Fortsæt til indhold
Håndbold

Toptrænere sår tvivl om tv-billeder efter en fejlkendelse

Håndbolddommeren Martin Gjeding lægger sig fladt ned efter en fejlkendelse, der har skabt debat om brug af tv-billeder.

Det er blot en uge siden, at dommere for første gang nogensinde fik muligheden for at anvende videoteknologi ved visse tvivlskendelser i dansk ligahåndbold.

Ikke desto mindre er der efter kun få spillerunder bekymring at spore ved brugen af tv-billeder.

Man kan jo være forudindtaget og lede efter de ting, man gerne vil se.
Patrick Westerholm, cheftræner, TTH

»Ingen kan have noget imod retfærdighed, men hvis retfærdigheden ikke sker fyldest, hvad skal vi så bruge video til?« spørger Ole Nørgaard, cheftræner i Skjern Håndbold, som var impliceret i en episode, der vakte opsigt i lørdags.

Dommerparret Mads Hansen og Martin Gjeding kom i fokus i topkampen mellem Bjerringbro-Silkeborg (BSV) og Skjern, da Martin Gjeding - efter at have genset episoden på video - valgte at udvise Jonathan Stenbäcken for at filme i en angrebsaktion.

»Det er en fejldom af dimensioner,« sagde TV 2's håndboldekspert Bent Nyegaard under kommenteringen af kampen, og samme opfattelse deler Ole Nørgaard.

»Det ryster mig, når dommerne netop har mulighed for at gense episoden igen og igen på video,« siger Ole Nørgaard.

Hos ligarivalerne fra TTH Holstebro er man også forundret over kendelsen.

»Det får os til at tvivle lidt på systemet, når der bliver begået sådan en fejl,« siger TTH’s cheftræner, Patrick Westerholm, der ikke forstår, at Martin Gjeding skulle se tv-billederne alene.

»Man kan jo være forudindtaget og lede efter de ting, man gerne vil se,« siger Patrick Westerholm.

Det var det, der skete, erkender hovedpersonen Martin Gjeding, som indrømmer, at han håndterede situationen dårligt.

»Jeg brugte ikke lang tid nok ved skærmen, og jeg gik måske over et med mindset om, at det var skuespil. Det kom jeg aldrig ud af. Jeg skulle have taget min kollega med til skærmen,« erkender han.

Ifølge cheftræner Lars Walther fra Ribe-Esbjerg HH er der klart tale om en fejl, men det begår alle, understreger han.

»Man skal vænne sig til alt nyt. Vi må give det lidt tid,« siger han.