Fortsæt til indhold
Formel 1

Fire brugte Formel 1-biler er til salg hos et engelsk aktionshus

Hvis man har et par mio. kr. i overskud, kan man købe sig en brugt Formel 1-bil hos et engelsk aktionshus

Hvis man nogen gange sidder hjemme i sofaen med benene oppe og en uforløst og udbrændt Formel 1 kører i maven eller bare drømmer om at eje en af de strømlinede og elegante racerbiler fra motorklassens mest eksklusive klasse, er der nu håb om at gøre noget ved sagen.

Marussia-familien vil nemlig gerne skille sig af med fire brugte Formel 1-biler, som alle har kørt grand prix-løb i fire sæsoner fra 2010-2014 i den periode, hvor racerteamet skiftede navn fra Virgin Racing til Marussia F1.

Teamet hedder nu Manor Racing, hvor den danske racerkører Kevin Magnussen nævnes som en mulig kører.

Hvis man er interesseret i at erhverve sig en vaskeægte Formel 1-racer, kan man vælge at købe alle fire på en gang eller nøjes med blot at købe en af dem. Men da mange moderne familier har behov for to biler i hverdagen, er dette selvfølgelig også en mulighed, men lovgivningen forbyder dog, at en tidligere Formel 1-racer må køre på offentlig vej.

Ifølge aktionshuset John Pye, som står for salget, vil der ikke blive tale om et klassisk aktionssalg, hvor man vifter med fingeren, nikker diskret med hovedet eller i dette tilfælde vrikker med speederfoden, når man vil give et bud på bilerne.

Der bliver i stedet tale om diskret bud på privat basis, hvor auktionarius vil overlade buddene til interesserede og stole på, at de mener det seriøst.

»Bilerne skal ses personligt, for at man kan få det fulde udbytte af deres stil og skønhed,« siger Giorgio Vitale fra John Pye-aktionshuset, som forventer international interesse for den kommende bilauktion.

»Bilerne er de mest moderne F1-racere, som nogensinde har været udbudt på det internationale marked,« siger han videre.

Bilernes design er skabt til fart, men ingen af de fire racere har dog nogensinde vundet et trofæ i Formel 1. Men hvis de er gode nok til at køre i Monte Carlos gader eller på Silverstone, kan de vel heller ikke være så ringe endda.