Fortsæt til indhold
Håndbold

Han har ventet på sin store landsholdschance i flere år – og sikke en EM-entré af Emil Nielsen

Emil Nielsen har aldrig været så god som nu. Det beviste den 26-årige målmand torsdag aften i München med en unik præstation.

Her er Jyllands-Postens karakterer til de danske spillere på syvtrinsskalaen efter torsdagens EM-åbningskamp mod Tjekkiet.

Niklas Landin: 02
Anføreren blev hevet ud i første halvleg efter en indsats, han ikke kommer til at huske. Missede et par lette bolde og fik aldrig fat i tjekkerne. 18 i redningsprocent.

Emil Nielsen: 12
Det er flere år siden, at han fik sit gennembrud i international klubhåndbold, men han har i flere år måttet vente på chancen i landsholdsregi. Den fik han for alvor torsdag aften. Vanvittig præstation. Bevares, Tjekkiet er ikke et storhold, men en redningsprocent på 72 er unik. Utvivlsomt kampens spiller.

Magnus Landin: 10
Han var med til at afgøre kampen. Begyndte på bænken, men afløste Emil Jakobsen i slutningen af første halvleg. Det viste sig at være klogt. Fire scoringer på fire forsøg og stærkt forsvarsspil.

Emil Jakobsen: 00
En aften langt, langt under Flensburg-fløjens høje standard. Han åbnede med en scoring, men så gik det galt. Tre kæmpe afbrændere i træk kombineret med kikset forsvarsspil.

Henrik Møllgaard: 10
Stod stærkt i midterforsvaret og havde en stor andel i, at Tjekkiet kun scorede fem gange efter pausen.

Simon Pytlick: 7
Det lignede en stor Pytlick-aften i begyndelsen af kampen, men bagspilleren kæmpede med effektiviteten. Dog fire scoringer, masser af gåpåmod og vilje til at lykkes.

Mikkel Hansen: 4
Scorede på sine fem forsøg, heraf fire på straffekast, men havde også udfordringer i første halvleg. Manglede indimellem lidt tempo i fødderne. Veteranen var til gengæld cool, da han rev fingeren af led og dernæst blot løb ud til den danske fysioterapeut for at få den sat på plads igen, inden han atter var kampklar.

Rasmus Lauge: 7
Fik en større rolle efter pausen og scorede et par gange. Vandt flere dueller, men smed også et par bolde væk. Altid garant for et godt drive.

Mathias Gidsel: 4
En usædvanlig kamp fra Gidsels side. De aggressive tjekkere lykkedes med at pakke ham godt sammen. Brændte to af tre afslutninger, men dominerende i opspillet til holdkammeraterne.

Niclas Kirkeløkke: 7
Han har en hidsig arm, det fandt den tjekkiske målmand for sent ud af, og så besidder han nogle gode egenskaber i defensiven, der gjorde Danmark godt.

Hans Lindberg: 4
Alderspræsidenten kom ikke på måltavlen, var ikke meget med i spillet og noterede sig primært for en stabil indsats i forsvaret.

Magnus Saugstrup: 10
Var groft sagt anonym i den offensive del, hvilket var overraskende, for det lignede en kamp for ham med masser af plads og rum at bevæge sig i. Til gengæld leverede han en kæmpe forsvarsindsats. En helt afgørende spiller.

Lukas Jørgensen: 7
En solid indsats i begge ender i en kamp, der ikke blev spillet i et højt tempo, som han ellers elsker. Scorede to gange.

Simon Hald: UB
Mads Mensah:
UB
Michael Damgaard:
UB