Skjern tvinger semifinalen ud i et dramatisk tredje opgør
Skjern Håndbold leverede en stærk præstation på hjemmebane i onsdagens returkamp mod grundspilsvinderne fra GOG. Dermed skal semifinaleserien afgøres i en tredje og altafgørende duel på lørdag.
En sejr over de sydfynske grundspilsvindere fra GOG var påkrævet onsdag aften i en tæt på udsolgt Skjern Bank Arena, hvis vestjyderne fra Skjern skulle tvinge semifinaleserien ud i en tredje og altafgørende duel.
Skjern-spillerne var med andre ord pisket til at besejre gæsterne fra Gudme for netop at holde liv i håbet om en plads i DM-finalen.
Kampen blev indledt med stor intensitet fra begge mandskaber. Efter lidt mere end 10 minutters spil lød stillingen blot 4-4.
Den norske målvogter Torbjørn Bergerud stod igen blændende bag sit gulklædte forsvar, men en trodsig landsmand i form af Robin Haug præsterede indledningsvist på omtrent samme høje niveau i Skjern-målet.
Spillet bølgede hastigt frem og tilbage i den vestjyske arena, men efter en formidabel start af Bergerud fik Skjern-offensiven efterhånden skudt hul på den norske GOG-keeper. Fra stregen fik Senjamin Buric bragt Skjern på 10-9 i det 21. minut og samtidig fremprovokeret en sydfynsk timeout.
Det var især den rutinerede Lasse Mikkelsens fortjeneste, at hjemmeholdet kunne gå til pause med en føring på 15-12. Skjern-playmakeren leverede flere vigtige assists og stod selv for en række scoringer.
De grønblusede fortsatte ufortrødent deres dominans i anden halvleg, mens der sneg sig bemærkelsesværdigt mange tekniske fejl ind i fynboernes omgang med bolden.
Med et kvarter tilbage havde Skjern-spillerne kæmpet sig foran med 23-18, og de sydfynske modstandere halsede frustreret efter vestjyderne på måltavlen. Nicolej Krickaus mandskab havde svært ved at få angrebsspillet til at fungere, mens et vestjysk syv-mod-seks-spil blev leveret med stor overbevisning i den modsatte ende.
Det blev aldrig til et storstilet sydfynsk comeback i returkampen i Skjern.
Et veloplagt og hårdtarbejdende hjemmehold lukkede aldrig for alvor gæsterne ind i kampen, som endte 30-27 – så nu skal det hele afgøres lørdag den 4. juni i et sidste dramatisk opgør.