Fortsæt til indhold
Fodbold

Eriksens skade kan koste Fifa millioner

Tottenham kan kræve erstatning for, at Christian Eriksen blev skadet på landsholdet.

anders dehn, tipsbladet.dk

Hvis Tottenham vil, kan de formentlig kræve en millionerstatning fra Fifa på grund af den skade, som Christian Eriksen pådrog sig i fredagens landskamp mod Norge. Ifølge reglerne i Fifa Club Protection Programme (FCPP) skal fodboldforbundet kompensere klubben, hvis en spiller bliver skadet under landsholdssamling. Det skriver BT.

Hvis den 21-årige dansker er skadet i mere end fire uger, kan Tottenham kræve kompensation for hans fulde løn i den periode, og eftersom Eriksen tjener cirka 18 millioner kroner om året, beløber det sig til mindst 1,5 millioner kroner.

Forsikring

Samtidig er DBU ved at sikre sig, at det kun er Fifa og ikke unionen, der skal råde økonomisk bod på skaden. Repræsentanter for forbundet skal mødes i denne uge for at diskutere fortolkningen af Fifa-reglerne og bringe endelig vished for, at DBU ikke er ansvarlig.

Skulle DBU alligevel være det, skal regningen nok blive betalt.

- DBU har for en sikkerheds skyld en supplerende forsikring, som vil dække spillerens eventuelle og dokumenterede indtægtstab i en skadesperiode, skriver kommunikationschef Lars Berendt i en mail til BT.