Fortsæt til indhold
Håndbold

EM-debutanten fik Danmark til at ligne Danmark igen

Ført an af en fremragende Emil Nielsen vandt de danske håndboldherrer 23-14 over Tjekkiet i EM-åbningskampen. Men sejren kom ikke i hus uden problemer.

Sjældent har forventningerne til et af landets mest populære landshold været højere.

Det er selvforskyldt.

I de seneste fem år har de danske håndboldherrer haft travlt med at spise rådhuspandekager, lytte til skåltaler og lade sig hylde på balkoner og podier efter store finaler.

Det kan meget vel ske igen i slutningen af januar.

Men så er Nikolaj Jacobsens mandskab i hvert fald nødt til at levere med en helt andet kvalitet og skarphed, end tilfældet var i halvdelen af torsdagens EM-åbningskamp.

Jo, Danmark vandt 23-14 (9-9) over Tjekkiet og fik dermed resultatmæssigt den optimale begyndelse på dette års guldrejse.

Alligevel bør præstationen i 30 af de 60 minutter sætte tankerne i gang hos landstræneren. Han vil selvfølgelig være glad og lettet over at have vundet en bøvlet premierekamp, men han blev – ligesom alle andre – mindet om, at succes ikke kommer af sig selv, og at man ikke er fritaget for udfordringer, bare fordi man er verdens bedste til sit arbejde.

Og jo, åbningskampe er notorisk rodede. De er præget af nerver og fejl, men de ellers så korrekte klicheer bør ikke være et gemmested for danskerne – kompetencerne taget i betragtning.

Det tjener Tjekkiet til ære. Tjekkerne, der ikke kvalificerede sig til VM for et år siden, pressede ikke blot Danmark i første halvleg, de sørgede for, at Danmark ikke lignede Danmark, ja, lige indtil EM-debutanten Emil Nielsen kom på banen og fuldstændig brændte den af.

Nielsens entré kom, efter at anfører Niklas Landin blev pillet ud kort før pausen. Det sker sjældent. Emil Jakobsen brændte også tre kæmpe chancer i træk, og Mathias Gidsel var ikke involveret i en eneste scoring i de første 17 minutter. Det må i øvrigt være rekord.

Tjekkiet lykkedes med en enorm aggressivitet, og den åbenlyse strategi med at klaske til Gidsel og kammeraterne frustrerede danskerne. Det lignede periodevis en solid aftentræning i en bryderklub i Prag. Hver en tackling, hvert et sammenstød udløste jubelscener på den tjekkiske bænk.

De mange spilstop ødelagde både rytmen og seværdigheden, og de gjorde heller intet godt for måltavlen. Hvornår har offensive, hurtige og risikovillige Danmark senest scoret blot fire gange på et kvarter? Pausestillingen på 9-9 imponerede tydeligvis ikke Nikolaj Jacobsen, da han gik mod omklædningsrummet i Olympiahalle i München.

Han så af gode grunde noget mere rolig ud på bænken i midten af anden halvleg. Da var Danmarks sejr noget nær sikret. Så hurtigt kan en håndboldkamp udvikle sig.

For det er selvfølgelig ikke tilfældigt, at danskerne er ubesejret i 21 landskampe i træk. Det er heller ikke tilfældigt, at Danmarks næstbedste målmand, Emil Nielsen, er en nøglespiller i FC Barcelona.

Nielsen havde tydeligvis ingen interesse i en spændende afslutning, så han valgte at holde torsdagslukket i sin målmandsbutik. Han blev hjulpet af et stærkt forsvar og reddede 9 af de første 11 bolde. Da bl.a. Magnus Landin samtidig viste klassen i offensiven, rykkede Danmark afgørende fra.

Tjekkerne, som består af en blanding spillere fra bl.a. den bedste og næstbedste række i Tyskland, scorede ikke i en periode på 12 minutter i anden halvleg. Aggressivitet og energien var forsvundet, og det er strafbart mod et landshold som Danmark.

Derfor endte det helt som forventet, om end de to sikre danske point blev skaffet på noget usædvanlig vis.