Pytlicks mavefornemmelse

Jan Pytlick sad i bilen og græd.

Det var en tung dag i november 2005, da han trillede hjem til Thurø efter endnu et møde i Idrættens Hus i Brøndby.

Tårerne smagte sikkert af salt, som den slags jo gør. Selv om tårerne til hver følelse skulle have haft sin egen smag, så havde det ikke haft nogen betydning for Pytlick denne novemberdag. For det var en speciel blanding af vemodens og lettelsens tårer, der skabte akvaplaning på hans kinder.

Vemod over, at han netop havde meddelt Dansk Håndbold Forbunds direktør Hans-Christian Jacobsen, at det forestående VM i Rusland ville blive hans sidste som dansk kvindelandstræner. Efter syv fantastiske år på posten.

Og lettelse over, at han havde fulgt sit hjerte. Det havde igennem længere tid fjernet sig fra landsholdet, det store pres og krævende opgaver i forbundet. Han ville så gerne tilbage til klublivet. Tilbage til den daglige kontakt med spillerne og nok så vigtigt, en mere normal hverdag med sin kone og tre børn på Thurø. Naturligvis fik han job som kvindetræner i sit elskede GOG.

15 måneder senere - den 26. mart 2007 - sad han der igen, i bilen. Endestationerne var igen Idrættens Hus og Thurø. Men denne gang med DHF's Brøndby-domicil som målet.

Pludselig kunne han mærke dem igen, de store følelser, som den lille mand aldrig har forsøgt at skjule for omverdenen. Denne gang kom de ikke ud af øjnene. De havde taget ophold i hans krop.

»Det sitrede i hele mine krop, da jeg kørte herover,« fortalte han på det pressemøde, der markerede hans comeback som kvindelandstræner.

Han har det med at bruge kroppen til at mærke efter med. For det var såmænd maven, der i marts kom til at afgøre, at Pytlick ikke bare ville være den midlertidige afløser for fyrede Brian Lyngholm.

Landsholdet var samlet for første gang under den nye ”gamle” vikar. Flere af de spillere, som Pytlick i syv år havde fejret så store triumfer med, stod allerede i receptionen på Hotel Park Inn i Vejle, da de elektroniske døre gik til side og Pytlick trådte et par skridt ind i sin lykkelige fortid.

»Jeg kunne mærke det med det samme. Situationen var rigtig, følelsen var rigtig,« siger han og laver en klassisk Pytlick-bevægelse, når han vil sige noget, der skal signaleres videre med vægt bag ordene: Han læner sig frem og indleder:

»Ved du hvad,« hvorefter man ikke når at svare ”nej”, før pointen sendes af sted med sjældent langt ophold mellem hvert eneste ord:

»Jeg var tilbage, hvor jeg virkeligt hørte hjemme.«

Det er åbenlyst vigtigt for Pytlick at brænde ordene ind i modtageren.

Gløden er der
De er forstået, modtaget og nedfældet, så vi kan komme videre i snakken. Den er langt overvejende positiv. For hele nationens Jan er jo vendt hjem. Dansk kvindehåndbold var på vej i redningsbådene, men nu kan den truende nedtur vendes. Personligt virker hovedpersonen glad for at være tilbage. Gløden er der. Han virker lige så insisterende og små-euforisk, som sidst vi sad og snakkede dansk kvindehåndbold for et par slutrunder siden.

Men de 15 måneder væk fra landstrænerjobbet har mejslet sig fast i Jan Pytlick. Han har ikke haft det godt hele tiden.

»De 15 måneder har personligt været de sværeste i mit liv,« siger han.

Pytlick blev hyldet som den store frelser, da direktør Arne Buch slog armene om sin nye kvindetræner i november 2005. Pengene fossede ind i den sultne pengekasse. Alle klappede. Nu skulle det hele nok blive godt. Et simpelt regnestykke havde klæbet sig til hans navn i mange år: Jan Pytlick + håndbold = Succes.

Men det blev ikke en succes. Resultaterne udeblev.

»Jeg har været igennem nogle personlige ting, som har gjort mig klogere på mig selv og mit arbejdsliv. Det har været 15 hårde måneder. Lige nu er de frisk i erindringen og derfor hårde at tænke på, men jeg er sikkert glad for oplevelsen, hvis du spørger mig om nogle år. Det har været en personlig proces, der har gjort ondt,« siger Pytlick.

Hvad var der galt?

»Jeg blev mere og mere klar over, at jeg ikke var i det rigtige system. Det var en tung og svær erkendelse. GOG er trods alt min hjerteklub.«

Har du været en anden person i de 15 måneder?

»Ja, det tror jeg. Helt sikkert. Både til den gode og den dårlige side. Der har været en del tunge og en del gode tanker blandet sammen.«

Pytlick er ikke meget for at erkende det, men det virker som om, at arbejdspresset som klubtræner overraskede ham. Det hænger sammen med, at han blev presset voldsomt i sit bagland. Loyale Pytlick ønsker ikke at tale detaljeret om jobbet i GOG, men siger dog:

»Jeg fik til at opgave at finde en træner til herreholdet og i det hele taget stable et herrehold på benene til 2007/2008-sæsonen. Det var ikke de svigtende resultater med kvindeholdet. Jeg fik simpelthen for mange arbejdsopgaver i GOG, der ikke handlede om mit eget hold,« siger han.

Trykken for brystet
En dag fik han besøg af kroppens kassemester. Det var på tide at afdrage gælden. Jan Pytlick blev syg. Først i et par uger med ”noget influenza-agtigt”. I begyndelsen af januar blev det hele for meget. Jan Pytlick måtte erkende, at han var gået ned med stress.

»Jeg fik en grim trykken for brystet og jeg havde svært ved at huske. Samtidig var jeg enormt træt hele tiden. Det var voldsomt ubehageligt,« husker han.

De syv år som landstræner havde lært Pytlick en del om stress. Han kendte symptomerne og sin egen stresstærskel. Og han tog straks konsekvensen. Hans hold spillede skidt, og resultaterne udeblev, men cheftræneren var syg. Pytlick kaldte spillerne sammen og fortalte dem, at han ikke kom i en uge.

Så tog han hjem. Slappede af. Fik løbet en masse ture og indledt en mental rengøring på ISS-niveau.

Der er ikke nogen facitliste, når et sådant arbejde er færdiggjort. Pytlick tog tilbage til klubben, mens to tanker kredsede i hans hoved: Skulle han forlade GOG og finde et andet håndboldjob, eller skulle han kvitte håndbolden helt.

Få dage senere dukkede en tredje mulighed op. Brian Lyngholm blev overraskende fyret som landstræner.

»Allerede i december kunne jeg mærke, at jeg savnede arbejdet med landsholdet. Men det fyldte ikke så meget, for Brian var jo landstræner. Men jeg må indrømme, at tanken om et comeback begyndte at rumle i mit hoved, da jobbet blev ledigt,« erkender Pytlick.

Du sagde, at du var brændt ud, da du forlod landstrænerjobbet i december 2005. Siden har du haft 15 måneder i klubregi, hvor du til sidst gik ned med stress. Hvordan kan du være sikker på, at du har kræfter til endnu en tørn som landstræner i de næste fem år?

»Ved at mærke efter i mig selv. Og tro mig, når jeg siger, at det giver ny energi, når man opdager, hvor ens hjerte virkelig ligger,« understreger landstræneren.

En ydmyg mand
Han har altid vidst, at hans hjerte lå i håndbolden. Pytlick er en ydmyg mand, der ikke gerne taler om sine fortræffeligheder. Så det bliver ikke i citat, når man skal opremse, at manden helt uhørt debuterede som dameligatræner i en alder af blot 23 år. De fleste spillere var ældre end den store dreng med taktiktavlen. Siden har han vundet så mange medaljer, at hans cv burde tilhøre en moden, ældre herre med et helt håndboldliv i bakspejlet. Den holder bare ikke. I morgen fylder han rundt. Ikke 60 eller 50. Jan Pytlick bliver 40 år.

Hvad ser du, hvis du vender dig om og kigger 40 år tilbage?

»Så ser jeg et fantastisk liv. Et enormt privilegeret liv med min hobby som min levevej. Og så har jeg været helt ufattelig heldig. Mit liv stoppede, da jeg som 18-årig ødelagde skulderen og måtte stoppe min aktive håndboldkarriere. Men jeg var så heldig, at en klog mand i GOG kom og sagde til mig, at jeg skulle være træner. På alle tidspunkter i min karriere er tingene gået min vej. Jeg har fået de rigtige hold på de rigtige tidspunkter. Jobbet som håndboldtræner har givet mig gigantiske opture og enkelte skuffelser. Alle livets væsentligste aspekter og følelser har været inde over mit liv. Senest i de forgangne 15 måneder, som vel er det tætteste, jeg har været en nedtur. Men det var også givtigt. Og så har jeg jo fået en dejlig kone og tre fantastisk børn. Jamen, jeg kan jo ikke få øje på noget negativt i mit liv,« nærmest jubler Jan Pytlick.

Orkaner i vente
Med det lykkelige faktum in mente, så kan det undre, at han er gået tilbage til noget, der risikerer at ende som karrierens første fiasko. Dansk kvindehåndbold er ikke, hvad dansk kvindehåndbold har været. Bedst illustreret af de aktuelle kampe mod Ukraine, der handler om blot at overleve som slutrundedeltager.

»Jeg ved, at der helt sikkert ikke kommer de samme rosende ord min vej i den kommende ansættelsesperiode. Jeg vil komme i flere uvejr, end jeg nogensinde tidligere har været i. Ja, det kan sagtens blive regulære orkaner,« spår Pytlick.

Hvorfor i alverden sidder du så her som landstræner?

»Mange mennesker omkring mig har da også undret sig, for det kan jo kun gå galt i forhold til min sidste landstrænerperiode. Sådan ser jeg det slet ikke. Herregud, det her er jo mit ønskejob, og tager man ikke gerne sådan et trods risikoen for tæsk? Hvis man ikke tør løbe en risiko, når det handler om ens drømmejob, så får man jo aldrig et godt job. Og jeg gider ikke at sige nej, fordi jeg risikerer at miste den glorie, som nogen har sat over mit hoved. Måske bliver jeg fyret om et år eller to. Det er jeg helt forberedt på,« fastslår Jan Pytlick.

Meeeeen, det er nok tvivlsomt om den succesfulde træner en dag får besøg af den sjældne Pytlick-følelse ”vrede”, når han sidder i sin bil efter et møde i DHF.