Kristina Kristiansen var skuffet over, at Klavs Bruun Jørgensen sendte hende hjem fra VM
Playmakeren forudser nu en svær fremtid for sig selv på landsholdet.
Det tog hårdt på landsholdsspilleren Kristina Kristiansen, da hun efter gruppekampene ved VM blev taget ud af truppen af landstræner Klavs Bruun Jørgensen og sendt hjem til fordel for Stine Bodholt.
Det fortæller Nykøbing Falster-spilleren til TV 2.
»Jeg vidste jo godt, hvad jeg gik ind til, og jeg prøvede lidt samme situation sidste år, hvor jeg så bare fik lov at blive til mesterskabet, men selvfølgelig gjorde det ondt at skulle sendes hjem,« siger Kristina Kristiansen.
Hjemsendelsen fra VM i Tyskland var anden gang i karrieren, at Kristiansen prøvede at blive sendt hjem fra et mesterskab af Klavs Bruun Jørgensen til fordel for en anden spiller. Et klart signal om, at landstræneren ikke ser Kristina Kristiansen som en af sine vigtigste bagspillere.
Selv spår hovedpersonen sig da også hårde odds for at bide sig for alvor fast på landsholdet i den kommende tid.
»Jeg har lyst til at være på landsholdet, og jeg vil kæmpe for stadig at have en plads på holdet, men, jeg tror, det bliver svært. Jeg er dog ikke typen, der giver op, og så må vi se, hvad der sker i fremtiden,« siger Kristina Kristiansen.