Fortsæt til indhold
Håndbold

Fakta: Sådan ser grupperne ved EM i herrehåndbold ud

Fredag blev der trukket lod til gruppespillet ved europamesterskaberne i herrehåndbold i januar 2020.

/ritzau/

De 24 deltagende nationer ved næste års EM i herrehåndbold blev fredag fordelt i seks grupper ved en lodtrækning i Østrigs hovedstad, Wien.

Danmark var allerede inden lodtrækningen blevet placeret i gruppe E, hvor modstanderne hedder Ungarn, Island og Rusland.

Skulle de danske håndboldherrer gå videre til mellemrunden, kan de møde modstandere fra gruppe D og F.

EM bliver spillet i januar 2020. For første gang nogensinde deler tre lande - Norge, Sverige og Østrig - værtskabet. Det er også første gang, at 24 lande deltager.

Her kan du se, hvordan de indledende EM-grupper ser ud. Rækkefølgen angiver, hvilket seedningslag landet var placeret i:

  • Gruppe A: Kroatien, Hviderusland, Montenegro og Serbien.
  • Gruppe B: Tjekkiet, Nordmakedonien, Østrig og Ukraine.
  • Gruppe C: Spanien, Tyskland, Letland og Holland.
  • Gruppe D: Frankrig, Norge, Portugal og Bosnien-Hercegovina.
  • Gruppe E: Danmark, Ungarn, Island og Rusland.
  • Gruppe F: Sverige, Slovenien, Schweiz og Polen.