Forrygende dansk angreb knuste Rumænien
Danmark rundede Golden League af med en storsejr på 13 mål over Rumænien.
Det danske kvindelandshold har god grund til at smile, når holdet mandag morgen sætter sig i flyveren på vej hjem til Københavns Lufthavn.
Noget kunne ellers tyde på, at der ventede nogle grimme dage i Frankrig, efter at holdet torsdag aften indledte træningsturneringen Golden League med en alarmerende lussing på 11 mål fra Norge. Men sådan gik det ikke.
Lørdag aften tog Danmark revanche ved fornemt at besejre de forsvarende verdens- og europamestre fra Frankrig, inden Klavs Bruun Jørgensens mandskab søndag satte Rumænien alvorligt på plads. Sejren på 36-23 kom især på baggrund af 45 forrygende minutter i midten af kampen.
Efter en lige start, hvor Rumænien fulgte med til 9-9, skruede især de danske bagspillere op for niveauet. Spillere som Stine Jørgensen, Louise Burgaard, Line Haugsted og Mie Højlund skiftedes i store perioder til at hamre boldene ind bag de sagesløse rumænske keepere.
Det fik Klavs Bruun Jørgensen til at klappe i tilfredshed på sidelinjen, og han havde også meget at glæde sig over. Defensiven var glimrende, bevares, men det var især angrebsspillet, der fungerede. Det var flydende, kreativt og uden graverende fejl. Skytterne blev sat i scene, og uanset hvem landstræneren sendte på banen, blev der leveret kvalitet.
Pauseføringen på to mål holdt ikke længe. Tværtimod blæste Danmark af sted fra anden halvlegs start. Stortalentet Anna Kristensen kom på banen, og den blot 18-årige Skanderborg-keeper indledte med et reddet straffekast, som kickstartede en dansk målfest.
Rumænerne lavede fejl efter fejl, og det blev straffet med danske kontrascoringer fra alle kanter. For blot tredje gang i Klavs Bruun Jørgensens regeringstid scorede Danmark over 35 mål. Med til succeshistorien hører dog, at Rumænien var uden knap halvdelen af EM-truppen og ikke mindst den korsbåndsskadede Cristina Neagu, der fire gange er blevet kåret til verdens bedste håndboldspiller.
Det kan Klavs Bruun Jørgensen vælge at fokusere på eller ej, men faktum er, at Danmark forlader Golden League med to sejre i tre kampe.