Delaneys enorme forløsning
FC København hang på kanten af det første nederlag til Brøndby i Parken i 10 år, men bænkede Thomas Delaney reddede holdet i overtiden.
Søndag morgen fortalte FC Københavns viceanfører Thomas Delaney i Jyllands-Posten, at »den var en tung hverdag, han gik rundt og havde for tiden.«
Samme dag var han bænket mod Brøndby. Igen. Kl. 19:45 blev han sat på banen, og en time senere hang han i et primalskrig over hegnet ned til FC Københavns mest fanatiske tilhængere.
For da var Thomas Delaney gået fra den dybe frustration til ren ekstase ved i overtiden flot at heade Pierre Bengtssons følte indlæg i mål og redde et point til sit hold. »Thomas Delaney, du er en superstar,« sang de pludselig fra tribunen bag det mål, Delaney havde scoret i. FCK-tv fulgte kun ham og ikke resten af holdet i minutterne efter opgørets afslutning.
Frygteligt fra Brøndby
Sådan er fodbold. Fanatisk fra tribunerne, fantastisk for Delaney, og frygteligt for Brøndby. FC København hang på de absolut sidste minutter, inden der ville blive sat to streger med fed under det første nederlag i Parken til Brøndby i 10 år. Det ville have været det første nederlag i en forårskamp siden 1998, og så kom Thomas Delaney.
Brøndby scorede på sin absolut eneste chance i kampen. Holdet havde vel ikke haft et skud mod mål inden Quincy Antipas efter 73 minutter afsluttede, Wiland halvklarede og Nuñez scorede.
Det skete i et Københavner derby der selvfølgelig var intenst og koncentreret og alt det der, men i lang tid var det også en dårlig fodboldkamp. Med 1-1 holder FC København sig akkurat på tredjepladsen foran Brøndby på målscoreren. Begge skal møde førerholdet FC Midtjylland i sæsonens sidste kampe.
Dette var op til kampen blevet vurderet til at være det mest jævnbyrdige derby i København i fire år. Ikke siden guldkampen i 2009, da FC København vandt 4-0, har Brøndby været så tæt på.
Fanatisk stemning
Derfor fornemmede man også, at kedlen havde fået lidt ekstra varme denne dag end sædvanlig. Simpelthen fordi Brøndby på grund af egen opstigning og FC Københavns nedtur har en reel mulighed for at slutte en superligasæson bedre end FC København.
Hele dagen blev det indre København voldsomt præget af kulissen, som var fanatisk på den sydlandske måde. Rivaliseringen balancerer altid mellem sund og usund. Denne dag bristede grænsen ikke. I hvert fald ikke før og under kampen.
Det gjorde selve spillet på banen til gengæld. Spillere og trænere i FC København og Brøndby betoner ofte, at kampene mellem disse to hold altid »får deres eget liv.« Tilværelsen i dette opgør var indtil Nuñez 1-0 scoring himmelråbende uforløst. En god detalje af én spiller blev afløst en dårlig af den næste.
Det var som om spillerne i deres frygt for at lave en kampafgørende fejl, glemte at lave noget virkelig godt en gang imellem. Èn chance blev det til i 1. halvleg. Da Andreas Cornelius headede et hjørnespark over. Godt, der kom en langhåret gut i læderbuks og nitter og spillede guitarsoloer i pausen. Så var man sikker på underholdning.
Mangler bid
Dette var Ståle Solbakkens første kamp som manager for FC København og derfor også den første FCK-kamp i Parken i 16 år uden Carsten V. Jensen som sportslig chef. Solbakken reagerede på 1. halvlegs fattigdom ved at sætte Thomas Delaney på banen i stedet for Claudemir, som igen var dårlig. Samtidig begyndte Thomas Kristensen at finde noget rytme. Det fremtvang en fremragende redning fra Lukas Hradecky efter 53 minutter.
Andreas Cornelius headede et indlæg mod Igor Vetokele, der snittede bolden mod mål med hovedet. Hradecky blev fanget med balancen på det gale ben, men smed krop og arme og reddede. Flot af finnen der ikke havde haft en redning indtil da, og derfor pludselig skulle tænde for panikknappen.
Et typisk FCK-mandskab havde scoret i den periode. Det er dette dog ikke. Holdet mangler bid og har gjort det hele foråret. Det gør det stadigvæk, men denne dag blev det reddet af ham den vragede. Thomas Delaney.