Fortsæt til indhold
Håndbold

Niklas Landin er bedste målmand ved VM

De danske spillere præsterer godt i statistikkerne, Spanien er gode til fairplay og Rusland har den bedste skytte.

Statistikkerne lyver ikke. Niklas Landin er den bedste målmand ved VM.

Med en redningsprocent på 51, rangerer danskeren lige netop over Norges målmand Espen Christensen, der haler inde på Landin med en redningsprocent på 48 i IHF’s statistikker over de spillede kampe i den indledende runde.

Landin har da også allerede brilleret ved denne slutrunde, hvor han ikke alene har været en mur i det danske mål, men også selv har scoret et enkelt mål i kampen mod Østrig.

Også på straffe har Niklas Landin stået skarpt i målet for de danske herrer. Han bliver dog på strafferedningerne lige netop overhalet af chilenske Felipe Garcia, der altså indtager førstepladsen i statistikkerne, mens Landin må nøjes med en andenplads.

Niklas Landin brillerede i kampen mod Østrig, hvor han også selv fik skudt bolden i modsatte mål til en dansk føring ved pausen. Foto: Jens Dresling / Politiken

Men der er simpelthen ingen, der nu kan være i tvivl om, at den danske målmand har stået stærkt for Danmark, og det er muligvis en fortrøstning, når Danmark torsdag aften skal op imod Norge, der må være rundens sværeste modstander.

Også Mikkel Hansen er at finde i toppen af statistikkerne. Den danske PSG-stjerne rangerer som nr. seks på listen over de spillere, der i den indledende runde har lavet flest mål og scorer på 72 pct. af sine skud på mål, der tæller 21 mål på 29 skud. Et par uheldige missere i kampen mod Østrig har talt ned i statistikken.

Nordmændene kommer

Man kan til gengæld først finde den bedst rangerede nordmand på en niendeplads, hvor Magnus Jondal har stået for 20 mål ud af 22. Og derfor optræder han med en træfsikkerhed på 91 pct.

Dog finder man flere nordmænd højt på listen, end man finder danskere. Og den norske stjerne Sander Sagosen, der til tider bliver kaldt verdens bedste, kan findes som nummer 27 på listen. Mikkel Hansen har selv rost Sagosen for at levere på et ”ekstremt stabil, højt niveau”.

Allerøverst på listen over topscorere er en russisk spiller at finde. Timur Dibirov slår de fleste spillere af pinden og kan bryste sig af at have scoret på 83 pct. af sine skud på mål.

De russiske bisser

Og det kan godt være, at russerne er gode til at lave mål, men måske knap er de knap så gode til det der med fairplay. Her rammer de i hvert fald bunden af IHF’s liste, med to røde kort, syv gule kort og hele 23 to-minutters udvisninger. Statistikken over de placerede udgøres via de tre faktorer.

Danskerne kan findes nogenlunde i midten af listen, der rangerer alle 24 hold, der er med i den indledende runde, hvor de befinder sig på en 10’ende plads. Torsdagens modstander Norge befinder sig derimod næsten i top på en andenplads, kun overgået af Spanien.

Nabobraget mellem Danmark og Norge begynder kl. 20.15. torsdag. Følg kampen på Jyllands-Postens liveblog.