte dig for en terrorist. Andre for en frihedskæmper. Hvad er mest korrekt?

»Frihedskæmper rammer meget godt ned i den følelse, som jeg selv sidder med. Jeg ville helst have haft piratligaen, men jeg måtte nøjes med at få sat gang i nogle nødvendige ting i dansk håndbold. Tingene er blevet bedre, men alt er slet, slet ikke godt nok endnu. Der er for meget uenighed altid. Klubberne tænker kun på sig selv. Aldrig på det samlede produkt. Dansk kvindehåndbold er i krise, men man tænker stadig kun på sig selv.«

Er det ikke netop kun at tænke på sig selv, når man som dig malker en hel klub for spillere og smelter to spillertrupper sammen til sommer i FCK?

»Jamen, det gør jeg jo netop ikke. Der er ikke råd til en Maja Savic i Slagelse. Jeg ser det som en god gerning, at jeg hjælper Slagelse af med nogle spillere, som de var forpligtet til at lønne, men som de ikke havde råd til. Se på de spillere, som jeg ikke tager med til FCK. Dem har jeg fritaget fra deres kontrakt, så de kunne fortsætte karrieren et andet sted. Det er spillere, som vi har brugt mange penge at købe fri, da vi hentede dem. Vi lod dem rejse, selv om vi vidste, at vi ville komme til at mangle dem sidst på sæsonen. Vi gjorde det af hensyn til spillerne og af hensyn til Slagelses økonomi. Men sådan vælger medierne ikke at fremlægge det,« fastslår Anja Andersen.

Hvad siger du til dem, der hævder, at du efterlader Slagelse chanceløs og fattig?

»Jeg siger, at jeg åbenbart ved bedre end dem. Der var et underskud på 150.000 kroner, da jeg kom til klubben. Holdet spillede i 2. division. Nu er der tilført 700.000 kroner og holdet har ligastatus. Da jeg kom til klubben var der ingen, der gad smide sponsorpenge efter Slagelse FH. Nu er jeg snart væk, men klubben har da alligevel fået samlet midler til at drive et ligahold. Det er da fantastisk, og noget, som er stort for mig at tænke på.«

Bliver det vemodigt, hvis dit eventyr i Slagelse slutter tirsdag aften?

»Ja, helt sikkert. Men frem for alt vil jeg se tilbage på min Slagelse-tid med meget stor glæde.«

Og stolthed?

»Mest glæde.«

Hvorfor er du sjældent stolt over noget?

»Jeg kan bedre lide glædesfølelsen.«

Er det fordi, stolthed handler om følelser?

»Ja, det er det nok. Og så fordi jeg som barn læste H.C Andersens eventyr om Den Grimme Ælling. Deri læste jeg, at et godt hjerte aldrig bliver stolt.«

Så havde de alligevel noget til fælles, de to Andersen-eventyr.